Irma, My & Charlie

Irma, My & Charlie

En engel og hendes søskende

Da Irma døde oplevede vi en periode hvor alting var uoverkommeligt, selv det at tage telefonen. Så bloggen blev oprettet for at venner og familie kunne blive lidt opdateret på vores liv, tanker og følelser.
Bloggen er senere gået hen og blevet et redskab i sorgen og er ikke længere kun til opdatering af venner og familie.

Kært barn har mange navne

IrmaPosted by Jeanette Frisk 21 Dec, 2010 20:47

Kære lille skat

Du er et rigtigt kærlighedsbarn. Du er det smukkeste mor og far nogensinde har skabt, og du vil for evigt forblive smuk.

Kære lille prut

Du nåede at blive en rigtig verdensdame. Allerede i mors mave rejste du kloden tynd. Du spiste velfornøjet sushi i Japan, Hønsefødder i Kina og tapas i Spanien. Alt i mens far og mor glædede sig som små børn til at møde dig.

Kære smukke

Din fødsel kunne ikke have været mere fantastisk. Efter 8 timer på fødestuen trak du for første gang vejret på brystet af din mor, med din stolte far stående ved din ene side og og onkel Jesper til den anden. Livet begyndte.

Kære vidunderbarn

Tiden vi fik med dig var kort og dog et helt liv. Vi byggede rede og legede hule og grinede og græd af lykke. Stolt viste vi dig frem til venner og familie. Som alle syntes at du var det fineste de havde set.

Kære lille pus

Det kom som et lyn fra en klar himmel og mor og far kunne intet gøre. Selvi smerte var du smuk og modig. I alt fortvivlensen spirede dog et lille håb som mor og far klyngede sig til med hele hjertet. INTET gav mening hvis du ikke blev rask.

Kære lille Irma Cornelia Westergaard Frisk

Dit navn var bestemt fra før du blev født og rummer en masse historie. Irma fra oldemor. Cornelia fra Sverige. Westergaard fra mor og Frisk fra far. Vi samledes i en ring af kærlighed om dig og sang "Dejlig er jorden" og du fik din historie af mor og far i faderens, sønnens og helligåndens navn.

Kære lille engel

Håbet blev slukket på din 8. dag og mor og far tog dig i deres arme og fortalte dig at du ikke skulle være bange. Vi sang, fortalte historier og forsikrede dig om at vores kærlighed til dig ALDRIG vil dø. Klokken 19.34, på miraklernes dag d. 13. december, fandt du hånden på en af de mange engle som rakte ud og tog dig med op til et bedre sted.

Kære lille julemirakel

Det er svært at forstå hvorfor glæden var så kort. Det var ikke en del af aftalen. Men dit korte liv har ikke været forgæves. Du har spredt så meget lys og glæde og kærlighed som giver næring til så mange hjerter til evig tid. Mor og far oplever hvordan du går rundt i blandt os og skubber os alle tættere sammen. Du hjælper os i vores store sorg og sørger for at vi aldrig vilo mangle kærlighed.

Kære lille vidunder

Vi vil altid huske og aldrig glemme. Du tog os med storm og vi oplevede den største lykke nogensinde. Vi er dig så evig taknemmelig for den tid du gav os. Vi sender dig afsted med lys og kærlighed. På gensyn dejlige smukke skat.

Kærligheden er stor og håbet lysegrønt.

Kys fra mor og far

(Tale til Irma fra os som vi holdt til bisættelsen. Den dag idag fatter jeg ikke hvordan vi overhoved fik den skrevet og at vi stod foran alle di mennesker og havde overskud til at fremstamme den gennem tårer og gråd. Gisp)

  • Comments(4)//blog.irmacornelia.dk/#post162

Irma Cornelia Westergaard Frisk bisat fra Christians kirke den 15.12.07

IrmaPosted by Jeanette Frisk 15 Dec, 2010 13:06

Salmer: 749 Iøsten stiger solen, 15 Op al den ting, 121 Dejlig er jorden, 784 Altid frejdig, Evangelietekst: Lukasev. Kap. 12 v. 22-28 og v. 6-8.

Herrens veje er ikke vores veje. Amen.

