Irma, My & Charlie

Irma, My & Charlie

En engel og hendes søskende

Da Irma døde oplevede vi en periode hvor alting var uoverkommeligt, selv det at tage telefonen. Så bloggen blev oprettet for at venner og familie kunne blive lidt opdateret på vores liv, tanker og følelser.
Bloggen er senere gået hen og blevet et redskab i sorgen og er ikke længere kun til opdatering af venner og familie.

Nok er nok!

Livet efterPosted by Jeanette Frisk 27 Jan, 2010 12:47

Jeg siger stop nu! Sådan helt stop! Jeg er så forbandet træt, træt af læger. Træt helt ind i marv og ben. Jeg vil ikke være med mere. Nok er nok!

Jeg er blevet talt ned til og jeg er blevet ignoreret en gang for meget. Det kostede mit barn, hendes liv.

Lige nu leder vi efter en ny praktiserende læge, gerne en med erfaring inden for børn og behandling af dem. Jeg ved slet ikke om almindelige læger specialisere sig ud over almen medicin og altså godt kan være pædiater samtidig, men det er nu heller ikke så vigtigt. Vigtigst af alt er at få en læge der lytter til os som forældre, ikke taler ned til os og som tør tage fat i forhold til at tage stilling til vores børn når vi er bekymret og de er syge.

Vi har som sådan ikke været ude for noget akut eller en enkeltstående handling der føre til min kvalmende træthed (her er Irma altså ikke indregnet), men en række små og lidt større ting, der samlet bare ikke er i orden. Men vigtigst af alt, så siger min mavefornemmelse, i ved den jeg har svoret ikke at lade andre overdøve, mig at vores nuværende læge ikke er god for os mere.

Vi har sådan et lægehus med flere læger. Før Irma var jeg sådan set ligeglad med hvem jeg kom ind til, men efter Irma går vi kun hos en bestemt læge i huset. Hun har faktisk været sød og forstående og vi har været tilfredse med at gå hos hende. Men nu har jeg oplevet flere situationer hvor jeg heller ikke er tryg ved hende mere og det går bare ikke.

Vi skal have en læge der tør tage stilling til børn og børn sygdomme. En der ikke bare fejer sin egen usikkerhed hen med at "det er bare en virus, det er jo meget normalt. Børn er jo hele tiden syge". Vi skal have en læge der er grundig og agtpågivende, lyttende, forstående og menneskelig! Kender i nogen? Gerne i København?

  • Comments(4)//blog.irmacornelia.dk/#post137

Rolige vande efter høj søgang

Livet efterPosted by Jeanette Frisk 26 Jun, 2009 22:03

Sidder på altanen i skrivende stund og puster ud, både mentalt og fysisk. De sidste uger har været benhårde. Jeg har i den grad mærket sorgen igen. Men et eller andet sted har det også været rart, selvom det lyder underligt. Men det er som om at tiden var moden til at turde at kigge tilbage igen. My har jo i den grad fyldt, som et levende barn nu skal gøre, så alt andet, også Irma har ventet i kulisen indtil jeg var klar igen. At det så var sagen om lille Christian der skulle få bæret til at flyde over, ja det er vel ikke så underligt.

Om dagen har sorgen ikke fyldt så meget. Om dagen er jeg mor med stort M for min lille My. Men om aftenen, når hun sover, så har det hele væltet ind over mig igen. Min krop har simpelthen husket, ja ind i hver celle, hvordan sorgen føltes dengang for lidt over 1½ år siden. Knuden i brystet, kvalmen i maven og følelsen af chok. Jeg har ligget i sengen om aftenen og set lille Irmas ansigt for mig. Et lille forpint ansigt og en lille kold krop, som var så syg. Jeg har følt skyld og afmagt og uro og jeg har grædt for min ældste datters tragiske skæbne. Nogen aftener har jeg hentet My ind fra hendes værelse og ind i sengen hos os. Jeg havde bare sådan et knugende behov for at have hende helt tæt på.

Rasmus og jeg har, siden Irma døde, mødt meget ros for vores styrke og måde at takle vores sorg på. Men nogen gange har jeg også tænkt at det var for godt til at være sandt. Der må da komme en efterreaktion? Sådan en man ikke helt kan kontrolere. Så i min lille eftertænksomme stund her på altanen, føler jeg mig en smule lettet. Lettet over at have mærket sorgen helt ind til benet igen. Den der dybtfølte, knugede og smertelige sorg. For så husker jeg og min krop at det trods alt ikke er mere end 1½ år siden at vi oplevede det værste mararidt, man som forældre kan mærke.

