Irma, My & Charlie

Irma, My & Charlie

En engel og hendes søskende

Da Irma døde oplevede vi en periode hvor alting var uoverkommeligt, selv det at tage telefonen. Så bloggen blev oprettet for at venner og familie kunne blive lidt opdateret på vores liv, tanker og følelser.
Bloggen er senere gået hen og blevet et redskab i sorgen og er ikke længere kun til opdatering af venner og familie.

Pausebobler

KlagesagenPosted by Jeanette Frisk 28 Apr, 2011 15:15

Jeg tager i øjeblikket tilløb til at skrive et indlæg her på bloggen om afslutningen af klagen over behandlingen af Irma. Det er et langt tilløb der skal til. Klagen har faktisk været afsluttet i snart et halvt år nu, men jeg har ikke haft kræfter til at beskæftige mig med den overhoved siden. Den havde drænet mig meget mere end jeg havde regnet med og det gik op for mig hvor hårdt det har været at have den kørende i så langt tid. Det øjeblik vi modtog afgørelsen blev den lagt på hylden og lettelsen over at den var fædigbehandlet fyldte mere end selve afgørelsen. Jeg er efterfølgende blevet bevidst om hvor komplekst vores sorgforløb har været og stadig er. Det er i den grad et sorgforløb med forsinkelser. Det er faktisk først nu at der nogenlunde er ved at falde ro på og det er faktisk først nu at jeg begynder at mærke det rene savn til min smukke lille pige, der skulle have været hos os og hendes søskende idag.

Jeg ved at i er mange derude der har fulgt med og måske savner en forløsning i forhold til afgørelsen af klagen. Den får i snart, men indtil da, tak fordi i har været så toldmodige. Og indtil da følger et billed af Irmas smukke lillesøster i kåd forårsleg.

  • Comments(1)//blog.irmacornelia.dk/#post163

En bøn!

KlagesagenPosted by Jeanette Frisk 11 Feb, 2010 15:26

Idag er en god dag. Solen skinder og vores indsigelse til Patientklagenævnet er færdig. Der er ikke mere at sige. Nedenstående er, som overskriften siger, en afsluttende bøn. De første 8 sider er konkrete indsigelser, protester og bemærkninger til de forskellige punkter som nævnet har ridset op, vurderet og indtil videre bedømt. Her har vi svaret dem i deres sprog i en saglig og faglig tone. I vores afsluttende bøn ønsker vi at appelere til mennesket bag lægen.

En afsluttende bøn

Da vi i sin tid besluttede os for at klage til Patientklagenævnet vedrørende Irma var det primært en beslutning der hvilede på et brændende ønske om retfærdighed, et knugende behov for at nogen tog ansvar for at det gik så galt og et inderligt håb om at det aldrig måtte ske igen .

Irma var ikke uhelbredelig syg, men det blev hun efterhånden som timerne og til sidst minutterne blev spildt af mange mennesker i et dominoeffekt-lignende forløb over mange timer. Et forløb der på alle måder hænger sammen og som ikke kan splittes op i små bider. Et forløb der som et spindelvæv fletter sig ind i sig selv og vidner om manglende kommunikation, dårlig ledelse, støvet hierarki, uvidenhed, ringe selverkendelse, mangelfuld journalisering og ………... Vi har tit spurgt os selv hvad chancerne var for at netop vi blev fanget i dette tragiske og absurde hændelsesforløb som i sidste ende kostede vores lille Irma livet og der går ikke en dag hvor ikke spørger os selv tænk hvis nu?

Tænk hvis nu jordemødrene havde været opmærksomme, nærværende og ikke mindst agtpågivende da vi lå på barselsgangen og Irma ikke spiste. Tænk hvis de, som jordemødre skal, havde undret sig over at det, lyttet til min frustration og handlet på det. Tænk hvis det havde været tilfældet, så havde Irma med 100% sandsynlighed været en sprællevende lille pige på 2½ år nu.

Men når det nu ikke var tilfældet, så tænk hvis nu de bare havde journaliseret vores forløb fra d. 5. til d. 7. december hvor vi bliver udskrevet på trods af at Irma endnu ikke havde spist. Så havde den person som jeg snakket med om aftenen d. 9. december måske reageret på min henvendelse da jeg bekymret ringer og fortæller at Irma endnu ikke havde haft ordentlig afføring, sov meget og ikke rigtig spiste. Tænk hvis det havde været tilfældet, så havde Irma med meget stor sandsynlighed snart skulle i børnehave nu og jeg tror at hun havde glædet sig.

Men når det nu heller ikke er tilfældet, så tænk hvis nu denne mystiske person, som ikke vil stå frem, havde gjort sit job som krævet i autorisationsloven og journaliseret min henvendelse d. 9. december, så det næste led i rækken af implicerede måske havde læst det og kigget på Irmas tilstand som et samlet vidne om at noget var galt. Tænk hvis det havde været tilfældet, så ville vi bare skulle række armen ud for at røre hendes lille kind og tørre tåren væk når hun var ked af det, i stedet for at tørre vores egne øjne fordi vi aldrig kan røre ved hende igen.

Men når det nu heller ikke er tilfældet, så tænk hvis nu læge 1 dog alligevel havde læst det der trods alt var journaliseret omkring Irma, havde lyttet til vores bekymring og hvad vi fortalte hende og IKKE MINDST havde reageret på det grønne opkast som man nu burde reagere på eksplosive grønne opkastninger hos en nyfødt, og ikke bare fejet os af som overpyldred førstegangsforældre men havde indlagt Irma til observation på neonatal afdelingen med det samme. Tænk hvis det havde været tilfældet, så havde Irma med meget stor sandsynlighed allerede haft oplevet 3 juleaftner nu.

Men når det nu heller ikke var tilfældet, så tænk hvis nu bare at jordemoder 1 havde følt det som sin pligt at modsige læge 1, nu hvor hun, med hendes erfaring mente at grønt opkast var tegn på at noget var galt. Tænk hvis nu rækken af dårlige hændelser havde stoppet her og jordemoder 1 havde turde at lytte til sin fornemmelse og skide hul i den modbydelige opfattelse af at lægen har det sidste ord. Tænk hvis det havde været tilfældet, ja så havde Irma med stor sandsynlighed leget på legepladsen med børnene i vuggestuen lige nu, med rød næse på grund af kulden men med varmt bankende hjerte fordi hun var en levende lille pige med fart på.

Men når det nu heller ikke var tilfældet og vi nu var så uheldige at støde ind i så meget uvilje fra så mange mennesker på Hvidovre Hospital indtil nu, så tænk hvis nu vi havde været så heldige at læge 2 havde levet op til sit hverv som ansvarshavende pædiater den nat d. 12. december da vi ringer efter at Irma havde kastet op i 12 timer. Tænk hvis nu hun havde lyttet til det hele og IKKE MINDST det grønne vedvarende opkast og havde bedt os om at komme ind på BØRNEAFDELINGEN med det samme. Tænk hvis det havde været tilfældet, så havde Irma sandsynligvis siddet i vores Christiania cykel på vej hjem fra vuggestuen lige nu, med en rosinbolle i den ene hånd og sin lillesøster My i den anden.