I sidste uge fik vi - familie og venner - den dejligste sms fra verdens lykkeligste og gladeste forældre; "Efter 8 timers fødsel har vi idag, onsdag den 5. december fået den smukkeste datter. Hun var 53 cm lang og hun vejede 3818 gr. Vi glæder os til at vise hende frem for jer alle". Sådan skrev i på lykkens tinde. Der hvor alt var overstået og i tre skulle begynde det liv med hinanden som i to så meget har længtes efter og set frem til.

Og nu er hun, lille smukke Irma Cornelia død.

En fin velskabt, fuldbåren pige, med de klare, blå og åbne øjne ud mod verden som hun var skabt til at leve i, ånde i, glædes ved og engang tage ansvar i, er ikke mere. Hun, som var så inderlig ønsket, så ventet og som kom til verden med så megen ynde, fik alligevel så kort et liv. Det er den bitre sandhed som vi alle, rystede og fortabte, har måtte se i øjnene. Det var så kort et liv, men det var dog et liv hvor hendes lille skikkelse og hendes tilstedevær nåede langt ud i verden og ind i jeres hjerter - både jeres i to stakkels forældre, i alle bedsteforældres og familiens og vennernes hjerter.

I har mistet meget, i to mennesker, også for meget syntes vi, fordi vi slet ikke kan se meningen med at sådant lille barn skal fødes for at lide og dø bort fra jer.

Men gud har givet os et hjerte, for at vi skal elske og huske på vores kærlighed. Og det var med kærligheden det begyndte for jer med hende. I kunne ikke lade være med at elske hende fra det første øjeblik, i så hende. I elskede hende som kun forældre kan elske. I elskede hende sammen, i elskede den familie, som i ville være sammen: I tre, Jeanette, Rasmus og så jeres lille pige. Og for jer to er det, der er sket ubærligt. Det er den største sorg i verden her at miste den man har kær, og det kan ikke nok så mange ord ændre på.

Derfor kan i ikke og skal ikke helbredes for jeres sorg, sådan som nogle lidt misforståeligt af og til udtrykker sig, for det er det samme som, at det var en sygdom at elske og binde sig i kærlighed, men i må lære at leve med jeres sorg og savn sammen, og det kan I kun ved at fastholde mindet om det lille, fine liv som bare fik disse korte dage. I kan gøre det ved at krybe tættere sammen, værne om det liv i stadig har sammen, og om den fælles kærlighed til alt, hvad i har og har haft sammen af gode og lykkelige stunder og af de sidste store smertelige stunder. Synge jeres sange sammen, også dem som lille Irma Cornelia har hørt lige fra moders liv, og mens i har våget over hende de sidste dage, og som vi derfor også skal synge sammen nu om lidt. Derfor har i også uendeligt kærligt draget hende ind i jeres liv. I er - så klogt og eftertænksomt, synes det mig - begyndt denne lange tunge vandring I skal ud på nu, I har gemt hendes billed på papir og i hjertet, for først når det er der, kan vi mennesker også lære at give slip på alt det, vi har tabt med dødens indbrud i vort liv. Og vi håber og beder til, at I i jeres sorg må få den godhed at vokse endnu tættere sammen, sådan som vi også bad for jer for bare ti måneder siden her i denne kirke.

Og nu er vi da her igen. Helt fortabte. I har hårdt og brutalt fået at føle, at når vi mennesker elsker højest, så har vi også allermest at miste. Og vi må sammen erkende, at livet er tab på tab - set fra den skæve vinkel, at alt, hvad vi har, kan og skal tages ud af hænderne på os på et øjeblik.

Vi kan græmmes over at det er sådan fat.

I dag må vi græde over at det er sådan fat.

Men over for ulykken, døden, sorgen og savnet, da kan vi mennesker kun sige et eneste til hinanden: Græd kun.

Så lad os da græde sammen i dag som vi har gjort dagene inden og som vi vil gøre i dagene der kommer. Vi græder af sorg over tabet af lille Irma Cornelia. Vi græder, fordi der endnu var så meget I gerne ville gøre, opleve og sige. Vi græder, fordi vi ikke kan lade være.

Men her skal vi ikke blive.

Heller selv om jeres sorg er en ren sorg - en smuk sorg næsten, for det var med hende ikke noget ondt, der var kun godt og håbet om et godt liv for hende.

