Irma, My & Charlie

Irma, My & Charlie

En engel og hendes søskende

Da Irma døde oplevede vi en periode hvor alting var uoverkommeligt, selv det at tage telefonen. Så bloggen blev oprettet for at venner og familie kunne blive lidt opdateret på vores liv, tanker og følelser.
Bloggen er senere gået hen og blevet et redskab i sorgen og er ikke længere kun til opdatering af venner og familie.

Smukke Charlie........

Fidusen/graviditetPosted by Jeanette Frisk 09 Jun, 2010 13:37

..................................W. Frisk født d. 4. juni 2010 kl. 02.44 5 timer gammel Første møde med sin stolte storesøster. Stort Øjeblik for os alle! Sådan bliver morgenmaden indtaget, med "gris på bordet" Slyngevuggen er allerede et hit. My, far og Charlie.Første tur i viklen ned for at hente My i vuggestuen. ca. 12 timer gammel!

Hele fødselshistorien følger en af de nærmeste dage. Og glæd jer, det er en rigtig dejlig historie!

  • Comments(9)//blog.irmacornelia.dk/#post154

Jeg ønsker mig......

Fidusen/graviditetPosted by Jeanette Frisk 17 May, 2010 12:13

Så sidder jeg her og ved ikke helt hvor jeg skal starte. Det er lang tid siden at jeg har skrevet her på bloggen. Jeg har i den grad haft behovet, men har bare ikke haft tiden og overskuddet. Samtidig så sker der utroligt meget på samme tid i den lille familie, så når jeg har haft behov for at skrive om et, så sker der noget andet osv, osv. Så for at holde tingene lidt adskilt, har jeg i dag besluttet mig for at skrive om graviditeten og den snarlige fødsel.

I dag er der 14 dage til termin. Jeg har det godt og maven vokser som den skal. Jeg er træt, fysisk træt og jeg har snart følelsen af at der ikke er plads til os begge to i min krop mere. Jeg glæder mig til at føde og glæder mig til at have endnu en baby i mine arme.

Vi havde i princippet den sidste tid hos vores fødselslæge i onsdags. Når jeg siger i princippet, så er det jo fordi jeg altid kan ringe hvis jeg har brug for det. Hun var meget stolt af mig i forhold til at jeg ikke ville have en dato for igangsættelse, men som hun siger, så kan jeg til hver en tid hive i nødbremsen. Lige nu har jeg ikke brug for det, men jeg ved ikke hvordan jeg får det når jeg når terminen, hvis der ikke er sket noget endnu. Det må tiden vise.

Jeg har en super jordemoder, som jeg virkelig håber har vagt når jeg kommer ind med veer. Hun er en af Frederiksberg jordemødrene og hun har derfor en helt anden tilgang til det at føde i vand. Da jeg skulle føde My kunne man ikke føde i vand på Riget, men efter at Frederiksbergs jordemødre er flyttet over på Riget, så kan man føde i vand igen. Og det kunne jeg så godt tænke mig!

Jeg kunne godt tænke mig at føde i vand af mange forskellige årsager. Blandt andet fordi at fornemmelsen af det omsluttende vand er godt for mig og jeg tror at det vil have den helt rigtige effekt på mig i udvidelsesfasen. Det at kunne skifte stilling uden de store anstrengelser og det at hænge på kanten af karet i en mere lodret stilling uden at skulle bruge for mange kræfter i benene, er også noget der i den grad taler til mig.

Denne graviditet har i den grad, for mig, handlet om at finde ind til den gode og naturlige fornemmelse for min krop og mit barn. Det har været helt essentielt for mig at fjerne mig for angsten og dermed komme helt ind til min egen fornemmelse igen. Derfor er vandfødslen for mig også et ønske om at blive guidet til selv at være så godt med i fødslen at jeg kan klare det meste selv. Det at jordemoderen sidder uden for karet og jeg dermed selv skal tage i mod når jeg føder den lille mand, det tiltaler mig i den grad.