De sidste par uger har jeg været i sorgen en gang til. Jeg har været helt tæt på Irma som min datter igen, ikke kun som et begreb, eller som en tid hvor verden stod stille. Men tæt på alt det hun var og er. Det har smertet så forfærdeligt, men det har samtidig været godt. For jeg ved at det er nødvendigt at kigge tyren i øjnene engang i mellem, ellers ved jeg at den vil indhente og nedlægge mig noget så unådigt på et senere tidspunkt i livet. Sådan er det at være mor til Irma og sådan vil det være resten af mit liv. Jeg ved godt at bølgerne med tiden vil blive mindre, men lige nu ånder jeg ud efter et par uger i høj søgang. Jeg er træt og udmattet, men lettet over at jeg stadig sidder tilbage i båden. Bølgerne har så småt lagt sig igen og lige nu er solen ved at gå ned over et stille hav og inde i mig selv siger jeg endnu engang farvel til min smukke lille datter som ikke fik mere end 8 dage af livet.

  • Comments(4)//blog.irmacornelia.dk/#post110

En rejse der lige er begyndt.

Livet efterPosted by Jeanette Frisk 19 May, 2009 20:14

At være mor til et dødt barn, er altså noget abstrakt noget. For hvad vil det egentlig lige sige at være mor til et dødt barn, et barn der ikke er her mere og som kun var her ganske kort? Det er et spørgsmål jeg har stillet mig selv ofte siden at My blev født, og siden at jeg blev mor for anden gang.

Irma har været meget fraværende siden at hendes lillesøster kom til verden og selvom jeg godt ved at det er fordi at My, med hendes levendehed i den grad skubber døden i baggrunden, og at dette kun er naturligt, så har jeg alligevel ledt og ledt efter Irma siden november. Nok fordi jeg ikke helt kan mærke hvad det vil sige at være mor til hende. Og når jeg nu var mor til hende som levende baby i lidt over 8 døgn, så er jeg det jo egentlig stadig. Det kan døden da ikke ændre på, eller kan den?

At være mor til et levende barn er fantastisk og vidunderligt hvert eneste sekund. At opleve My udvikle sig og opdage verden og vokse ind i den, er en rejse, en rejse ind i et helt nyt liv. Mens hun udvikler sig og vokser, udvikler og vokser jeg i den grad også. Jeg lære hende at kende og ikke mindst lære jeg også mig selv at kende.

Det at lære at være forældre til et levende barn er ved at gå over i en anden fase nu. Vi er mere sikre på os selv og rutinen er i den grad kommet ind i vores hverdag nu. Vi har faste spisetider og faste aften og putteritualer med My. Hun kræver mere af os og sine omgivelser og hun deltager mere og mere aktivt i hendes liv nu. Og måske er det lige præcis det at vi er gået ind denne nye fase med My, der gør at jeg lige pludselig har fundet Irma igen.

Det er være vidne til Mys eksplosive udvikling i øjeblikket har virkelig understreget at Irma ikke er her mere. Det er lige pludselig gået op for mig at vi ikke og aldrig får lov at opleve Irma udvikle sig og vokse ind i denne verden som et lille levende menneske. Og det er i erkendelsen af denne mangel af min store datters fysiske liv at jeg i disse dage kommer hende lidt nærmere. Det er i savnet til hende at hun lever i mig igen.

Og så er det jeg spørger mig selv, er det det at savne sit døde barn, der bringer mig lidt tættere på hende? Lige umiddelbart, nej. Og nu bliver det sikkert lidt kryptisk, for jeg har ikke rigtigt savnet tiden med Irma som levende barn. Jo de gode stunder, men på de 8 dage hun levede var der desværre ikke så forfærdelig mange gode stunder. Jo, det var der selvfølgelig, men de 8 døgn var fyldt med så meget indre uro og utyghed som desværre overskygger mange af de gode minder, lige nu ihvertfald. Og de sidste to døgn af hendes alt for korte liv var så forfærdelige voldsomme for os og ikke mindst for hende, at det stadig smerter at tænke tilbage på. Det er ikke en tid jeg savner.

