Irma, My & Charlie

Irma, My & Charlie

En engel og hendes søskende

Da Irma døde oplevede vi en periode hvor alting var uoverkommeligt, selv det at tage telefonen. Så bloggen blev oprettet for at venner og familie kunne blive lidt opdateret på vores liv, tanker og følelser.
Bloggen er senere gået hen og blevet et redskab i sorgen og er ikke længere kun til opdatering af venner og familie.

Da Charlie kom

CharliePosted by Jeanette Frisk 22 Jun, 2010 12:12

Charlie er allerede 2½ uge gammel nu og selvom det ingen alder er, så føles det som om han han altid har boet hos os. At have fået et lille nyt menneske i familien føles lige så naturligt, nødvendigt og rigtigt som at trække vejret. På en eller anden måde så fuldender den lille mand familien. Ikke at vi var ufuldendte før han kom, men det er bare sådan her det skal være. Det kunne ikke rigtigt være på andre måder. Det er en følelse af at være blevet samlet igen! Hmmmm ved ikke om det giver mening for jer læsere, men det gør det i hvert fald i mit hjerte.

Rasmus er startet på arbejde igen og hverdagen er begyndt. Da My var 2 uger gammel kunne jeg på ingen måde have forestillet mig at Rasmus skulle starte på arbejde. Dengang for 1½ år siden holdt han 2 måneders barsel sammen med mig. Det var simpelthen nødvendigt for os begge to. Vi var stadig meget hudløse efter Irma og skrøbelige i forhold til at være blevet forældre igen. Idag er det noget helt andet. Vi er blevet mere tykhudet og erfarende i forhold til at have en lille baby igen. Dermed ikke sagt at vi ikke stadig slås med spøgelser, det gør vi skam, men vi er blevet meget bedre til at skelne mellem spøgelser og fornemmelse. Nå men det er en helt anden historie som må få sit eget indlæg. Nu skulle det jo handle om den lille mands ankomst.

På min termin, d. 31. maj havde jeg en aftale med min jordemoder. Den skønneste jordemoder! Ih hvor har jeg bare været glad for hende. Hun taler til naturligheden og kvindeligheden på en måde som jeg mener at alle jordemødre burde gøre. Hun var lige hvad jeg havde brug for i denne graviditet, ja sådan set også i de andre graviditeter. Nå men på terminen var jeg, som jeg selv havde mærket, åben sådan ca. 1 cm. Jeg fik løsnet hinder og blev åbnet til ca. 2 cm af jordemoderen, og gik hjem med en god fornemmelse for at der var ved at komme gang i systemet. Hele dagen havde jeg kraftigere og kraftigere plukkeveer og om aftenen var jeg "næsten" ikke i tvivl om at fødslen så småt var igang. Men nøj hvor blev jeg snydt og sådan fortsatte det i 3-4 dage. Da jeg havde nået torsdag d. 3. juni var jeg ved at blive godt kortluntet, småskør og mega træt. Nu måtte han altså gerne beslutte sig for at gøre alvor af det hele og komme ud.

Min jordemoder havde vagt i akutmodtagelsen den dag og havde bedt mig om at ringe hvis jeg ikke havde født endnu. Det vidste jeg jo egentlig godt hvad betød og det skulle jeg lige komme overens med. Jeg havde jo så brændende ønsket mig at det selv skulle gå igang uden alt for meget hjælp. Men jeg ringede nu alligevel og hun syntes at vi skulle komme ind og som hun sagde "så kunne hun jo lige kigge på mig og så kunne vi jo komme til at tage vandet". Hele dagen gik jeg så og snakkede alvorligt med mig selv og blev enig om at nu skulle han altså ud, vedrop eller ej! Som min jordemoder så rigtigt sagde, så kan man jo også risikere at skulle have vedrop selvom det går igang af sig selv. Nå ja.... Ud til højre med at alle de forventninger og forstillinger om noget jeg i bund og grund ikke kan styre alligevel!

Rasmus og jeg hentede My i vuggestuen, gik forbi Sankt Hans Torv i det gode vejr for at opleve lidt Distortion festival, se kæmpe pudekamp og hente sushi. Skøn eftermiddag med dejlige sommerfugle i maven og fest i gaderne! Onkel Jesper og moster Linda kom og spiste med og lidt i syv sagde vi gonat til My og gik afsted til Riget.

19.30 blev jeg undersøgt af min jordemoder og idet gik vandet. Hun havde ellers gjort klar til at tage det, selvom hun ikke måtte. Så det havde alligevel en vilje.

20:00 gik vi en tur og nød de pumpende rytmer fra Sankt Hans Torv på afstand og spiste is og sagde ikke særlig meget. Veerne begyndte i de små og ingen af os turde snakke om dem af frygt for at de skulle gå i sig selv igen. Lige som de havde gjort i dagene op til. Så vi nød bare sommer-aften-luften.