Da jeg fødte Irma var jeg så forpint og udmattet at jeg overhoved ikke havde nogen som helst kræfter til at sige til eller fra med. De to jordemødre sad og småsludrede om fest og farver og formåede overhoved ikke at guide mig eller hjælpe mig. Og da jeg endelig skulle presse, lagde de mig gudhjælpene ned på ryggen for at føde. Enhver jordemoder ved sgu da at det absolut er den dårligste stilling at føde i. Der er langt mindre plads i bækkenet og tyngden hjælper på ingen måde med. Og så lå jeg der i 1½ time og pressede uden nogen som helst kræfter.

Da jeg fødte My havde angsten så godt fat i mig og jeg skulle bare have hende ud, så jeg kunne dele ansvaret med Rasmus og ikke bære rundt på det helt alene mere. Det indebar desværre ve drop og på trods af en masse mental arbejde gennem 9 måneder i forhold til smerter, så endte jeg med at hoppe på epi vognen. Jeg var simpelthen bange for de veer der bliver skabt kunstigt af ve droppet skulle komme bag på mig i en sådan grad, at jeg ikke ville kunne holde fokus i ve arbejdet. Jeg holdt dog på at jeg ikke ville føde liggende men siddende, nu hvor jeg var koblet til diverse apparater og slanger og dermed ikke var så mobil som jeg ellers gerne ville være. Det var trods alt en god og hurtig fødsel, med masser af overskud til bagefter.

Men denne gang skal altså være mere ”back to basics”. Nu kender jeg mine behov, jeg har en erfaring og dermed en holdning til hvad der skal ske. Nu håber jeg bare, 7-9-13, at alt forløber som det skal, at jeg ikke når at blive bange, at jeg møder en jordemoder der vil en vandfødsel og at vi efter et par timer smutter hjem igen. Hjem til My med favnen fuld af lillebror og masser af kærlighed.

Det er mit billede indtil videre og jeg håber sådan at det går i opfyldelse. Men hvorfor skulle det ikke det?!

  • Comments(9)//blog.irmacornelia.dk/#post152

Uge 30

Fidusen/graviditetPosted by Jeanette Frisk 19 Mar, 2010 11:14
Vi er ikke så gode til at huske at tage billeder af mawsen i denne graviditet, så når jeg lige husker det, så er det gerne i situationer som ovenstående. Sådan er det bare når livet leves, og det er jo egentlig ikke så skidt. God weekend derude!

  • Comments(3)//blog.irmacornelia.dk/#post150

Uge 28

Fidusen/graviditetPosted by Jeanette Frisk 01 Mar, 2010 14:32

Når My trykker på sin og vores næse, siger den bååååt. Det gør mors store mave også når man trykker på navlen. Ud over hendes elskede bøger, så er det pt. det der rykker hos My.

Lillebror har ikke fået navn endnu, men det kan være at han skal hedde Carl den store. Jordemoderen vurderede ham idag til ca. 1100 gram og det skulle efter sigende være et godt stykke over gennemsnittet på nuværende tidspunkt, hvilket jo er et sundhedstegn. Han har det godt, det kan jeg mærke. Han er meget aktiv og ligger bestemt ikke stille. Både My og Irma lå i samme stilling stort set hele graviditeten igennem. Hoved ned og fuzzer i højre side af min mave. Ham her skifter stilling flere gange om dagen og det går ikke stille for sig.

Det er dejligt at han er anderledes, at denne graviditet er anderledes og at jeg har det anderledes. Jeg har det godt, stoler på min fornemmelse og glæder mig!

  • Comments(8)//blog.irmacornelia.dk/#post148

23+3

Fidusen/graviditetPosted by Jeanette Frisk 04 Feb, 2010 13:20


  • Comments(7)//blog.irmacornelia.dk/#post141

Gode fornemmelser!