Og det er alt sammen den første frygtelige hjælp til at leve videre.

Men den næste hjælp, den får af gud, for gud lader os aldrig alene i vores sorg.

Derfor har jeg fra alteret læst et par stykker fra Lukas evengeliet kap. 12: "Hvorfor bekymrer i jer så meget om penge og udkomme? Se til markens liljer, de arbejder ikke, de spinder ikke og dog klæder gud dem smukkere end Salomon i al hans rigdom. Tror I ikke I er meget mere værd end dem i guds øjne? Vær derfor ikke bekymret". Og "Ikke en fugl falder til jorden uden gud er med i det".

Det kan lyde som den mest uartige overfladiskhed at tage disse Jesu ord frem netop i dag. Men det er det ikke. For vi er alle af væsen bekymrede. Vi tænker alle på, hvordan vi kan sikre os bedst her i livet. Vi prøver altid at helgardere og forsikre os. Men når vi kommer her hen i dødens farvand, så ved vi også, at intet af det, vi søgte at sikre os med, er sikkert. Vi ved, at alt kan tages fra os på et øjeblik og at intet hjælper, hvor meget vi så end raser eller græder.

Og det er det Jesus vil gøre klart for os. For ham er livet altid til stede i sin fylde. Livet er en gave og aldrig en ret. Vi har fået det af guds hånd. Vi ejer ikke vort liv. Vi kan ikke besidde det. Men vi kan gribe det, elske det, bruge det, glæde os over det og lade andre mennesker blive inddraget i vores overskud og glæde. Og gør vi det, da er livet som det skal være blandt mennesker.

Og så siger han en ting mere: dette med gud og os, menlig at ikke en spurv falder til jorden uden guds vilje.

Det sidste er vanskeligt. Og det bliver jeg nødt til atr fortælle jer om med et blik ind til Erik Ålbæk Jensens bog: Kridtstregen. Her skal præsten berede stikkeren før henrettelsen. Hvad skal han sige? Gøre? Ingenting synes han - og vi i dag med. Og så siger han netop dette sidste, ikke en fugl falder til jorden uden guds vilje, men det betyder ikke at død og ondskab er guds vilje. Nej, det betyder kun dette, som også den nye oversættelse siger: At intet af det, der sker for os mennesker sker uden at gud er med i det, deltager i det med hele sit hjerte og holder os og vore døde fast til sig i det.

Nu må i slippe jeres lille pige, for gud har sendt sin engel for at hente hende op til sig, men gud er evig magt og kærlighed, der holder hende fast til sig i livet såvel som i døden.

Amen.

Med kærlig hilsen fra

Elisabeth (Biskop og ven af familien, som viede os d. 24. februar 2007 og som bisatte Irma d. 15. december 2007)

  • Comments(3)//blog.irmacornelia.dk/#post161

Nu sover alle mine børn

IrmaPosted by Jeanette Frisk 13 Dec, 2010 19:39

De levende sover sødt i deres seng og vågner igen imorgen. Irma sov ind kl. 19.34 for 3 år siden og hun vågner aldrig igen. Men i min fantasi har jeg et billed af en smuk pige på 3 år der er levende og rask. Hvert år på denne tid siger jeg farvel til hende med den alder hun nu ville have haft. For lidt siden sad hun sammen med mig og hendes to søskende og sang "solen er så rød mor". Jeg sagde godnat til Charlie og til My gik ud af værelset og vente mig om og vinkede farvel til Irma endnu engang. Hun stod midt på gulvet i en blomstret kjole og vinkede igen til mig. Hendes blik var ikke til at tage fejl af. "Det er ok mor, gå du bare".

Godnat skat, sov godt!

  • Comments(9)//blog.irmacornelia.dk/#post160

Kroppen husker alt

IrmaPosted by Jeanette Frisk 12 Dec, 2010 22:49
Igår aftes begyndte min mave at rumle og i løbet af natten gik det over til stærke mavesmerter. I løbet af dagen har jeg ligget henholdsvis i sengen og på sofaen i en slags undtagelsestilstand. En følelse af total nedbrydelse. Min krop lader mig ikke glemme et eneste sekund af de frygtelige døgn for 3 år siden. Den husker oven i købet hvordan Irma havde det! Lille stakkel! Lige nu er det som om det aftager en smule. Men for 3 år siden på dette tidspunkt havde vi også en lille pause. På dette tidspunkt blev hun døbt og vi var alle samlet omkring hende i tro, håb og kærlighed.

