Irma, My & Charlie

Irma, My & Charlie

En engel og hendes søskende

Da Irma døde oplevede vi en periode hvor alting var uoverkommeligt, selv det at tage telefonen. Så bloggen blev oprettet for at venner og familie kunne blive lidt opdateret på vores liv, tanker og følelser.
Bloggen er senere gået hen og blevet et redskab i sorgen og er ikke længere kun til opdatering af venner og familie.

To år efter

IrmaPosted by Jeanette Frisk 05 Dec, 2009 21:39

Det har været en dejlig dag, bedre og meget lettere end jeg havde forventet. Jeg var faktisk mere ked igår end idag.

Det var hyggeligt hos Irma imorges. My sad i barnevognen og klappede over flag, vindmøller og julepynt og der blev også sunget fødselsdagssang. Midt under sangen blev Rasmus rigtig ked af det og jeg gav ham et stort kram og græd med. Det var rart. Det er rart at græde ind i mellem. Jeg ville faktisk gerne græde lidt flere tårer over Irma ind i mellem, det letter og hun føles nærværende.

Jeg fik en klump i halsen da jeg opdagede at den pige der for nyligt er begravet hos Cirkeline og Irma, havde 1 års fødselsdag igår. Jeg ved godt hvordan den første fødselsdag føles. Vi hængte en engel i busken hos hende og sendte hendes forældre en tanke. Og da vi gik kom vi til at snakke om hvor meget der er sket på de sidste to år. Snart er vi forældre til tre!

  • Comments(1)//blog.irmacornelia.dk/#post128

For to år siden

IrmaPosted by Jeanette Frisk 05 Dec, 2009 00:38


  • Comments(7)//blog.irmacornelia.dk/#post127

En uafsluttet (dødsår-)sag

IrmaPosted by Jeanette Frisk 27 Oct, 2009 15:34

Jeg er trist og jeg savner hende. Det har jeg ikke gjort længe. Hun ligger lige under huden og tårene ligger parat til at springe frem hvert øjeblik. Jeg er melankolsk og lytter til musik der fastholder mig i den stemning. Jeg får ikke produceret meget og jeg "overspringshandler" en del.

Hun skal være storesøster igen, og på en måde træder hun endnu engang i baggrunden og på en anden måde træder hun mere tydeligt frem end hun har gjort meget længe.

Hun ville snart have blevet 2 år og jeg kan ikke begribe at hun ikke fik lov. Jeg har ikke været vred længe, men jeg har været ængstelig og bange. Jeg fornemmer at vi snart får besked om klagen og jeg ved ikke om jeg tør. Tænk hvis de ikke har passet på hende og har givet hende bare et minimum af den bahandling hun aldrig fik dengang.

Jeg har sådan brug for at det snart er overstået. Alt det dårlige og alt det traumatiske. Jeg har brug for at savne min datter uden støj på linjen. Jeg har brug for at huske de gode ting uden forureningen af alle de dårlige.

Jeg har lært at leve med at hun er død, men årsagen er en anden sag.

  • Comments(2)//blog.irmacornelia.dk/#post123

En af hverdagens små helte.

IrmaPosted by Jeanette Frisk 17 Sep, 2009 11:43

Hvad er chancen for at vi forleden dag holdt i bilen ved siden af babyambulancen?

Vi skulle have noget luft i dækkene på vores nye brugte familiebil og kørte derfor ind på tanken på Tagensvej. Og lige der hvor vi skulle holde, ja der holdt den famøse ambulance lige ved siden af. Jeg ved godt at chancen er forholdsvis stor her på Tagensvej (livets vej), men alligevel.

Jeg blev sådan helt underlig, ja næsten som hvis man støder ind i en kendt person og man sådan helt spontant skal til at råbe hej og hilse, fordi man tror at man kender personen.

Rasmus steg ud og ordnede det der med luften i dækkene og jeg blev siddende. Jeg strakte hals og prøvede at kigge ind i ambulancen, så de to ambulance mænd må have troet at jeg var åndsvag. Jeg fik sådan en lyst til at stige ud og give de mænd et kram, selvom det ikke var de to der kørte med Irma dengang. Men ligepræcis den ambulance og alle dem der betjener den, betyder bare noget helt specielt for mig.

Jeg græder stadig, sådan helt utrøsteligt, hvis jeg ser den komme kørende, både med og uden udrykning og eskorte. Men jeg har ikke før mødt den sådan bare holdende helt stille. Det betød jo at der ikke lå en lille baby i et "rumskib" omme bagi, og det var en lettelse i sig selv. Så jeg fik et stille øjeblik hvor jeg bare sådan kunne studere det køretøj der har kørt med min dødsyge datter, uden at jeg skulle græde over at der lå et andet barn i det, og dermed kunne se Irma for mit indre blik, som lå der dengang.

Hele hospitalsoplevelsen på Hvidovre dengang var så forbandet traumatisk. Det sidder stadig i alle celler i min krop og jeg tror desværre aldrig at det bliver anderledes. Men ligepræcis i det øjeblik hvor vi blev hentet af teamet fra GN skete der noget der i dag efterlader mig med en følelse af at blive redet. Irma var allerede dødsdømt, dog uden at vi vidste det, så det var jo ikke hende der blev redet. Men mødet med teamet fra GN og dermed også babyambulancen gav os en tryghed dengang. Vi følte endelig at Irmas tilstand blev taget alvorligt, selvom det desværre var for sent.

Så forleden dag kom jeg ansigt til ansigt med en af mine "små" helte, den hvide babyambulance. Symbolet på redningsteamet fra Riget der desværre kom for sent.

  • Comments(5)//blog.irmacornelia.dk/#post116
« Previous