Men når det nu heller ikke var tilfældet, så tænk hvis nu læge 2 havde lyttet ordentligt til hvad vi fortalte, da vi ringede anden gang. Tænk hvis hun nu havde bidt mærke i hele Irmas forløb siden fødslen, det vedvarende grønne opkast og at hun nu kastede blod op og var blevet kold og gusten. Så havde læge 2 nok ikke troet at Irma bare havde en slimhindelæsion i spiserøret, men nok fejlede noget langt mere alvorligt og så havde hun måske bedt os om at møde op på neonatalafdelingen i stedet for på fødeafdelingen. Tænk hvis nu det havde været tilfældet, så havde Irma måske været her i vores varme arme i dag og ikke i en kold urne under sneen på Bispebjerg kirkegård.

Men nu hvor det heller ikke var tilfældet, så tænk hvis læge 2 nu alligevel var kommet til fødeafdelingen med det samme da hun blev kaldt lige da vi var ankommet, havde indlagt hende, opstartet behandling for sepsis, men herefter havde gået på nærmere opdagelse i alle Irmas symptomer, heriblandt den væsentligste, det grønne opkast og så havde revurderet hendes diagnose af Irma. Tænk hvis det havde været tilfældet, så havde Irma måske været her i dag, blot med et lille ar på maven og en lidt kortere tyndtarm end den hendes kommende lillebror bliver født med til maj.

Men når det nu heller ikke var tilfældet, så tænk jer nu hvis læge 2 havde været tro mod sit job og erkendt sine egne faglige begrænsninger og kontaktet sin bagvagt da hendes egne evner ikke strakte længere. I stedet for at lukke øjnene og løbe fra sit enorme ansvar som læge. Tænk hvis læge 2 havde tænkt ”jeg skal ikke tro at jeg har stillet den rigtige diagnose jeg skal vide at jeg har stillet den rigtige diagnose”. Tænk hvis læge 2 havde været så ansvarsbevidst og erkendt hendes egne begrænsninger. Tænk hvis det havde været tilfældet, så var Irma måske allerede blevet overflyttet til Rigshospitalet kl. 06.00 i stedet for 6 timer senere og så havde man måske stadig kunne rede hendes tarme og så havde vi måske ikke behøvet at opleve Irmas sidste udånding dagen efter, men i stedet boet på Rigshospitalet med en datter der var i bedring og ikke død.

Men det var desværre heller ikke tilfældet, men tænk hvis nu at læge 2 havde bedt sit plejepersonale om at reagere hvis Irma igen skulle begynde at kaste op, og at hun derfor blev nødt til at revurdere sin diagnose. Så var Irma måske blevet overflyttet til Rigshospitalet kl. 08.00 i stedet for 4 timer senere, og så havde man måske kunne rede det meste af Irmas tarme og så havde hun måske levet et helt normalt liv sammen med os i dag.

Tænk hvis vi nu havde haft Politikkens bog om barnets sygdomme stående på hylden derhjemme. Tænk at en almen bog til forældre ved bedre end en hel håndfuld læger og andet sundhedspersonale på Hvidovre Hospital det døgn i december for 2½ år siden. Tænk hvis vi slet ikke havde valgt at føde på Hvidovre, men på Rigshospitalet, tænk hvis nu at hele dette forfærdelige forløb bare var en ond drøm?

Men når alt dette nu desværre ikke er tilfældet, så tænk jer nu hvis jordemødre, sygeplejersker, sundhedsassistenter og især læge 1 og læge 2 kunne kigge os i øjnene og erkende at de dengang i december 2007, med stor fordel kunne have gjort alting anderledes for Irma. Tænk hvis de kunne erkende deres andel i Irmas død, tænk hvis de kunne stå ved deres fejl som læger, sundhedspersonale og mennesker. Men når det nu desværre ikke er tilfældet så viser det bare at de endnu ikke har lært af Irma og alt hvad der skete dengang og derfor stadig ikke er klar over deres egne begrænsninger og det gør dem potentielt til en stadig risiko for andre børn. Hvad nytter en kritik på et stykke papir, hvis de pågældende bare ligger det i skuffen og aldrig lære af deres fejl. Hvad hjælper det?

Nej tænk hvis nu at læge 1 og læge 2 af Patientklagenævnet blev pålagt at skulle bevise at de havde lært af Irma og igennem et længere forløb under opsyn skulle gøre sig fortjent til det ansvar de som læger har for vores andres liv. Tænk hvis de på den måde kunne lære altid at lytte til forældrene, aldrig at ignorere et eneste symptom, altid at være agtpågivende som læge og menneske og altid spørge en ekstra gang. Tænk hvis nu det blev tilfældet, ja så kunne vi finde ro og måske endda tilgive dem at vi, på grund af deres fejl, for altid har mistet Irma.

  • Comments(7)//blog.irmacornelia.dk/#post144

Jeg skal altså lige kaste op!

KlagesagenPosted by Jeanette Frisk 13 Jan, 2010 15:51

Og det er ikke en graviditetsbetinget opkastning. Nej, jeg vil gerne lige have lov til at kaste noget så grusomt op, lige ud over Patientklagenævnet og en impliceret i sagen.

Punkt 1:

Tænk at en offentlig instans sender et 40 siders lang forslag til afgørelse + samtlige sagsagter hjem til os, så det ligger lunt og godt i postkassen lille juleaften. Ikke nok med at det lugtede langt væk af at skrivebordet skulle rydes op til juleferien, men så holder de gudhjælpende også lukket resten af året indtil 4. januar. Vi sidder så tilbage, i vores, iforvejen svære periode, med 40 sider vi ikke kan stille nogen som helst spørgsmål om til nogen som helst. Det gør man altså bare ikke. Slet ikke når der med understreget tekst står, "De har 21 dage fra idag til at komme med bemærkninger og indsigelser til nævnets forslag" Og så ellers god juleferie! Tak!

Punkt 2:

Igår kom der så endnu et brev ind af døren fra Patientklagenævnet. Denne gang med en oplysning om at en af de implicerede læger, har bedt om udsættelse af indsigelsesfristen da hun er ude og rejse frem til d. 15 april. Selv samme læge som var på vagt den nat hvor vi ringede gentagende gange for at få lov at komme ind med Irma efter at hun havde kastet op i 12 timer. Hende som mente at det da velsagtens kunne vente til næste morgen, selv da hun fik besked om at Irma nu kastede blod op. Hende som derefter stille den forkerte diagnose. Endnu engang forhaler hun sagen om Irma. Endnu engang!