  • Comments(2)//blog.irmacornelia.dk/#post159

Pigen på 3 år der bor i skoven

IrmaPosted by Jeanette Frisk 06 Dec, 2010 22:29

Ida er Irmas fødselsdag hurra hurra hurra.... Det var selvfølgelig igår, men vi sang den traditionelle fødselsdagssang for hende da vi besøgte hende i hendes magiske sneklædte eventyrhave, med boller, flag og varm kakakao (som My ville sige det).

Om morgnen havde vi stillet flag på bordet og My spurgte selvfølgelig om hvem der nu havde fødselsdag.

"My fødselsdag?"

"Nej, My har lige haft fødselsdag. Idag er det Irmas fødselsdag"

" Jirma Fødselsdag... Hurraaaaaa" Og så sang My fødselsdagssang for Jirma.

Vi havde selvfølgelig lige billedet af Irma nede fra væggen og snakkede om at hun boede ude i skoven og at hun var Mys søster. Og altsammen virkede meget naturligt. Men da vi senere stod hos Irma, med flag og boller og sang fødselsdagssang, gloede vi alle på hinanden da vi nåede til "og når hun hjem fra sko... øøøhhh kirkegården går... Hurra Hurra Hurra...." og "Gid Irma længe leve må og sine ønsker opfyldt få..." Den sang har aldrig før føltes så upassende og underlig. Ja der er virkelig forskel på de levende og døde. Suk hvor er hun dog bare død, hende Irma. Og tænk hun ville være 3 år nu og lige startet i børnehave. Men istedet er hun nu den døde søster der bor i skoven. Lidt scary og smukt på samme tid. Suk!

Hun er meget nærværende i disse dage og det startede allerede d. 1. december på min terminsdato. Det er sgu bittersødt med hendes tid der ligger lige i julen. Dejligt fordi det selvfølgelig ikke kan være anderledes og fordi det selvfølgelig er hendes tid. Og lidt hårdt fordi det jo samtidig er de levende børns tid og familiens tid. Men jeg håber at det bliver lidt lettere med årene. For det er tungt i år. Tungere end de andre år kan jeg mærke. Jeg har mere plads i mig i år. Mere plads fordi jeg ikke er gravid med Charlie eller lige blevet mor til My. Inde i mig er der kun mig og min krop husker hver en duft, følelse og smerte. Præcis kl. 18.00 d. 4. december startede de første veer og vupti var jeg tilbage i min krop for 3 år siden. Mærkede smerten og stemningen og mest af alt Hvidovre Hospital. Den 5. december kl, 11.30 var jeg så monster træt, næsten ligeså træt som efter at have født et barn. Det er sgu vildt at det sidder så godt fast i kroppen.

I år har jeg besluttet ikke at ligge hendes dage (fra klagen) ud her på bloggen. I år har jeg besluttet mig for at mærke minderne mere end at læse om dem. Det hænger også sammen med at det har været meget hårdt med hensyn til klagen, den sidste tid. Så jeg vil istedet prøve at skrive lidt om førløbet og følelserne med hensyn til klagen, i løbet af den næste uge.

Og så lige et par dejlige billeder fra Irmas eventyrlige eventyrhave.

  • Comments(3)//blog.irmacornelia.dk/#post158

Irmas bisættelse og nedsættelse 2007

IrmaPosted by Jeanette Frisk 23 Dec, 2009 22:17

D. 15. december 2007 blev Irma bisat fra Christians kirke. 2 timer efter hun åndede ud for sidste gang d. 13. december, sad Rasmus og jeg allerede og planlagde det hele, alt imens familien sad og vågede over Irma. Det er nu underligt og utroligt hvad man er i stand til midt i sit livs krise. Lidt bisart!

Lørdag morgen kørte Rasmus og jeg afsted fra Riget med Irma på bagsædet i sin lille hvide kiste med grønne blade på. Efter mange dage med gråvejr på alle fronter, skinnede solen fra en skyfri himmel. Det var en lettelse at forlade Riget og samtidig var det sørgmodigt at sige farvel til at de fantastiske mennesker der havde været der for os. Jeg glemmer dem aldrig!

