Irma, My & Charlie

Irma, My & Charlie

En engel og hendes søskende

Da Irma døde oplevede vi en periode hvor alting var uoverkommeligt, selv det at tage telefonen. Så bloggen blev oprettet for at venner og familie kunne blive lidt opdateret på vores liv, tanker og følelser.
Bloggen er senere gået hen og blevet et redskab i sorgen og er ikke længere kun til opdatering af venner og familie.

Snart 3 år

MærkedagePosted by Jeanette Frisk 08 Feb, 2010 12:09
D. 24 februar 2007 sagde Rasmus og jeg JA til hinanden. I kirken sang Louise Nordby Halleluja, i Steffen Brand og Tina Dicow version. Under et år efter blev Irma bisat og hele natten så vi billeder af hende og hørte Jeff Buckleys version af denne fantastiske sang. Jeg kan slet ikke beskrive betydningen af denne sang. Den er bare en del af mig, på godt og ondt! Og derfor lige denne version af Justin Timberlake og Matt Moris.

  • Comments(4)//blog.irmacornelia.dk/#post142

Trøst i mørket

MærkedagePosted by Jeanette Frisk 12 Dec, 2009 21:13

Gyngestolens rokken, My og jeg i stille omfavnelse, ryg mod mave i mørket for lidt siden.

Mindet om den gule seng på hospitalet, min dødssyge pige, en præsts velsignelse og dåb og trætte sorgfulde øjne fra en familie i chok og bøn.

En tåre på kinden får selskab af mange, i mørket for lidt siden. En lille varm hånd finder min kind og aer den blidt og endnu flere salte tårer falder stille i taknemmelighed over livet i mine arme.

  • Comments(3)//blog.irmacornelia.dk/#post131

Nybagte fødselsdagsboller

MærkedagePosted by Jeanette Frisk 18 Aug, 2009 20:32

Aftenen før at Irma skulle begraves boede vi stadig på Riget. Sent samme aften lagde vi hende i hendes lille kiste. Vi var os og den nærmeste familie. Kisten stod på gulvet og vi sad alle rundt om Irma og fortalte hende på skift hvad vi så inderligt havde drømt om at opleve med hende hvis hun havde fået lov at leve.

Min første drøm jeg fortalte hende om, var at vågne tidligt på fars fødselsdag, liste ud i køkkenet og sammen bage varme, duftende nybagte boller. For derefter at liste ind til far i sengen og synge fødselsdagssang med duften af nybagte boller i hælende.

I morgen har Rasmus fødselsdag og selvom My ikke vil være til den helt store hjælp i køkkenet, så er morgenen i morgen blevet et symbol på min drøm. En drøm der går i opfyldelse sammen med My, men uden Irma. Men hun er ihvertfald med i mit hjerte, der lige nu flyder over af stærke følelser og et knugende savn til min lille skat.

Der er bare nogle dage og nogle tidspunkter der kommer helt bag på mig i forhold til et overraskende nærværd fra min døde datter. Gud hvor jeg dog savner hende lige nu!

  • Comments(5)//blog.irmacornelia.dk/#post112

½ år

MærkedagePosted by Jeanette Frisk 11 May, 2009 15:35

er gået siden tågen lettede og solen brød igennem de tunge mørke skyer. I dag er det et halvt år siden at vores lille solstråle kom til verden, fuld af liv og glæde. Hun er uden tvivl noget af det mest fantastiske jeg har oplevet, og for hver dag der går, bliver jeg mere og mere taknemmelig (hvis det da overhoved er muligt) for hende og det at hun valgte at komme til os.

Det har været et halvt år med stor glæde og meget forandring. En glæde der var nødvendig i forhold til en stor sorg og en forandring der på mange måder har været meget anderledes end jeg havde forestillet mig.

I det sekund at My kom ud af min mave mærkede jeg en lettelse der var uden sammenligning. Hendes levende lille liv skubbede i den grad Irmas døde liv i baggrunden. Det tog mig noget tid at forstå og det tager stadig tid at vende sig til. For jeg havde troet at Irma ville blive lidt levende igen ved tilstedeværelsen af hendes levende lillesøster. Men det var ikke tilfældet og det gjorde mig underligt nok ked af det. Når jeg fortæller denne kendsgerning møder det for det meste replikken "jamen det er jo kun godt at den døde ikke fylder mere end den levende". Og så føler jeg mig så misforstået, for jeg ønsker på ingen måde at Irma skal fylde mere end My, men jeg kunne godt tænke mig at Irma fyldte lidt mere end hun gør på nuværende tidspunkt. Samtidig ved jeg godt at det jo må være sådan, for den kendsgerning at Irma ikke er mere, bliver SÅ meget cementeret ved at My jo i høj grad ER.