Men som Patientklagenævnet sagde til mig, da jeg ringede på mine grædende knæ idag og ønskede en forklaring på at det kunne lade sig gøre, "Vi kan jo ikke vide om hun er på badeferie i Thailand eller udsendt som læge i Afganistan!" Og som jeg så tilføjede "Og det har i ikke tænkt jer at få dokumentation for?"

Mere absurd tror jeg ikke at det kan blive! Tænk at det kan lade sig gøre! Undskyld mig mens jeg kaster op!

  • Comments(9)//blog.irmacornelia.dk/#post135

Kommunikationsbrist?

KlagesagenPosted by Jeanette Frisk 19 Jun, 2009 15:41

Jeg ved ikke rigtigt hvor jeg skal starte. Jeg er fyldt op med så mange blandede følelser. Følelser af forfærdelse, svigt, frygt, vrede, afmagt, skyld og ikke mindst sorg. Denne her debat og det enorme fokus på sagen om lille Christian der døde, som følge af at have slugt et batteri, som ingen læger ville acceptere, river brutalt op i såret igen. Denne her sag kommer så tæt på det helt essentielle i vores historie. Nemlig det at lægerne ikke lyttede til forældrenes bekymring og som om det ikke var nok, så tillader de sig oven i købet at bortforklare det med undskyldninger om kommunikationsbrister. Ligesom de gjorde ved os.

Jo, jeg er da helt med på at der har været en alvorlig kommunikationsbrist, men det er da så essentielt at kigge bag denne brist. Hvad er det lægerne ikke forstod? Dansk taler de jo og det er vel på vores modersmål at Christians forældre forklarede deres frygt og mistanke om at Christian muligvis havde slugt et batteri. Og selvom mistanken var lille, så var den der og det burde have udløst en undersøgelse, i form af et røntgenbillede, af Christian, om ikke andet så for at udelukke forældrenes mistanke og bekymring om at Christian skulle have slugt dette batteri. En lille mistanke er vel stor nok i dette tilfælde skulle jeg mene, især når man tænker på konsekvenserne.

Teis Andersen, lægefaglig vicedirektør i Region Sjælland forklarer, at røntgen kun benyttes i ganske særlige tilfælde. "Røntgenstråler er risikable - især for et lille barn. Og hvis der for lægerne ikke har været tegn på noget uforklarligt, har der ikke været grund til at tage røntgenfoto". Bullshit! Ja undskyld mig.

En anden læge mener at det er påstand mod påstand, om hvor vidt at Christians forældre overhoved oplyste om dette batteri, da man jo selvfølgelig tager det alvorligt, hvis et forældrepar har mistanke om at et barn har slugt en metallisk genstand. Men som formanden for patientforeningen så ganske rigtigt svare ”hvad får Christians forældre ud af at finde på sådan en historie? De får jo ikke Christian tilbage”

Jeg er helt overbevist om at der hverken har siddet en læge, der har ment at det var for risikabelt at tage et røntgenbillede af Christian, eller at Christians forældre ikke har oplyst om deres mistanke, men at disse læger simpelthen ikke har taget dem alvorligt og lyttet til deres bekymring. Men hvorfor, er mig simpelthen en gåde. Hvad er det der gør at man som læge ikke vil lytte til et oprigtigt bekymret forældrepar?

I vores tilfælde havde vi ikke en lille mistanke om noget specifikt. Men vi havde et alvorligt symptom, det skrig grønne opkast. Og ikke nok med det, selvom det klart var det vigtigste, så havde vi en udpræget bekymring om Irmas helbred generelt, i form af manglende appetit og udpræget sløvhed, siden fødslen. I vores tilfælde har forklaringerne fra hospitalets side også været en kommunikationsbrist. Og det er her at jeg bliver voldsomt provokeret og oprevet, for hvad er det her at lægerne IKKE forstod?. Og i vores tilfælde ville det første der kunne have bragt lægerne lidt tættere på Irmas tilstand ikke et ”risikabelt” røntgenbillede, men i første omgang en kontrolvejning. Vi fortalte jo at hun ikke rigtigt havde spist siden fødslen.

For endnu engang at ridse alvoren af lægefejlen i vores tilfælde op, bliver jeg nødt til at henvise til Politikkens bog om barnets sygdomme side 156. " Et barn med galdefarvet opkastning har tarmslyng, indtil det modsatte er bevist. Ved enhver mistanke om tarmslyng skal barnet straks til læge, da tilstanden er alvorlig og hurtig skal under behandling". Jeg spørger igen, hvad er det lægerne ikke forstod her? Hvori er det at kommunikationen har fejlet? Irma havde symptomet og vi havde bekymringen, OG VI GAV UDTRYK FOR DEN! Og her er det ikke engang et spørgsmål om påstand mod påstand, vi havde tøjet med, med grønt opkast på, og det står i journalen. (Vi var på daværende tidspunkt ikke i besiddelse af denne bog. Tænk hvis vi havde været?)

Nej, jeg ved godt hvor denne brist er, og det er ikke i kommunikation, men i måden at lægerne ser på forældrene på. Christians forældre var til besvær! Ligesom vi var til besvær. Det er her at hunden ligger begravet og ikke i kommunikationen. Hvis lægerne havde taget Christians forældre alvorligt og lyttet til deres oprigtige bekymring, og ikke følt sig forstyrret, så havde de selvfølgelig taget et billede af Christian der kunne be- eller afkræfte om hvorvidt han havde slugt dette, i deres egne ord, alt for store batteri. For lægerne kender vel godt risikoen ved IKKE at tage dette røntgenbillede? Nej, de troede ikke på Christians forældre, for de havde for travlt med noget andet.

Det var den samme følelse vi fik, da vi kort efter Irmas opkastninger stod på Hvidovre Hospital. Lægen talte ned til os og gav os et klart indtryk af at vi havde forstyrret hende i noget meget mere vigtigt. Frokost måske? Hun behandlede os som overpyldrede forældre, der burde havde noget andet og bedre at tage sig til end at belemre hende. Hun var på ingen måde åben for selv de mest indlysende tegn på at Irma var alvorlig syg. Og selvom jeg inderst inde godt ved at vi gjorde ALT hvad vi kunne i forhold til Irma, så vil jeg til mine dages ende altid fortryde at jeg ikke slog i bordet og bad hende kigge på Irma en gang til. Jeg vil til mine dages ende altid spørge mig selv om det var det der kunne have redet hende. Men lægen lukkede munden på mig og min indre stemme og det vil jeg altid bebrejde mig selv at hun var i stand til. Den skyld har hun efterladt i mig og det er fuldstændigt utilgiveligt.

