Irma, My & Charlie

Irma, My & Charlie

En engel og hendes søskende

Da Irma døde oplevede vi en periode hvor alting var uoverkommeligt, selv det at tage telefonen. Så bloggen blev oprettet for at venner og familie kunne blive lidt opdateret på vores liv, tanker og følelser.
Bloggen er senere gået hen og blevet et redskab i sorgen og er ikke længere kun til opdatering af venner og familie.

Stærke kontraster

Livet i al almindelighedPosted by Jeanette Frisk 11 Feb, 2010 11:37

Vi var ude hos Irma i søndags og jeg kunne slet ikke kende det. Det var smukt, men alligevel lidt brutalt. Alle hendes små ting var gemt under sneen og det store nåletræ havde måtte give efter for store klumper sne der trak grenene helt ned til jorden. Det var nu også lidt hyggeligt for det var næsten som om træet byggede hule. Det lukkede sig ligesom beskyttende omkring Irma.

Vi havde taget kælken med, så My kunne få sin første tur, men barnet blev simpelthen så tosset over at sidde på den dumme plastik kælk at vi måtte opgive.

Så var det godt at vi havde hund og legetøj med, så kunne My sidde lidt på fars arm og køle ned, mens Utzon tonsede rundt i sneen.

Alt blev heldigvis godt igen. Hunden fik løbet igennem og barn fik grædt igennem og trøstet igen. Og midt i denne familie "idyl" dukkede naturens barske ansigt frem af sneen.

En lille fugl, nærmest frosset i tid. Ja en tur ud til storesøster er fyldt med kontaster. Liv og død, varme og kulde, glæde og sorg. Livet i en nøddeskal!

  • Comments(0)//blog.irmacornelia.dk/#post143

En fyring, et firma og en lille ny fidus.....

Livet i al almindelighedPosted by Jeanette Frisk 10 Oct, 2009 11:17

Måske er kategorien ikke helt passende og så alligevel. For livet handler vel i al almindelighed om (for nogen ihvertfald) at få børn, gå på arbejde og bare være sådan helt lykkelige i al almindelighed. Sådan er det ihvertfald hjemme hos os i øjeblikket, på vores egen skæve måde.

Jeg er blevet opsagt, men til forskel fra så mange andre i disse krisetider, så er jeg glad for det. Ja jeg er nærmest lykkelig over det. For mig er det at blive sagt op, som at blive sat fri fra et fængsel. Det er en lang og trættende historie som for mig er fortid nu, men det er noget jeg mange gange har ville skrive om her på bloggen, men at forskellige årsager har jeg ikke kunnet. Nu kan bladet endelig komme fra munden og det er en stor lettelse. Det bliver dog ikke i dette indlæg, for det skal kun handle om de gode ting og dem er der et par stykker af!

I kølvandet på min opsigelse har Rasmus og jeg startet vores eget firma. Jeg skal køre det i det daglige mens Rasmus barsler med My. Det har han faktisk gjort siden 1. juli og han elsker det helt indtil han skal tilbage til sit faste job 1. januar. Han beholder selvfølgelig sit job, både fordi han holder utrolig meget af det, men selvføgelig også fordi det er det mest sikre.

Jeg har så de næste 7 måneder til at få det lille verdensfirma søsat og så holder jeg så nok et halvt års pause fra det pulserende arbejdsliv igen. For til juni næste år kommer det næste skud på stammen. Ja, jeg er gravid i 7. uge og jeg er sådan helt lykkelig ud over al almindelighed.........

(Fortsættese følger på alle disse nye store forandringer, men lige nu skal jeg pleje en begyndende kvalme. Håber sgu ikke at det er noget jeg skal lide under i denne graviditet)

  • Comments(11)//blog.irmacornelia.dk/#post119