Den første tid med My var meget følsom, især for mig. Rasmus og jeg boede på Riget i næsten en uge, før jeg overhoved begyndte at overveje at vi skulle tage hjem. De første par dage var jeg faktisk slet ikke uden for vores stue og først efter lidt tid kom jeg i tanke om at vi jo skulle hjem igen. Og det var med bankende hjerte at jeg trådte ind over dørtærsklen med hende den lille trold i armene. Jeg har senere fundet ud af at jeg i tiden på hospitalet overhoved ikke var parat til at tage ansvar for hvis der skulle ske noget. Det ansvar var der andre der måtte tage og derfor var det trygt at bo på hospitalet indtil at jeg selv var helt parat.

Der var to ting der skulle være helt i orden før den tryghed var tilstede. Amningen skulle være fuldt i gang, My skulle begynde at tage på og hendes tarme skulle også vise at de fungerede. Første og sidste gik hurtigt og jeg hørte tit mig selv fremhæve alle de ting som My gjorde, men som Irma jo netop ikke gjorde. Jeg følte at jeg hele tiden fremhævede Mys fremskridt og følte derfor at jeg svigtede Irma. My suttede allerede kort tid efter hun kom op på min mave. Det gjorde Irma ikke. My var vågen og nærværende og faldt ikke i søvn ved brystet. Det gjorde Irma. My havde hurtigt afføring. Det havde Irma ikke osv. osv. I dag har jeg det helt ok med at det var sådan, det var jo et spørgsmål om at My trivedes og var sund og rask, og det var Irma jo ikke og derfor var den konstante sammenligning nødvendig for mig. Jeg havde det bare dårligt over at Irma ikke fyldte på den positive måde, men hele tiden på den negative.

I lang tid var det Irmas spøgelse der fyldte. Der var så mange ”første gange” som blev gjort med bankende hjerte, men de blev gjort, for det skulle de. Vi skulle se spøgelserne i øjnene for at finde trygheden og tilliden til os selv igen.

Da vi bor lige ved Tagensvej (livets vej) kan vi ikke undgå at høre og ikke mindst se ambulancerne køre forbi HVER dag. Og ikke mindst babyambulancen. I ved, den hvide med ”babyambulance” skrevet på siden. Det første lange stykke tid græd jeg hver gang jeg mødte den og på et tidspunkt blev jeg så lammet af sorg at jeg nærmest satte mig ned midt i krydset og græd. My lå i barnevognen og sov og et sekund så jeg hende for mig, i ambulancen med slanger og død hængene over sig. Jeg føler stadig at det er meget meget hårdt at blive konfronteret med ambulancen, men det er blevet nemmere. Især efter at Rasmus mindede mig om at Hvidovre jo, efter Irma, er begyndt at, efter kirurgens eget udsagn ” at sende rat og kravl” videre til Riget. Så det er måske ikke et spørgsmål om at disse børn skal dø, men at de netop har en større chance for at blive redet, fordi de bliver overflyttet til Riget. Det er det jeg minder mig selv om hver gang jeg møder den nu, og samtidig sender jeg en tanke til barnet og dens stakkels forældre, der uden tvivl oplever deres livs chok.

My har det ikke mindre end fantastisk og det har hun haft fra det sekund hun kom til verden. Hun tabte sig selvfølgelig, som alle børn nu gør lige efter fødslen og indtil amningen kommer ordentlig i gang. Men så begyndte hun også stille og roligt at tage på igen. Vægt og længdemæssigt ligger hun fuldstændigt i gennemsnittet og hun følger sin egen kurve som hun skal.