Når lægerne derfor, i tilfældet med Christian, står frem og siger at de pårørende skal være mere insisterende, så er det selvfølgelig rigtigt. Det er jo det Rasmus og jeg har prædiket siden Irma døde. ”Lyt for alt i verden ALTID til hvad din fornemmelse fortæller dig, lige meget hvad lægerne siger”. Det er vores største og vigtigste erfaring, som vi desværre ved at folk har brug for at få af vide. Vi ved jo hvad der kan ske, hvis man ikke holder på sit. Men at lægerne selv siger det nu, er det samme som at fralægge sig deres ansvar. Det er det samme som at sige, ”I kan ikke lave om på os. Det er i bund og grund jer som patienter og pårørende der har problemet, eller ansvaret om man vil”. Min pointe er at mens at lægerne burde kigge ind af og spørge sig selv om de kunne ændre på noget i forhold til deres opfattelse af os som patienter og pårørende, og ikke mindst deres egen rolle som læger, så vender de det væk fra sig selv og holder os ansvarlige for de alvorlige fejl der bliver begået. Det er det samme som at symptombehandle, i stedet for at forebygge.

Jeg ved godt at jeg i dette indlæg lyder som at jeg skærer alle læger over en kam. Og det gør jeg for sin vis også. For ligesom i Christians tilfælde, så var det ikke kun 1, 2, eller 3 læger der begik alvorlig lægesjusk. Men en stribe af læger, sygeplejersker og jordemødre. Det efterlader desværre ikke den store tiltro til læger og sundhedspersonale generelt. Men det er faktisk ikke kun på grund af de sundhedspersoner der var i direkte kontakt med os og Irma og som begik fejl, det er også på grund af dem vi efterfølgende har mødt, og måden de holder hånden over hinanden på. Kun på et eneste tidspunkt i hele vores erfaring med læger, siden Irma døde, har vi mødt én som turde sige det åbenlyse uden omsvøb og pinlig indpakning af dårlige undskyldninger. Og det var kirurgen der opererede Irma på Rigshospitalet. ” Havde jeg tilset Irma efter de aller første opkastninger, havde jeg opereret hende umiddelbart med det samme og så havde hun levet i dag”. Tankevækkende! Mens den læge der tilså Irma på lige præcis dette tidspunkt, stadig insisterer på at hun tilså et helt frisk og rask barn. Hun vil ikke indrømme og stå ved hendes ansvar.

Selvom de fleste (ikke alle) læger har undskyldt over for os og at direktøren på Hvidovre, på hans ansattes vegne, har påtaget sig ansvaret for Irmas død, så er det stadig med forbehold, og det gør så ondt. Undskyld, men..... Det kan man ikke bruge til en skid. Tvært i mod, så puster det endnu mere til hvad-nu-hvis følelsen og den evige skyld i os selv.

Den bortforklaring eller undskyldning der har chokeret mig allermest i denne her debat, er da PLO-formand Michael Dupont udtaler, ” Forældrene har ikke formået at kommunikere mistanken videre til lægerne. Lægerne har angiveligt ikke taget deres informationer alvorligt. Det fortæller mig, at systemet skal være bedre til at lytte til patienterne – også dem, der ikke er veluddannet og ressourcestærke. Man kan spørge sig selv, om to velformulerede akademikere var endt i samme situation. Jeg tvivler”.

Hvor ufølsom og kynisk har man lov at være. Christians forældre har mistet Christian og ikke nok med det, så skal de også leve med at det ifølge Michael Dupont, er deres egen skyld. Deres sociale status, alder og uddannelse, eller mangel på samme, blev deres søns tragiske skæbne. Ikke nok med det, så er det da også den mest uheldige indrømmelse en sundhedsfaglig person kan komme med. Han indrømmer med denne udtalelse at læger ikke behandler alle, rig som fattig lige. Han indrømmer at læger forbryder sig mod deres lægeløfte. Av min arm! Jo, han appellere til at systemet skal blive bedre til at lytte til patienterne, men den indrømmelse står ikke alene. Den bliver nævnt som en indskudt sætning, i en stor smøre af uheldige undskyldninger.

Og samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke, gid det havde været såvel. Gid at det havde været sandt i vores tilfælde. At lægerne havde lyttet mere til os, som ressourcestærke og veluddannede akademikere. Men nej, så i bund og grund holder hans tese overhoved ikke. Ikke i vores tilfælde ihvert fald. Endnu en dårlig undskyldning og ansvarsfralæggelse af den værste skuffe.

Men jeg spørger lige en gang til. ”Hvad var det lægerne ikke forstod, selvom det var Christians, åbenbart ressourcesvage, unge og ikke veluddannede forældre, der prøvede at fortælle at deres søn muligvis havde slugt et batteri”. Ja, jeg forstår det ikke!

Ja undskyldninger og bortforklaringer er der nok af, men meget få, hvis ingen indrømmelser. Det er som om at man i Danmark acceptere lægesjusk og fejl som en naturlig del af det at være læge og menneske. Jo det er menneskeligt at fejle, bevar mig vel. Men når man har valgt at være læge og stå med menneskeliv i hænderne, så er der ikke plads til fejl. Ikke så store fejl. Ikke når det koster liv. Der er simpelthen alt for få konsekvenser for de læger der begår fejl herhjemme, og alene det viser lidt om holdningen til sjusk og fejl.

Direktøren på Hvidovre mente ikke at der var mange der ville være læger hvis der var alt for store konsekvenser ved at begå fejl. Så mente ham simpelthen at lægemanglen ville være total. Det er i mine øjne det samme som at mene at man som læge skal stå uden for loven og almindelig moral. Det hænger jo ikke sammen.

I Sverige er holdningen til det at begå fejl som læge og sundhedspersonale, en helt anden. Der har man pligt til at indberette sig selv, ved den mindste mistanke om at noget er gået galt. Man er simpelthen pålagt ansvaret fra det øjeblik man tilser en patient, og jeg er overbevist om at det skaber en langt højere moral og motivation i forhold til at være grundig og ikke mindst agtpågivende i sit job som læge. Det bliver ikke betragtet som overvågning eller frihedsberøvelse i lægegerningen, men som en naturlig og nødvendig del af det at være læge og have ansvar for liv. Det svenske sundhedspersonale betragter det som en mulighed for at lære og blive endnu bedre til deres job, med det enorme ansvar det indebærer.

I vores tilfælde forholdte Hvidovre Hospital sig fuldstændig passive omkring Irmas fejlbehandling og død som følge af det, indtil vi selv rettede henvendelse. De holdt simpelthen vejret og håbede på at vi ikke selv ville finde ud af det. Det var først da jeg i februar ringede til Hvidovre for at rekvirere Irmas journal, at vi hørte noget fra dem. Vi kom til en samtale med stort set alle implicerede, men det var også det. Det viser sig så også at hospitalsledelsen først har fået indberettet forløbet omkring Irmas død 7 måneder efter at det skete. Først jeg i juni måned, 7 måneder efter at Irma var død, var til møde med patientvejlederen på Hvidovre Hospital, for at indberette sagen, fik ledelsen det af vide. Det vil sige at en hel afdeling på Hvidovre hospital har ”glemt” at fortælle deres ledelse at en baby er død som følge af manglende behandling fra deres side. Da vi efterfølgende var til møde med direktøren og overlægen på Hvidovre, beklagede de dette dybt, men undskyldte det med at Irma jo var død på Rigshospitalet og derfor var det ikke blevet indberettet. Endnu en kvalmende dårlig undskyldning på endnu en pinlig fejl. Overlægen på Hvidovre fik af vide at Irma var død kort tid efter, for selvfølgelig rapportere Rigshospitalet det videre til det hospital de har modtaget en patient fra.