Forleden dag kiggede jeg ud af vinduet og fik øje på underboens lille datter, kun en måned ældre end Irma, i fuld firspring hen over græsplænen og så gik det op for mig at det kunne have været Irma. Lige dernede foran vinduet kunne det have været Irma der løb rundt i leg og glæde lige nu. Og ligepludselig savnede jeg hende så forfærdeligt. Savnet til alt det jeg aldrig får lov at opleve med Irma. Resten af dagen var Irma med mig og My. I min fantasi hjalp hun med i køkkenet og lavede aftensmad til os og hendes lillesøster, der sad (det har hun nemlig lige lært) og legede på tæppet henne under fjernsynet. Da My var i bad, sad Irma inde i børneværelset og tegnede og nynede for sig selv. Hun kom ind i mellem ud på badeværelset til os og viste os hendes kruseduller og aede My over hendes våde hår. Da My var lagt i seng var Irma stadig oppe, for det er jo den gode man har som storesøster på næsten halvandet år. Vi læste lidt i Peter Plyds på eventyr og så puttede jeg hende og sang solen er så rød mor, sagde go nat og kyssede hende på panden.

Det var en dejlig dag med min store døde datter, som efter et stykke tid væk, er flyttet hjem igen. At forestille mig hende som en del af hverdagen herhjemme, der hvor hun ville have været i sin udvikling nu i forhold til hendes levende lillesøster, har endelig bragt mig tættere på hende. Irma lever i min fantasi og her er der ingen død og ulykke.

Lige da My var blevet født og vi var hos vores psykolog, snakkede jeg med hende om det at jeg ikke kunne mærke Irma og at det gjorde ondt. Og hun sagde netop at det er igennem vores levende børn og deres udvikling at vi med tiden vil finde vores døde børn igen. Det er ikke noget der sker fra den ene dag til den anden, men noget der tager hele livet. Hun beroligede mig med at jeg nok skulle finde Irma igen, og at det ville blive lige så stærk en oplevelse som at lære sine levende børn at kende. På daværende tidspunkt forstod jeg ikke hvad hun mente, men det gør jeg nu. Nu er min rejse med Irma begyndt, det gjorde den forleden dag og jeg kan mærke at det bliver en dejlig rejse.

  • Comments(4)//blog.irmacornelia.dk/#post104

Ude godt...

Livet efterPosted by Jeanette Frisk 25 Mar, 2009 20:27

men hjemme bedst!

Jeg har rejst meget i mit liv og hver gang jeg vender hjem, bliver jeg bekræftet i at jeg elsker at komme hjem igen. Lige så meget som jeg elsker at pakke sydfrugterne og tage afsted mod nye himmelstrøg, lige så meget ELSKER jeg lyden af landingshjulende mod Kastrups kolde og våde asfalt. Især kl 6 om morgnen, efter 10 timer i et overbooket fly fra Bankok. Dem der har fløjet med Thai fra Bankok til København før, ved godt hva for nogen typer der er med det fly....

Nå, men på trods af det så.....

havde H. C. Andersen meget ret da han sagde "at rejse er at leve", for man sætter så forbandet meget pris på at leve det "almindelige" dejlige liv herhjemme i lille Danmark, når man vender hjem igen fra det store spændende udland.

Selvfølgelig er der MEGET jeg godt kunne tænke mig at lave om, eller snare tilfører lille Danmark, som f. eks. en anden regering, et større udvalg af madvarer i supermarkederne eller bare billere latte. Ja for faen! I Au koster en latte to go altså max 12 kr og de er ved at falde ned af stolen når de hører hvad vi giver for kaffe herhjemme.

Nå, men sådan kunne jeg blive ved, og selvfølgelig også med de ting som Au kunne lære af lille danmark. Men det er jo bare min pointe. Jeg elsker at bo i Danmark på trods af mange ting, og det er det jeg bare husker og bekræftes i når jeg besøger resten af verden......

  • Comments(4)//blog.irmacornelia.dk/#post99

Så er vi landet....

Livet efterPosted by Jeanette Frisk 28 Feb, 2009 11:05

på den anden side af jorden. Siden sidst har planerne ændret sig en smule. Vi er her ikke nu for et halvt til et helt år. Vi starter med 3 uger og når vi kommer hjem igen, bliver det endeligt besluttet hvad der skal ske. Den tegnestue hvor Rasmus arbejder har mange opgaver verden over, og især i Australien. Men selvom det går rigtig godt for dem, så vil de være helt sikre på ikke at knække nakken på en udvidelse af tegnestuen, i disse krisetider. Derfor skal Rasmus først mærke marked hernede og til en helveds masse møder, før man springer ud i endeligt at åbne en australsk afdeling. Så det er status pt, men nu er vi her da på 3 ugers oplevelsestur.