Der kom langt over 100 mennesker og sagde farvel til Irma og det i sig selv var så rørende. Men det var samtidig hårdt, for vi havde ikke tårer til alle de mennesker. De stod alle i en lang kø efter os for at kramme os og græde sammen med os og det var så overvældende, samtidig med at vi bare havde brug for at sætte os ned og græde hos Irma.

Rasmus og jeg havde skrevet en tale til Irma, som jeg stadig er forundret over at vi var i stand til at holde.

Præsten som begravede Irma var den samme som 10 måneder tidligere i samme kirke havde viet os. Det var bittersødt både for os, men især for hende.

Efter bisættelsen var sognehuset fyldt med mennesker og det var rart. Jeg kan tydeligt huske følelsen af lettelse. Jeg fik et glas vin, en smøg og oven i købet et par grin. Det er sgu da lidt bisart, men det var tiltrængt oven på de sidste 5 døgns begivenheder.

Senere tog vi, lidt venner og den nærmeste familie hjem til os og spiste god mad og så billeder af Irma hele natten. Det var uden tvivl den smukkeste bisættelse vi kunne give Irma.

To dage efter tog Rasmus og jeg ud på Bispebjerg kirkegård for at finde et gravsted. Vi havde valgt Bispebjerg meget hurtigt efter Irma døde. Meget af min familie ligger derude, men Rasmus havde sådan set ikke nogen kenskab til den overhoved. Vores valg i sidste ende handlede meget om at Bispebjerg ikke er en lokalkirkegård og altså ikke rigtigt tilhøre et sted eller en bydel på den måde. Vi ved jo ikke hvor vi bor i Danmark eller i verden for den sags skyld om mange år. Vi vidste med os selv at det ikke skulle være et trditionelt gravsted, og vi vidste også at hun skulle ligge under et træ for at have skygge og læ. Efter 2 timer i golfvogn med en graver sad vi ved et "uheld" fast med vognen, hvorefter vi stiger ud og kigger os omkring og vi var ikke i tvivl om at vi var "landet" det helt perfekte sted. Da det var mange år siden at nogen var blevet begravet her, skulle man måle op osv. før vi vidste hvilket gravsted vi kunne få. Det hele gik heldigvis hurtigt og allerede d. 21. december kunne vi sætte hende i jorden.

Dagen skulle ikke være højtidlig men afslappet og rar. Vi fortalte derfor familie og venner at de skulle tage varmt tøj på og forberede sig på en skovtur. Irma skulle hjem til sin eventyrhave. De næste par billeder taler for sig selv.

Her i skovbunden ligger Irma godt under alle de fine sten ol. som folk havde med til hende. Vi ville ikke have blomster, men sten som ikke forgår og som passer godt ned i skovbunden. Vi tog den helt rigtige beslutning dengang for lidt over to år siden, og når den tid kommer skal vi også ud og ligge hos Irma i hendes smukke eventyrhave.

  • Comments(4)//blog.irmacornelia.dk/#post133

Dengang og nu!

IrmaPosted by Jeanette Frisk 13 Dec, 2009 19:46


  • Comments(5)//blog.irmacornelia.dk/#post132

Grøn = fare

IrmaPosted by Rasmus Frisk 11 Dec, 2009 12:58

For 2 år siden, præcis på det her tidspunkt kastede Irma op for første gang. Hun lå på sit pudslebord og jeg var ved at gøre hende klar til at vi skulle ud af døren og ud på Hvidovre til hæleprøve. Hun lå på ryggen og pludselig, uden nogen varsel, stod der en grøn stråle fra hendes mund og lige op i luften. Jeg fik et chok, da det var så eksplosivt og kort efter kom der en stråle til. Jeg kaldte på Rasmus og vi blev enige om at gå ned på fødeklinikken umiddelbart efter hæleprøven, nu hvor vi alligevel skulle ud på hospitalet. Og resten af historien kender i.

Når jeg tænker tilbage kan jeg og min krop tydeligt huske den formiddag for 2 år siden. Jeg reagerede helt instinktivt på det at Irma kastede op og især på farven. Godt nok har farven grøn en positiv betydning i ellers, men lige i det her tilfælde er grøn altså et faresignal. Jeg var i alarmberedskab den formiddag for to år siden og det ved jeg at alle andre også ville have været. Sådan er vi indrettet som mennesker. Det er instinkt.