De har vidst det hele tiden, men har gået og håbet på at det blæste over. Men heldigvis er Rasmus og jeg ressourcestærke, selv i en dyb sorg, så os kan de ikke løbe fra. Men hvad med alle dem som aldrig får skrevet en klage fordi de simpelthen ikke kan? For tro mig, selvom jeg fandt styrken og modet til at skrive en klage, så er det noget af det hårdeste jeg har gjort i mit liv. Hvorfor er det ikke dem der har begået fejlen der har ansvaret for at sagen bliver underlagt en undersøgelse? Det ville sikre at alt kom ud i lyset og at de stakler der har mistet deres kære, eller var tæt på det, kunne koncentrere sig 100% om deres sorg. Den rene sorg uden skyld, og dårlige undskyldninger og forklaringer, der i sidste ende handler om ansvarsfralæggelse.

Det er godt at sagen om Christian er kommet frem. Det er godt at der er kommet så meget fokus på problemet, men i mine øjne er debatten desværre gået hen og blevet en lille smule ensporet. Jeg savner i den grad en belysning af lægernes almægtige selvopfattelse og deres stædighed i forhold til at erkende deres ansvar, ikke kun i forhold til når fejlen er begået, men deres kæmpemæssige ansvar som læger i det hele taget. I mine øjne er læger overhoved ikke ydmyge i forhold til det ansvar og den magt de har.

Det er derfor ”meget fint” at lægevagtordningen kommer under lup nu (hvis den altså gør det?) Men hvad med at kigge på selve lægestudiet. Kunne det ikke tænkes at problemet ligger her allerede. Kunne man ikke forestille sig at der i lægestudiet skulle indgå grundlæggende indføring i psykologi. Både i forhold til patientforståelse og håndtering, men i høj grad også i forhold til at man som læge skal forstå og være 100 % ydmyg over for sig selv og sin lægegerning. Hvad vil det egentlig sige at man som menneske har det enorme ansvar i forhold til at stille en diagnose, og både at sammenholde de fysiske symptomer med det menneske eller de pårørende man sidder overfor?

Samtidigt skal vigtigheden i sparring i den grad også ind i lægestudiet. Lægestuderende skal forstå og lære, fra aller første studieår at de IKKE er almægtige. Hvis man skal rede liv og stille rigtige diagnoser, så SKAL man spare med andre, ikke kun læger, men ALT sundhedspersonale. Man har ikke nødvendigvis sidste ord fordi man er cand. med. Andres erfaring er livsnødvendigt i forhold til det at være en god læge, sygeplejerske eller jordemoder. Hvis den læge, der tilså Irma allerførst accepterede at hun ikke var almægtig, så er jeg ikke i tvivl om at Irma havde levet i dag. Havde hun accepteret sin egen begrænsning, eller manglende erfaring om man vil, så havde hun lyttet til den erfarende jordemoder, der vidste at grønt opkast var et tegn på noget meget alvorligt. Ansvaret ligger selvfølgelig ikke kun på lægen i det her tilfælde, jordemoderen gav jo efter for lægens ”almægtighed”. Men på samme måde som denne ”almægtige læges” attitude lukkede munden på min intuition, så gjorde jordemoderens det måske også. Denne generelle opfattelse af at lægen har det sidste ord, bremsede kommunikationen over hele linjen. Så jo, vi kan da godt kalde det en kommunikationsbrist, men den stikker altså meget dybere end debatten i øjeblikket giver et billede af.

  • Comments(5)//blog.irmacornelia.dk/#post109

På rette spor

KlagesagenPosted by Jeanette Frisk 11 Feb, 2009 11:48

Så er diverse sagkyndige udtalelser begyndt at dumpe ind af døren, og det ser indtil videre godt ud. Den først side lyder således:

I betragtning af sagens kompliserede karakter, og da der er lagt op til udtalelse af kritik med efterfølgende offentlig publicering af navne anmoder jeg om at underkastes second opinion.

På Patientklagenævnets hjemmeside står der:

Offentliggørelse af Patientklagenævnets afgørelser med oplysning om sundhedspersonens navn

Se alle offentliggjorte afgørelser med navn

Folketinget har besluttet, at Patientklagenævnet skal offentliggøre afgørelser uden anonymisering af sundhedspersoners titel og navn, hvor der er givet kritik for alvorlig eller gentagen forsømmelse eller givet kritik i forbindelse med kosmetiske indgreb. 1

Det er en forudsætning for offentliggørelsen, at afgørelsen er truffet efter den 1. januar 2006.

En afgørelse vil blive offentliggjort, hvis den falder inden for ét eller flere af følgende 4 kriterier:

1) Hvis Patientklagenævnet finder, at der er mistanke om, at en sundhedsperson har gjort sig skyldig i grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i henhold til den pågældende sundhedspersons autorisationslov, og beslutter at sende sagen til politiet. Det bemærkes, at der ikke vil ske offentliggørelse af det forhold, at sagen sendes til politiet.

2) Hvis Patientklagenævnet finder grundlag for kritik og samtidig finder grundlag for at indskærpe sundhedspersonen at vise større omhu og samvittighedsfuldhed i sit fremtidige virke.

3) Hvis Patientklagenævnet finder grundlag for kritik af en sundhedsperson, og nævnet derved 3 gange inden for 5 år har tildelt denne sundhedsperson en afgørelse med kritik. Dette gælder uanset, hvilket forhold kritikken vedrører (behandling, information, samtykke, journalføring, aktindsigt, tavshedspligt mv.).

4) Hvis Patientklagenævnet finder grundlag for kritik af en sundhedsperson for virksomhed udøvet i forbindelse med et kosmetisk indgreb, herunder således også information, samtykke og journalføring. Ved et kosmetisk indgreb forstås et indgreb, der hovedsageligt foretages af ikke-behandlingsmæssige årsager.

Afgørelserne offentliggøres i 2 år på
www.sundhed.dk og ligeledes på Patientklagenævnets hjemmeside www.pkn.dk.

Afgørelsen vil blive offentliggjort med angivelse af titel, navn og autorisationsID/fødselsdato på den person, der kritiseres af nævnet, jf. kriterierne ovenfor.2 Alle andre navne i afgørelsen anonymiseres. Dette gælder også stednavne og navne på sygehuse og afdelinger mv.

Det er absolut ingen tvivl om, at ender sagen med en sådan afgørelse er det rigtig godt, men på trods af dette har jeg stadig ikke den store tiltro til systemet. Jeg tror at jeg har mistet den tillid helt grundlæggende og for altid.