Vi har været her i 2 dage nu,og selvom det er dejligt og fantastisk og alt muligt andet, så må jeg indrømme at vi er "lidt" trætte. Det er ikke kun vores egen jetlag vi kæmper med, men også et lille væsens. My klarede de 20 timers flytur rigtig flot, men det var nu alligevel hårdt for hende og det mærker vi nu. Og oven i det er hun også blevet småsyg. Hun hoster, snotter og har haft feber og så oplever hendes lille krop hvordan 25-30 grader føles. Feberen er heldigvis faldet nu og det er vi glade for. Den blev nu aldrig højere end 38,1 men bekymringen fra os var høj. My har ikke haft feber før, så det var hendes og vores første gang. Og som man siger så er al begyndelse, eller hvad man nu siger, svær.

My er nu i den face hvor hun suger flere og flere indtryk til sig. Vi kan tydelig mærke hvordan hun fornemmer og oplever mere og mere. Hendes lille verden bliver størreog større dag for dag. Og derfor er hun naturlig mere pjævset i disse dage. Oven i jetlag, forkølelse og feber skal man lige ligge alle de andre indtryk til. Et nyt land, et fremmed hjem,etnyt klima osv. osv. Pyha ja jeg ville også værehelt rundt på gulvet. Men som sagt, og på trods af diverse tudeturer og urolige dag og nattetimer, så klare hun det bare så flot.

Klokken er ca. halv ni om aftenen nu og vi har været ude stort set hele dagen, så jeg vil følge trop med resten af familien og gå i seng. Her følger lige et par billeder af My på rejse.

  • Comments(7)//blog.irmacornelia.dk/#post94

Så blev det hverdag....

Livet efterPosted by Jeanette Frisk 12 Jan, 2009 20:35

i det lille hjem. Rasmus startede på arbejde d. 5. januar, efter 2 måneders fantastisk barsel med My, Utzon og jeg. Der er SÅ meget at fortælle, SÅ mange følelser at sætte ord på, og jeg har virkelig savnet at skrive her og jeg har MEGET at skrive om. Men jeg har lovet mig selv ikke at stresse over det og bare nyde tiden NU, for den kommer IKKE igen. Men ikke nok med at der ER sket meget, så kommer der også til at ske meget i det nye år. Det har noget med Rasmus arbejde at gøre, men vi ved ikke så meget endnu, men det gør vi forhåbentlig i løbet af den næste uge. Så jeg vil ikke skrive så meget om det, men jeg kan afslører at det handler om et land "down under" og i en længere periode. Mere om det meget snart! Det er MEGET spændende!

Igår blev My 2 måneder gammel og hun er meget fantastisk. At være mor til hende er som at have vundet i lotteriet. Hun vokser og udvikler sig så hurtigt at man næsten ikke kan følge med. Det er så stort og overvældende! Hun er meget nem og vi føler os så taknemmelige hver evig eneste dag. Jeg føler mig rigtig god til at være mor til en levende lille trold. Jeg føler mig sikker og kan tit læse hende og give hende hvad hun vil ha og har behov for og det er en stor tilfredstillelse for både mig og hende.

I takt med at My vokser, træder Irma mere og mere i baggrunden, og det gør mig ked. Jeg havde forventet at hun ville blive lidt mere nærværende da My blev født, men det gjorde hun ikke, tværtimod. Jeg siger ikke at det er forkert, det er nok meget rigtigt, men jeg havde bare regnet med noget andet, og jeg savner at savne hende. Hun blev godt nok lidt mere nærværende mellem d. 5. og 13. december, men desværre var det meget sygdommen og alt det triste der fyldte mest, og det var hårdt. Jeg ved at sorgen er foranderlig og ændre sig hele tiden, og pt er jeg inde i en fase hvor jeg siger farvel igen. Og indtil jeg har accepteret det og har sagt farvel til Irma endnu engang, bliver det nok ikke anderledes. Irma bliver for mig lidt mindre, hver gang My vokser og fylder. (det her ene indlæg er slet ikke nok til det her store emne)

Jeg har det godt, ja jeg stortrives. Jeg har et enormt overskud og jeg føler nærmest at jeg er trådt tilbage på livets scene. I det sekund at My blev født, blev jeg på en eller anden måde født igen. Jeg kunne med det samme mærke at jeg forlod den "osteklokke" tilstand som, det gik op for mig, at jeg havde været i siden Irmas død. Det er en sindsyg fornemmelse sådan lige pludselig at stå på den anden side af en lang og meget hård tid, og kigge tilbage. Jeg var slet ikke klar over at jeg var så meget på standby som jeg åbentbart har været. (og igen, så er dette ene indlæg slet ikke nok til dette emne)

Så her går det faktisk skide godt og lige nu er jeg så lettet over at have fået taget hul på blog"bylden" igen. Det er enormt lettende at skrive og ved at jeg nu har været lidt rundt om det hele (meget lidt), håber jeg at jeg snart kan være lidt specifik igen. Jeg har stadig brug for dette univers og jer derude, i min hverdag som mor til en levende mummitrold og som mor til min smukke døde Irma. Jeg vender stærkt tilbage, men inden da skal i lige have et par billeder!