21:30 kom vi tilbage i akutmodtagelsen og fik en stue at være på. Da fostervandet var lidt lysegrønt ville de gerne føre opsyn med den lille mand, så jeg fik kørt en kurve, som viste klare veer og selvfølgelig en lille mand der havde det rigtig godt.

00:00 kommer vi over på en modtagerstue og hilser på den jordemoder som jeg forhåbentlig så skulle føde med. Endnu en super jordemoder. Bund jydsk, skide gæv og helt nede på jorden på den der naturlige powerkvinde agtige måde. Hun kaldte Rasmus og min bror for mulle hele natten ;-).

00:30 får vi en fødestue og min bror kommer traditionen tro for at filme det hele. Ja nu har han været med til alle tre børns fødsler, det kan bare ikke være anderledes! Veerne har været regelmæssige i en times tid, men som jordemoderen siger, så skal de helst blive lidt mere effektive. Kan på det tidspunkt godt følge hende. Syntes på ingen måde at smerten er særlig slem. På det tidspunkt ville jeg kunne holde mine daværende veer ud i mange timer uden at blive træt. Og ind i mellem får vi da også sunget "Der var Inga, og Katinka, smukke CHARLIE på sin Harly......Ooohh.... Det var lørdag aften og ballet det var lige begyndt....." Total overskudsagtigt!

01:30 melder de effektive veer sig dog på banen og jeg skal lige love for at de var effektive. Det var her at urkvinden kom frem. Jeg havde helt glem hvordan hun lyder. Jeg har både i graviditeten med My og Charlie arbejdet meget med visualisering under veerne. Det der virker for mig er billedet om at veen er en bølge, som jeg så surfer oven på. På den måde bliver veen noget positivt og dejligt der bølge efter bølge fører mig tættere på Charlie. Mine to fødselshjælpere, Rasmus og Jesper surfer ved siden af mig og himlen er blå og vandet er turkist. Så er rammerne sat! I denne her fødsel kunne jeg så samtidig mærke Charlie hele tiden. Og i veerne havde jeg indre dialoger med ham og på den måde havde vi et meget fint samarbejde. Jeg havde hele tiden en fornemmels af hvor åben jeg var og hvor Charlie stod. Den samhørighed var guld værd.

02:30 kan jeg mærke at Charlie flytter sig ned af og jeg får pressetrang. Jordemoderen er ikke på fødestuen og jeg beder Rasmus om at hente hende med det samme, for nu skal jeg altså føde! Jeg havde jo drømt om at føde Charlie i vand, men på grund af at fostervandet var grønt var dette ikke muligt da man skal kunne holde øje med hvordan han har det hele tiden. Så derfor ville jeg så føde stående, men tilsidst kunne mine ben ikke rigtigt holde til det mere, og man skal have begge ben og føder godt i jorden for at det skal kunne lade sig gøre. Så jeg lå på briksen på siden og havde det rigtig godt med det.

02:44 efter 3-4 presseveer tog jeg armene ned mellem mine ben og tod imod da Charlie fik sine skuldre fri. Jeg kan slet ikke beskrive følelsen af at tage imod sit eget barn. Det under jeg alle kvinder at prøve. Kort efter fødte jeg moderkagen uden problemer. Den lod jo vente på sig til sidste øjeblik da jeg fødte My. Da Charlie havde været mig nådig og jeg derved ikke var gået i stykker på nogen måde, så var jeg ret hurtigt på benene igen og kravlede over på dobbeltbriksen hvor vi alle hyggede med the og morgenmad og flag. Charlie var lige så dygtig som sin storesøster og spiste stort set med det samme. Jordemoderen nussede rundt om os, lavede papirer til os og ville kontakte en børnelæge der kunne tilse Charlie. Det kunne så ikke rigtigt lade sig gøre og det egentlig godt det samme. Vi havde ikke rigtigt brug for det. Fornemmelsen for at han havde det godt var der og vi begyndte så småt gerne at ville hjem til My. Vi aftaler derfor at afdelingsjordemoderen ringer til os næste dag med henblik på at få Charlie tilset senere.

05.00 tuller vi hjem af. Charlie sover, godt pakket ind i dynen, liggende trygt i fars arme. Foran opgangen møder vi jordemoderen der er på vej op på sin cykel. Vi takker hende endnu engang for hendes måde at være på. Hun er en smule bekymret over at vi ikke er i bil, men kan godt se logokken, når vi nu bor 10 min. væk. Selvom jeg har det godt har jeg det lidt som om vi er på vej hjem fra fest, småberuset og lykkelige. Så det går i langsomt men hyggeligt tempo.

07:00 efter en lille lur på sofaen, vågner My. Hun kommer ind i sofaen og det hele køre på hende da hun får øje på Charlie, især da han pludselig bevæger sig. Hun er allerede meget begejstret for ham og begejstringen vil ingen ende tage da hun både får gaver og fars nybagte boller med smør på. Sikke en dejlig morgen!

  • Comments(5)//blog.irmacornelia.dk/#post155