Da det første brev kom ind af døren, flåede jeg det op med rystende fingre, og af bare angst for ikke at kunne stole på nogen sundhedspersoner overhoved, læste jeg "under faglig standart", som inden for normen. Det var først da Rasmus trådte til og beroligede mig med at det jo var godt, for det betyder jo at det ikke var godt nok, at jeg kunne se klart igen. Det siger bare noget om hvad der følelsesmæssigt er på spil her.

Efterfølgende er udtalelserne fra de implicerede sundhedspersoner kommet ind af døren. Og det er RYSTENDE læsning. Både fordi de vise steder direkte pynter på sandheden, men især fordi det hele vælter op igen. Alt afmagten og synet af min lille hjælpeløse og alvorligt syge Irma. Hvordan kunne de lade det her ske....? Vreden vælter ind over mig endnu engang og det er så forfærdeligt, for jeg kan ikke rette den nogen steder hen. Jeg kan kun prise mig lykkelig for at jeg er blevet velsignet med lille fantastiske My og mine fornemmelser for hende er der ALDRIG ALDRIG ALDRIG nogen der kan tage fra mig.

Jeg blev på et tidspunkt spurgt om jeg nogensinde kunne tilgive de mennesker og svaret kom promte, NEJ! Er du da helt vanvittig, det ville være som at sige at "det er sgu ok, det slår vi bare en streg over makker......" Det eneste jeg kan er at arbejde men den altopslidende vrede og håbe på at den med tiden kan lægge sig.

Jeg er ked idag og meget skrøbelig, og lige idag skal My vaccineres. Det kan jeg næsten ikke bære. Men jeg må bare trøste hende så godt som jeg kan og yde ALT den omsorg jeg overhoved besidder for mit lille mirakel.

  • Comments(4)//blog.irmacornelia.dk/#post93

Livet efter!

KlagesagenPosted by Jeanette Frisk 27 Aug, 2008 00:12

I morgen er det tre uger siden at mit staunsbånd blev ophævet og det er der selvfølgelig en masse tanker og følelser omkring. Jeg har haft en pause og er nu ved at vende tilbage til livet igen på alle områder.

Afstanden har været god for mig og os og mine tanker og følelser er stille og roligt ved at falde på plads igen i takt med at støvet lægger sig omkring os. Og det kommer der selvfølgelig et indlæg om en af dagene. Lige nu nyder jeg bare min frihed og tanken om at jeg lige er gået ind i 3. trimester. Hende den lille er vokset eksplosivt og hun fylder nu mere, både psykisk og fysisk! Det er vidunderligt. Tænk at hun allerede melder sin ankomst om ca. 2½ måned.

Nøj hvor vi glæder os!

  • Comments(1)//blog.irmacornelia.dk/#post45

Så blev hun afleveret!

KlagesagenPosted by Jeanette Frisk 08 Aug, 2008 20:26

Blog Image

Vores indledende ord

Dette er en klage vedrørende Irma Cornelia Westergaard Frisk. Vi, hendes forældre, Rasmus og Jeanette Westergaard Frisk er blevet efterladt i dyb sorg over hendes død d. 13. december 2007.

Irma blev kun 8 dage gammel og vi føler os snydt af livet og i den grad svigtet af et hospital som på ingen måde har handlet agtpågivende over for os og Irma. Vi har oplevet hvordan at læger og andet sundhedspersonale lukkede dørene i og fuldstændig arrogant ignorerede alle tydelige symptomer fra en nyfødt der tydeligvis ikke trivedes og fra et meget bekymret forældrepar som bare ønskede at nogen skulle tage Irmas symptomer og vores bekymring og magtesløshed seriøst.

Denne klage er et vidne om hele Irmas liv, sygdom og død. Hendes liv i sin mors mave. Hendes fødsel og rejse ud til os. De 6 dage hvor vi levede med hende i uvidenhed men i usikkerhed og med alt hvad det betyder for os i dag, for det er det eneste vi fysisk fik af Irma. De 2 dage hvor hun var så syg og hvor det sundhedssystem vi indtil da havde stolet på i den grad svigtede og fejlede. De sidste timer sammen med hende hvor hendes lille krop ikke kunne mere hvorefter hun i vores arme åndede ud for sidste gang og døde.

Denne klage er fortællingen om hvordan vi som mennesker og forældre er blevet efterladt med en sorg så stor at ikke engang vi selv begriber det. At skulle forstå og derefter lære at leve med at vores datter er død er en meget lang og smertefuld proces. Når en brøkdel af os har prøvet af forstå det ubegribelige skal vi dernæst prøve at forstå og lære at leve med at vores datter kunne have levet i dag. Selvom det lyder grotesk så kan vi ikke engang trøste os med at vores datter var uhelbredelig syg og derfor ikke have nogen chancer for at leve.

Denne klage er et vidne om at Irma uden et sprog, men gennem mange tydelige symptomer, gennem meget lang tid prøvede at fortælle at hun var syg. Vi som forældre reagerede så snart Irma første gang direkte ”fortalte” os at noget var galt. Da vi indså at vi ikke kunne gøre noget for Irma henvendte vi os der hvor vi forventede at nogen kunne og skulle hjælpe os. Men vi gik forgæves.

Denne klage er et ønske om retfærdighed. Andre menneskers skødesløshed og mangel på agtpågivenhed har haft så store og uoprettelige konsekvenser for os at vi naturligt har et behov for retfærdighed. Det kan ikke være rigtigt at mennesker der handler så uagtsomt ikke mærker nogle konsekvenser af deres handlinger. De stod med Irmas liv i hænderne og vi stolede på dem. Vi har mistet vores datter på grund af dem og det må da have nogle konsekvenser.

Denne klage er et råb om hjælp. Hjælp til at undgå at andre børn og forældre skal opleve hvad vi har oplevet. Vi har skrevet denne klage i håb om at folk vil huske og lære af Irmas og vores historie. Vi giver derfor vores fulde tilladelse til at dette dokument må bruges som case i enhver undervisningssammenhæng på et hvilket som helst studie der kunne have gavn af at lære noget af Irma. På den måde føler vi at vi har gjort vores til at undgå at det nogensinde sker igen. Og så føles Irmas skæbne ikke nær så meningsløs.

Denne klage har været en lang og sej erkendelsesproces for os. Men klagen har samtidig været et redskab i sorgen. Vi har skrevet for at finde ro og for at forstå. Nu når det hele er skrevet ned og bearbejdet en gang til så er vi parate til en sidste gang at aflevere vores datter Irma Cornelia Westergaard Frisk. Men det er ikke med fuld tillid og ro i hjertet. Vi beder derfor inderligt om at systemet denne gang vil tage imod hende og os med forståelse, nænsomhed og ikke mindst grundighed. Hun fik aldrig en chance i livet, vi håber af hele vores hjerte at hun får det i døden. Pas på vores smukke lille Irma!

Blog Image

  • Comments(11)//blog.irmacornelia.dk/#post42

Irmas sidste dag.