Fidusen/graviditetPosted by Jeanette Frisk 03 Feb, 2010 11:27

Dagen startede med alt det sne som jeg syntes udeblev igår aftes. Forsiderne havde ellers, som de plejer kørt danskerne op i det røde felt og varslet "årets snestorm". Suk hvad de ikke gør for at sælge aviser.

Vi trodsede alle 4 sneen i morges. Mor, far, My og hund. Fælles hygge tur mod vuggestuen. My var ikke så glad ved at begge forældre forlod hende på samme tid. Vi plejer jo også at aflever en af gangen. Men imorges skulle den lille mand scannes af vores fødselslæge på Riget og vuggestuen ligger jo lige på vejen. Nå, men intet nyt fra vuggeren er jo godt nyt. Vi blev nok allerede glemt 5 minutter efter.

Den lille mand er lige som han skal være. Ifølge vægtscanningen er han ca. 600 gram stor. Han lå med krydsede ben oppe under maven, lige præcis i den stilling som My også sover i hver nat. Han har, lige så længe jeg har kunne mærke ham, ligget med hoved op og numsen nede,en klar fornemmelse, men selvfølgelig også fordi jeg primært mærker ham sparke og nusse mig med de små fuzzer nederst på maven.

Som jeg har nævnt tidligere så er jeg ikke særlig bekymret i hverdagen, men sjovt nok så indhenter jeg denne bekymring lige op til en scanning. Men det er jo også meget sundt. Lidt bekymret skal jeg jo være ind i mellem. Alt andet ville sgu være lidt for unaturligt. Jeg forklarede hende kort om vores problemer med egen læge, især i forbindelse med at jeg rent faktisk har en undersøgelse der i næste uge. Hun huskede mig på at jeg bare skulle ringe til hende hvis der opstod det mindste og mente iøvrig sagtens at jeg kunne springe det lægebesøg over. Puha!. Jeg valgte ovenikøbet at springe den, for mit vedkommende obligatoriske scanning af livmoderhalsen over. Jeg er blevet scannet dernede i hver graviditet på grund af 3 tidligere keglesnit og derfor har jeg en anelse forkortet livmoderhals. Men min fornemmelse sagde mig at den var ok og det bakkede lægen mig op i. Det betyder meget at blive støttet i hvad ens egen fornemmelse siger. Vi skal jo også som mennesker blive bedre til at mærke efter. Hun lagde nemlig ikke som læge ansvaret fra sig og over på mig, hun forklarede at hun ikke var særlig bekymret og min fornemmelse sagde det samme. Det er samarbejde og ikke ansvarsfralæggelse!

Jeg håber stadig at jeg kan være lige så cool resten af graviditeten igennem. Håber på at jeg har nerver til at gå igang selv og drømmer i det hele taget om en ukompliseret ambulant fødsel. Men man kan vel hvad man vil?!

  • Comments(1)//blog.irmacornelia.dk/#post140

Maven skal også høres!

Fidusen/graviditetPosted by Jeanette Frisk 01 Feb, 2010 10:09

Det gik op for mig her til morgen at den lille mand i maven slet ikke får noget plads i øjeblikket, og det er bare langt fra ok. Der er godt nok flere ting ved denne graviditet der passer mig så ganske udemærket. Blandt andet det faktum at den ikke fylder så meget, som graviditeten med My f.eks. gjorde. Forstået på den måde at jeg ikke bekymre mig særlig meget, ja faktisk overhoved ikke, og det i sig selv er en kæmpe lettelse. Jeg har faktisk rigtig meget tillid til at den lille mand har det godt og vokser som han skal. Så på den måde er det ok for mig at han ikke fylder så meget, men han skal nu have taletid alligevel!

I følge netbaby er der gået 161 dage af graviditeten og der er 119 dage til termin. Jeg fatter altså slet ikke hvor tiden er blevet af og lige om lidt så er vi 4 (5). Og jeg glæder mig helt vildt.