Jordemødrene der var på vagt da vi kom ned på fødeklinikken var også i alarmberedskab, hvilket gjorde at de kontaktede en børnelæge. Lige siden har jeg spurgt mig selv hvorfor børnelægen så ikke var alarmeret over Irmas det grønne opkast. Især nu hvor vi kender udfaldet og ved hvordan læger generelt (på nær børnenlægen om natten selvfølgelig...) reagere når vi fortæller om det. Udtalelserne indtil videre i forhold til klagen, slår jo også hårdt ned på det at det grønne opkast blev ignoreret/overset.

Så hvorfor reagerede hun ikke?. Jeg nægter simpelthen at tro på at hun ikke vidste hvad grønt opkast betød. Jeg kan simpelthen ikke i min vildeste fantasi forestille mig at der går en næste færdiguddannet børnelæge rundt der ikke ved det. Så hvorfor så? Der må have ligget noget til grund for at hun hverken lyttede eller så det der sprang os og de andre i øjnene. Havde hun haft en dårlig morgen. Havde hun skæntes med manden, diskuteret med ungerne, fået en overhaling af en kollega, lå hun i skilmisse, eller havde hun mistet et familiemedlem.........? Hvor meget eller hvor lidt skal der til før at vi som mennesker lukker af for vores omverden og mister vores dømmekraft.

Lad os nu lege at denne børnelæge havde nosser nok til at sætte sig ned og kigge mig i øjnene og fortælle mig helt bund ærligt hvad der var sket den morgen, der gjorde at hun lukkede af over for os og endte med fejlagtigt at sende os hjem. Hvis hun gjorde det og derefter kiggede mig dybt i øjnene og fortalte mig hvor ulykkelig hun var over det og at hun fremover lovede aldrig at tage på arbejde igen hvis hun ikke var istand til at udføre hendes arbejde med 110 % grundighed, ja så TROR jeg næsten at jeg kunne tilgive hende.

Jeg kan mærke, især i disse dage, at der er ved at ske en ændring inde i mig omkring hele svigtet og klagen. Det må endelig ikke misforståes. Jeg siger ikke at det er iorden og at tilliden er genetableret, men jeg kan bare mærke at jeg snart ikke kan bære rundt på det mere. Jeg tror at det handler om at jeg er ved at acceptere hvad der er sket og at jeg ikke kan ændre på det. Jeg har brug for at få det afsluttet nu. Jeg har brug for Patientklagenævnets afgørelse meget snart, næsten lige meget hvad udfaldet er. Det er ved at blive en klods om benet og jeg har brug for nærhed med min døde datter uden uafsluttede klage/dødsårsager.

Jeg vil gå rigtig langt for at kæmpe for retfærdighed, men jeg JEG ved hvad der skete dengang for to år siden, det er klagen et vidnesbyrd om og selvom hvad-nu-hvis altid vil bo i mig, så er jeg ved at være der hvor jeg tør tro på at vi ikke kunne have gjort anderledes. Vi gjorde alt det rigtige og det er ikke min skyld at børnelægen ikke lyttede til os og dermed er det ikke min skyld at Irma døde!!

Puha...... det var en stor sten at få fra hjertet. Ja jeg må indrømme at jeg sgu selv er lidt overrasket over at jeg rent faktisk har det sådan og at jeg rent faktisk sidder her og skriver det på bloggen, og jeg kan samtidig slet ikke sætte ord på den lettelse det er at være nået her til. Dermed ikke sagt at vreden aldrig vil blusse op igen, men jeg ved at den ikke kan bide sig fast mere. Det kan jeg simpelthen mærke helt dybt indefra. Vreden har givet slip og jeg føler mig nærmest befriet.

Irmas farve, som vi gav hende allerede inden at hun blev født, er grøn. Og da hun døde snakkede vi meget om farvens betydning i forhold til det der var sket og vi blev hurtigt enige om at det jo VAR håbets farve og det er vi enige om at den stadig er, på trods af den kolosale betydning farven havde for os for 2 år siden.

  • Comments(1)//blog.irmacornelia.dk/#post130
Next »