KlagesagenPosted by Jeanette Frisk 30 Jul, 2008 13:31

Rigshospitalet d. 13. december 2007 (Uddrag fra klagen)

Vi vågnede kl. 8 med ondt i hjertet. Vi vidste et eller andet sted godt at dagen i dag ville blive afgørende for os og Irma. Men vi håbede af hele vores hjerte at det mirakel, som Gert Fonnest (kirurgen) havde sagt var nødvendigt, var sket. Lige meget hvor umulig situationen var så kunne vi ikke på nogen måde forestille os at vi skulle miste Irma og at hun ikke skulle få lov at leve livet. Vi tog en dyb indånding og gik ud til hende.

Sygeplejersken fortalte at Irma i løbet af natten havde haft nogle kramper og at hun havde fået stesolid og derfor var hun meget døsig. Vi satte os ved hende og snakkede med hende. Vi fortalte hende at hun skulle se at blive rask og lokkede med alle de ting vi skulle opleve sammen. Der var ikke lige så meget udslag på den monitor der målte hjerne aktiviteten som der havde været dagen før. Der gjorde ondt og gav os en dårlig fornemmelse, men samtidig blev vi ved at fortælle hinanden at hun samlede kræfter og derfor var langt væk i drømmeland.

Jeg malkede ud og følte mig lidt tættere på Irma mens jeg sad der og sørgede for at lave et lille lager med sund modermælk til hende, til når hun igen vågnede og fik brug for mad. Det var selvbedrag men det føltes rigtigt og gav næring til håbet og troen på at hun nok skulle klare det. Hvis vi ikke troede lidt på det følte vi at vi svigtede Irma og vi kunne ikke svigte hende nu! Jeg lagde små klude med modermælk ved hendes ansigt i håb om at hun ville kunne genkende lugten og føle sig tryg og tættere på mig.

Vi følte at dagen var meget lang og klokken var ikke engang 12 endnu. Ingen kunne rigtigt sige hvornår Irma igen skulle opereres men alle håbede på at det ikke blev senere end 13. Sygeplejerskerne syntes at vi skulle få os noget luft og selvom det var næsten umuligt at forlade Irma, så valgte vi at følge deres råd. Vi tog vores mobil telefoner med og ville ringe til nogen få at vores venner og fortælle hvad der var sket. Vi vidste godt at vi blev nødt til at forberede omverden på hvad der kunne ske.

Vi ringede også Mikkel og Ane og bad dem om at komme. Vi havde brug for noget støtte og omsorg og følte at de var de rigtige lige nu. Ane er selv neonatal sygeplejerske og deri lå der også en eller anden form for tryghed. De blev meget forfærdet og ulykkelige over situationen og lovede at komme med det samme.

Turen rundt om Rigshospitalet gjorde os godt. Det var meget koldt og vejret var gråt men luften virkede lidt beroligende på os. Det kan nu sagtens have noget at gøre med at den halve time væk fra slanger, elektroder og syge børn mentalt gav os en lille pause. Vi havde ikke fået fat på alle vores venner, men havde lagt beskeder og forklaret vores situation og havde bedt om at folk ringede videre og dermed starte en telefonkæde. Vi havde forklaret at vi ikke måtte have vores mobiler tændt oppe på afdelingen men at vi ville forsøge at ringe når vi vidste mere.

Vi vendte tilbage til Irma og sad ved hende. Der gik ikke lang tid så kom Mikkel og Ane. Vi kastede os alle om halsen på hinanden og græd. Vi prøvede og fortælle dem hele historien og vi stod længe sammen ved Irma. Ane forklarede lidt om alle maskinerne og spurgte lidt ind til hvad lægerne havde fortalt os. Pludselig kom sygeplejersker og læger og forklarede at det nu var tid til Irmas anden operation. Mikkel og Ane fik vores mobil telefoner og gik en tur for at give os lidt plads og rum og for at prøve at ringe til dem vi ikke havde kunnet få fat på tidligere.

Irma blev igen gjort klar og vi sad bare og kiggede og lyttede. Vi holdt hinanden i hånden og bad inderst inde til at det umulige var sket. Alle var meget gode til at forklare os hvad der skulle ske og vi fulgte igen med da Irmas lille tog kørte ned på 1. sal. Kirurgen havde fortalt at selvom noget af tarmen måske var død så kunne man sagtens ”klippeklistre” i den levende tarm og sætte den sammen til en samlet tarm der med tiden ville kunne fungere fint. Irma skulle bare have minimum 30 centimeter rask tarm.

Jeg kan huske at følelserne var meget splittet. Et eller andet sted ønskede jeg ikke at hun skulle af sted endnu. Jeg havde behov for at sidde lidt længere i uvidenhed ved hendes side og snakke til hende. Og et eller andet sted havde jeg også brug for at få afklaring. Det var hårdt at forberede sig på det værste og håbe på det bedste på samme tid. Inderst inde vidste jeg godt hvad dommen var og ville heller ikke trække pinen ud. Men tænk hvis hun nu bare overraskede alle og blev rask.

Vi var begge meget bange og havde meget svært ved at løsrive os og sige på gensyn til Irma. Hun lå bare i sengen og sov og så så uskyldig ud. Tænk at man så tidligt i sit lille liv skulle opleve at være så syg. Vi kyssede hende meget og tog til sidst mod til os og vendte rundt og gik ned af gangen, væk fra Irma. Vi håbede inderligt at operationen ville tage lang tid, for det ville så betyde at der var noget levende tarm tilbage at arbejde med.

Vi gik i stilhed rundt om hospitalet og pludselig siger Rasmus at han havde behov for at sætte sig ned og bede for Irma. Vi er ikke kristne eller religiøse i den forstand, men vi følte os så magtesløse og havde et behov for at gøre noget. Så vi satte os ned og bad for Irma. Vi bad til en eller anden et sted om at hjælpe os, hjælpe Irma med at blive rask. Vi kunne ikke miste vores datter, hun skulle leve. Inderst inde bad jeg til at Irma ingen smerter havde, lige meget hvad der skete. Jeg kunne ikke bære at hun skulle have ondt.

Vi rejste os og gik ind i hospitalets kantine hvor Mikkel og Ane sad. For første gang i 2 dage fik vi lidt mad i os men det var ikke nemt. Rasmus og jeg var fuldstændig udmattet og gik op for at lægge os lidt og vente på at Irma kom op igen. Jeg havde et behov for at være der når hun kom.

Da vi steg ind i elevatoren ringede Rasmus mobil og hjertet fløj op i halsen. Irma havde ikke været væk i mere end en time og så vidste vi godt hvad der var sket. Han svarede og en sygeplejerske fortalte at Irma igen var kommet op på afdelingen. Vi løb ud af elevatoren og ind på afdelingen men Irma var ikke der hvor vi normalt havde været. En sygeplejerske kom os i møde og fortalte os at den lille dreng som også havde ligget ved Irma var blevet akut syg og derfor var Irma flyttet ned for enden af gangen på en enestue. Vi spurgte ikke men i dag ved jeg godt at det var for at undgå at vi skulle stille spørgsmål om Irma inden at lægen kunne være hos os. Jeg kan i dag ikke huske om vi gik ned til Irma før at vi snakkede med lægerne, men jeg kan tydeligt huske samtalen i ambulatoriet umiddelbart efter at vi var kommet ind på afdelingen.