Hendes store øjne er uden tvivl hende ”varemærke”. Man siger at øjnene er sjælens spejl og det bekræfter My i den grad. Siden hun var helt lille bitte har hun været helt utrolig nærværende i hendes blik. Det er som om hun netop er det, fordi hendes storesøster ikke var det. Jo, Irma havde også store smukke øjne, men de var bare ikke så tit åbne og altopslugende som Mys. Jeg ved godt at man kan have en tendens til at tillægge sine børn nogle følelser og evner som de måske ikke lige umiddelbart har, men jeg er nu ikke et sekund i tvivl om at My, med hendes blik, allerede fra hun blev født, ville berolige os og fortælle os at vi ikke havde noget som helst at være bange for. Som om hun sagde ”hey mor og far, jeg har det godt og jeg er sund og rask, i skal ikke være bange”.

My er et meget nemt barn. Måske er hun bare sådan ellers så er Rasmus og jeg bare rigtig gode til at regulere hende og læse hendes behov og ønsker. Vi er rolige omkring hende og vi føler i det hele taget at den der forældrerolle falder os helt naturligt. Hun har aldrig haft lange tude turer, hvor vi har været nødt til at vandre op og ned af gangen for at berolige hende. Kun en enkelt gang græd hun en hel nat og underligt nok var det natten mellem d. 4. og 5. december, Irmas fødselsdag. I dag når vi tænker tilbage har hun helt sikkert kunne mærke vores sorg ved mindet om Irma og det har gjort hende urolig. Men jeg vil da indrømme at tanken om at My græd over hendes døde storesøster har strejfet mig.

My har fart på og hun er i den grad et fremmeligt barn. For over en måned siden trillede hun første gang fra ryg til mave. Den aktivitet lagde hun dog hurtigt på hylden igen, men i går fandt hun så i den grad interessen for at rulle frem igen. Det er fuldstændigt utroligt at være vidne til denne udvikling. Det er som om tingene ligger i dvale i hende og lige pludselig så gør hun bare noget, som om hun har gjort det altid. Som f.eks. det at, sige andet end iiiihhhhh, uuuhhhh eller arhhhhh. I går sad hun lige pludselig og sagde dada og ada. Hun kravler ikke endnu, men hun har fundet ud af at krabbe sig baglæns og på den måde kommer hun vidt omkring i lejligheden. Forleden dag fandt jeg hende under sofabordet og idet jeg kommer ind kigger hun på mig med et udtryk der ikke var til at tage fejl af ”hej mor, jeg er på opdagelse og jeg har det ret sjovt. Fortsæt du bare med det du nu lavede, så passer jeg mig selv”

My har så utroligt meget personlighed og charme. Hun kan fastholde blikket hos fremmede mennesker hun ser i bussen og hver gang er folk fuldstændigt solgt over hende. Forleden begyndte hun at lægge hoved på skrå når hun studerede folk, som om hun udmærket godt ved hvor dejlig hun er. Hun virker i hvert fald meget selvbevidst. Fra hun var helt lille af gik Rasmus og jeg da også og sang, ”Hun er smukkere end smuk og hun ved det godt” til hende.

My er glad for mad og hun kan lide alt det vi servere for hende. I dag har hun fået dampet ørred sammen med hendes grønsager og det var et stort hit. Hun spiser 3 store portioner skemad af forskellig art om dagen og der i mellem får hun frugt mos. Hun får lov til at mærke på og lege med sin mad og det er evigt sjovt for hende og Utzon ej at forglemme. Han vimser rundt under tripp trapp stolen og slikker gulvet rent for madrester. Han får også lov til at slikke hendes hænder og så griner My højlydt. Hun er vild med Utzon og vil meget gerne rører ved ham og hive ham i pelsen og ikke mindst halen. Han finder sig i det og vi er slet ikke i tvivl om at de to får rigtig meget glæde af hinanden. Det har de jo allerede og han er en rigtig godt børnehund.

My bliver ikke ammet mere og det har vi det begge to rigtig godt med. Hun har ikke rigtigt gidet i et stykke tid nu og jeg nyder at min krop nu er helt min egen. Det føles virkelig som en kæmpe frihed. Det har været skønt at amme hende og jeg har nydt den intimitet man får med sit barn, men nu er den tid slut. Nu er det andre ting og andre tidspunkter der giver mig den følelse af nærvær med mit lille barn. F. eks. Når hun sidder på min arm og ligger hendes arme rundt om mig og putter sit hoved helt tæt ind til mig og gnider sin lille næse mod min hals. Så smelter mit moderhjerte og så føler jeg at vi har et helt specielt bånd og en nærhed jeg aldrig havde drømt om.