Det er nogle sjove reaktioner vi får når folk høre at der kun kommer til at være 1½ år mellem ungerne. "Hold da op, i får hænderne fulde hva" eller "Var det virkelig planlagt?". Folk har generelt svært ved at forstå at det her er vores eget og højeste ønske. Vi ville gerne have børn tæt på hinanden, for deres og for vores skyld. Vi ved da godt at det bliver hårdt, men det er da ikke det der fylder i vores bevidsthed når vi planlægger vores børn. Det er da benhårdt, på mange områder, at være forældre, men det opvejes da i høj grad af den glæde det er at få børn og se dem vokse op.

Jeg glæder mig ihvertfald som et lille barn til at møde:

Carl, Charlie, Ditlev, Elliot, Hagbart (100% Rasmus´forslag), Sigurd, Storm, Viggo, Hugo, Nor (Nohr) eller Linus.

Cornelius overvejer vi som andet navn. For når vores piger har et andet navn, syntes vi også at han skal have det. Vi har bestemt ikke stræbt efter at det skulle ligne Cornelia, selvom det virkelig ser sådan ud. Men både Cornelia og Cornelius stod på vores aller første navne liste, da jeg var gravid med Irma, før vi altså vidste at hun var en pige. Og vi syntes bare at begge navne er smukke. Nu kan vi bare ikke rigtigt finde ud af om det er sådan lidt for, ja hvordan siger man det, søgt!

Forslag modtages gerne. Vi syntes at drengenavne er svære. Min farvorit er i øjeblikket Charlie og som i kan se er Rasmu's Hagbart. Jeg ved ikke helt om jeg skal tage det særiøst.......

  • Comments(12)//blog.irmacornelia.dk/#post139

Fidusen 15+2 og lidt tanker

Fidusen/graviditetPosted by Jeanette Frisk 09 Dec, 2009 14:25

Nej, det er bestemt ikke de bedste billeder vi har fået med hjem idag efter dagens fødselslægebesøg og scanning. Men det var vildt hyggeligt. Vi har valgt at have den samme fødselslæge som vi havde med My og det var bare helt ubeskriveligt hyggeligt at se hende igen. Hyggeligt fordi hun er så sød, hyggeligt fordi hun også syntes at det var vildt hyggeligt at se os igen og se My, som hun jo fulgte så tæt da hun lå i maven, hyggeligt fordi vi begge føler os meget hjemme på Riget og selvfølgelig hyggeligt at se den lille fidus igen.

Det med at det er så hyggeligt og hjemmeligt for os at komme på Riget igen handler jo selvfølgelig, som Stine sagde til mig forleden, om at det er her at vi har haft nogen af de mest intime og intense oplevelser i vores liv. Selvom det også var her at Irma døde, og at det jo i princippet ikke er det bedste minde, så var det noget af det mest intense jeg, sidestillet med det at føde, har oplevet. Men det giver jo også meget mening. Fødsel og død er jo begge yderpunkterne af livet. Og selvom jeg mere end noget andet ville ønske at min Irma, med hendes to år, var hos os idag, så var hendes død smuk og vanvittig intens. Smuk, fordi den kom hurtigt. Smuk fordi hun var smuk og smuk fordi vi fik sagt rigtigt farvel. Vi fik sunget og snakket til hende, vi fik rørt ved hende og nusset hende. Vi trøstede og gav omsorg for hende og hinanden og vigtigst af alt fik vi lovet hende at vi ville leve livet videre på trods af at det blev uden hende. Det sidste vi fik lovet hende var massere af søskene!

På søndag d. 13. er det 2 år siden og tænk at hun allerede skal være storesøster igen. Ind i mellem må jeg knibe mig selv i armen, tænk at være så heldig!

  • Comments(4)//blog.irmacornelia.dk/#post129
Next »