Jess Reinholdt fortalte os at hele Irmas tarm var død og at hun derfor ikke kunne overleve. Det der var så underligt var at jeg ikke blev overrasket og vi brød ikke grædende sammen. Vi var nok i chok. Vi stillede en masse spørgsmål om tiden på Hvidovre inden at vi var blevet overflyttet. Jeg havde på fornemmelsen at det hele kunne have set helt anderledes ud hvis der bare var blevet gjort noget tidligere. Det kunne Jess ikke svare på og vi lod den ligge. Det vigtigste nu var at forholde os til hvad der skulle ske nu og her. Hvor lang tid kunne Irma leve og hvordan gjorde vi. Ingen kunne svare på hvor hurtigt Irma ville dø. Vi hørte en historie om en dreng med samme lidelse der først døde 3 måneder efter at de havde taget ham ud af respiratoren. Det scenarie var fuldstændig mareridts agtigt for os. Det vidste vi at vi ikke ville kunne klare. Vi var rigtig bange for hvordan vi overhoved skulle komme igennem det her.

De forklarede at når vi var klar ville de hjælpe med at befri Irma fra alle slangerne. De ville dog lade hende beholde hendes morfindrop og vise os hvordan vi kunne sørge for at holde hende smertedækket. Vi ville så få hende i armene og så ville vi kunne være sammen med hende indtil hun åndede ud. De mente ikke at det ville tage lang tid.

Vi tog en dyb indånding og forlod rummet. Ude på gangen sad Mikkel, Ane og Elisabeth Dons Christensen, som var kommet helt fra Ribe da hun havde hørt hvad der var sket. Vi gik alle ned til Irma. Det er meget svært i dag at forklare alle de følelser vi havde. Jeg tror ikke at vi kunne begribe hvad der var sket og hvad der nu skulle ske. Der var tændt lys over Irmas seng og hun havde ikke nær så mange slanger og elektrode på sig mere. Rasmus og jeg stod længe og græd over Irma. Tænk at hun ikke skulle leve mere. På daværende tidspunkt forstod jeg det overhoved ikke men jeg var fyldt op af den største sorg jeg nogensinde havde oplevet. Det føltes nærmest kvælende.

Vores familier kom og vi græd alle sammen. Vi fortalte at Elisabeth ville sige et par ord til Irma og os og at vi gerne ville synge et par salmer for hende. Bagefter skulle alle tage sig den tid de havde brug for til at sige farvel til Irma og så ville Rasmus og jeg gerne være alene. Når Irma så havde forladt os ville vi ringe og bede alle om at komme tilbage og være sammen med os igen.

Vi stod rundt om Irma i en cirkel og holdt hinanden i hænderne. Elisabeth talte til os og Irma og vi sang i østen stiger solen op. Min far faldt mig om halsen og sagde at han altså ikke kunne tage afsked med Irma. Alt tid i hele verden var ikke nok. Han var ikke sikker på at han kunne gå og han ventede med at sige farvel til hende til sidst.

Alle gik hen til Irma en efter en og snakkede med hende og græd og prøvede at sige farvel. Nogen virkede som om at de havde behov for hurtigt at komme af sted og nogen, ligesom min far kunne slet ikke løsrive sig. Hvordan siger man også farvel til sit elskede barnebarn og sin niece? Hvordan skulle vi sige farvel til vores ønskebarn? Vores lille smukke Irma. Livet var jo kun lige begyndt og nu skulle det slutte. Ingenting gav mening. Alle de drømme alle havde haft om det lille nye liv styrtede mod jorden med et brag.

Da alle var gået stod vi alene ved Irma og græd. Jeg savnede at holde hende ind til mig og røre ved hende og trøste hende. Men håbet var slukket helt og vi skulle nu forberede os på at vores elskede datter skulle dø. Vi kiggede efter noget tid på hinanden og vidste at det var tid. Vi kunne ikke trække det ud og vi kunne aldrig sige nok farvel alligevel. Irma skulle have fred nu. Vi kaldte på sygeplejersken og lægen og meddelte at vi var klar.

Da de fjernede respiratoren træk Irma ikke vejret. Vi sank en gang og Rasmus bad mig om at tage hende op fra sengen. Vi lagde hende i hendes dyne og jeg holdt hende tæt ind til mig. Endelig var hun hos mig igen. Jeg kan stadig huske at jeg lagde min kind ned til hendes og berøringen med hendes varme hud fik tårerne til at trille. Vi gik stille ned af gangen og satte os på sengen i ambulatoriet hvor vi havde sovet.

Vi lagde os på sengen med Irma mellem os. Alt hvad folk havde lagt hos hende lagde vi omkring hende igen. Gaven fra onkel Jesper og Linda. Blomster og en bamse fra mormor og morfar. Et brev fra farmor og hendes bamse fra hospitalet. Pludselig træk hun vejret igen og vi fik et kæmpe chok. Hun havde slim i lungerne og det boblede når hun åndede ud. Vi holdt hinanden i hånden og græd og lovede hinanden at vi ville være stærke.

Vi lovede Irma at hun skulle have søskende og at de ville komme til at lege med hendes legetøj og gå i hendes tøj. Vi lovede Irma at vi ville elske hinanden og hende til evig tid og vi bad hende inderligt om at gribe fat i en af de mange hænder der rakte ud efter hende og tage fat og give slip på os. Vi lovede hende at hun ikke havde noget at være bange for og at der var trygt og rart der hvor hun skulle hen nu. Vi sang for at berolige hende og os selv og vi rørte hendes hud og kyssede hendes kind og holdt hendes lille hånd og gjorde alt for at hun ikke skulle være bange.

Da vi havde sunget den sidste sang i ”de små synger” var det som om hun gav slip. Hendes mund blev helt rund og klokken 19.34 åndede Irma ud for sidste gang og vi græd af glæde over at hun nu havde fået fred og at hun havde givet slip. Rasmus sprang op af sengen og åbnede vinduet og råbte at hun skulle flyve ud og væk til et bedre sted. Vi var underligt lettet over at det var så hurtigt overstået og at vi nu med 100 % sikkerhed vidste at hun ingen smerter havde mere.

Irma levede i 8 dage, 7 timer og 4 minutter. Hun skabte så ubeskriveligt meget glæde hos så mange mennesker da hun kom til verden og en lige så stor og ubeskrivelig sorg bredte sig i os alle da hun døde. Især hos os, hendes forældre. Vi savner hende hver evig eneste dag.

  • Comments(5)//blog.irmacornelia.dk/#post39
Next »