  • Comments(7)//blog.irmacornelia.dk/#post88

Tak skat!

Livet efterPosted by Jeanette Frisk 31 Dec, 2008 01:28

Kære lille Irma.

Tak for det første år, der er gået så stærkt og tak for alt hvad det har bragt os.

Tak for det du efterlod i os, som har gjort os til dem vi er idag.

Tak for det nye liv.

Tak for kærligheden.

Tak for smukke lille My.

Tak fordi du var her hos os, selvom det var kort.

Tak fordi du var så tapper, din styrke gjorde os stærke.

Tak for den lykke du gav os med dit liv.

Tak for det du lærte os med din død.

Tak for livet.

Tak skat!

  • Comments(3)//blog.irmacornelia.dk/#post87

Ooooop igen......!

Livet efterPosted by Jeanette Frisk 07 Oct, 2008 10:15

Er det ikke det man siger til børn der snubler og falder og slår sig?

Jeg har godt nok sagt det meget til mig selv, her det sidste lille års tid. Vi tog et ordenlig styrt da vi mistede Irma. Vi blødte længe og meget og tiden efter blev brugt og bliver stadig brugt, til at samle kræfter til at komme på benene igen. Vi bløder stadig , men ikke lige så kraftigt som lige efter Irma døde. Blodet størkner jo på et tidspunkt, såret skal jo bare have luft og tid til at heale og man må IKKE pille i det!

Det er som om at sorgarbejde mest af alt handler om at lære at gå igen. Som små børn, skal man falde mange gange, for i sidste ende at gå nogenlunde sikkert igennem livet. Når vi har lært at gå som børn og vi har gået gennem en barndom, en teenagealder, en ungdom og så nå dertil hvor man føler at ens ben er blevet tilpas sikre til at man "tør" stifte familie og dermed kalde sig nogenlunde voksen, så gør det edermanme ondt at blive slået i gulvet igen.

Når jeg ser tilbage på den kvinde der naivt spankulerede igennem livet før den knock out, så føler jeg mig både taknemlig og misundelig. Taknemlig over den jeg er blevet på grund af Irma og den jeg ved jeg bliver, men også misundelig over den naivitet som den anden kvinde besad. Det er til tider hårdt at mærke livet så meget som jeg gør nu og jeg savner ind i mellem den fred som naivieten fører med sig.

Jeg ved at jeg bliver rigtig god til at gå igennem livet igen. Jeg ved at jeg bliver mere sikker i livet efter at være blevet slået ud, været nede og ligge og kommet op at stå igen. At være nede og bide i støvet har unægteligt givet mig et andet syn på livet som jeg er lykkelig for, men det er fanme hårdt at rejse sig igen. Det føles nærmest som en lang evolution, forstået på den måde, at man i den grad bliver konfronteret med sit inderste og sætter spørgsmåltegn ved den man er. Og det på en måde som man nok aldrig ville have gjort uden det forfærdelige tab af Irma.

Måske er det fordi at livet, ved tæt kontakt til døden, mister sin uskyld og at tabet af uskylden tvinger én til at indstille synet på livet igen og derfor ser man aldrig verden som man gjorde før døden. Min egen død og dødelighed er kommet ind i mit liv via Irma og hun har for altid ændret mit liv på en måde som intet andet menneske kommer til.

Jeg skal nu til at navigere i denne nye virkelighed. En virkelighed uden naivitet og altså med en anelse mere alvor end før. Og det er noget af en pille at sluge, for et kvindemenneske som mig, som altid har valset gennem livet. Jeg har snublet mange gange, men jeg har altid rejst mig hurtigt igen og har aldrig brugt særlig meget tid til at sunde mig. Men de tider er slut nu og det er lidt vemodigt at sige farvel til hende den letlevende og valsende kvinde og jeg kan ind i mellem savne hende. Men jeg kan jo samtidig mærke den styrke hun alligevel har efterladt i den der står tilbage. Og selvom jeg stadig ligger og roder rundt, så skal jeg nok komme på benene igen og når det sker, er jeg ikke tvivl om at jeg kommer til at gå mere sikkert end nogensinde før. Så, oooooop igen Jeanette........!

  • Comments(5)//blog.irmacornelia.dk/#post56
Next »