Jeg nyder i den grad at gå hjemme med My. Jeg føler dog at døgnet i den grad mangler flere timer. Tiden flyver og jeg kan ikke helt præcist fortælle hvad den går med. Ud over at føle mig lettet da hun blev født, fik jeg også et enormt overskud. Et overskud jeg i den grad havde manglet siden Irma døde. Det overskud har jeg blandt andet brugt på at pleje mit sociale netværk. Og det har været fantastisk at været tilbage på livets scene igen. Ja, for det har faktisk føltes som om at jeg har siddet i kulissen i lang tid. Men nu er jeg på igen og føler mig som en aktiv del af mit eget liv igen. Det er en fantastisk følelse. Jeg har trillet København tyndt med barnevognen, drukket kaffe, spist frokost, shoppet med mine veninder, ja bare nydt København til fods bag barnevognen.

At jeg er ude så meget som jeg nu er, betyder jo også at jeg så ikke har så meget tid til de ting jeg gerne ville her hjemme. Som f. eks. at skrive på og få opdateret bloggen, sy ting og sager, skrive dagbog til My, rydde op og gøre rent, læse bøger, sove til middag osv. osv. Men det er ok, det skal nok komme. Er der noget jeg har lært, så er det at leve i nuet og nyde det sekund for sekund og ikke fortryde alle de ting man ikke fik gjort. For tiden nu kommer aldrig igen og det gik virkelig op for mig forleden, da jeg med tårer i øjnene sad og så alle billederne af My fra hun blev født af. Hun var så lille bitte og nu er hun allerede ½ år gammel og spiser skemad og bevæger sig rundt i lejligheden og pludre i stride strømme. Hvor bliver tiden dog af?

I dag er der flag på bordet og familien kommer til fødselsdag med boller og lagkage. I dag skal vi fejre at vi var så brand heldige at vi fik Lille My. Det lille, store væsen. Uha hvor er jeg lykkelig!

Tillykke med livet lille skat!

ps. der skal nok snart komme flere billeder.

  • Comments(4)//blog.irmacornelia.dk/#post103

Vinterbørn

MærkedagePosted by Jeanette Frisk 02 Feb, 2009 12:52

33 somre har jeg lagt bag mig nu. Ligger under dynen, ligeom så mange andre i dette lille land, med snot i hele hoved. Jo, jeg mener hele hoved. Kan ikke høre noget og kan på ingen måde sige noget. Stemmen er helt væk. Og jeg har oven i købet også ondt i ører, bihuler, pandehuler og tænder. Jamen er det ikke bare den bedste måde at fejre sin fødselsdag på?

My har også fået denne virus, eller hvad det nu er. Men hun tager det flot den lille. Selvom snotten raller, så smiler hun stadig lige så meget som hun plejer. Så helt dårligt er det nu ikke. For jeg har jo hende! Og min dejlige mand, ej at forglemme. Han er på arbejde, men inden han tog afsted, havde han været hos bageren og købt varme crosainter og havde dækket op i sofaen med dyner og flag.

Nu er My puttet på altanen i uld og varme. Hun sover bedst i den friske luft og sålænge hun er varm, så er det vel det bedste for hende med frisk luft og masser af søvn. Jeg glæder mig nu til at trille omkring i varmen med hende. Ikke at skulle pakke hende ned hver gang vi skal ud. Men sådan er vilkårene jo for os vinterbørn. Jeg tror nu vi skal prøve at lave et forårsbarn næste gang.

Tillykke og god bedring til mig!

  • Comments(4)//blog.irmacornelia.dk/#post92

Cirkler sluttes

MærkedagePosted by Jeanette Frisk 15 Jan, 2009 01:17

Igår var på mange måder en mærkedag, en af de store.

Rasmus og jeg var for sidste gang hos vores psykolog, og det var med en klump i halsen at vi gik derfra. Hun har betydet så kolosalt meget for os i vores proces, både fordi hun er en knald dygtig psykolog, et fantastisk menneske, men især også fordi hun selv har mistet. Ikke nok med at hun selv har mistet sin datter, godt nok for 12 år siden, men vores historier er så skræmmende ens, at det næsten ikke er til at tro. Hendes datter døde også af tarmslyng, som ligesom med Irma også kunne have været opdaget, var det ikke for en masse inkompetente læger. Hun klagede også, ligesom os, og 1½ år efter fik hun medhold. (det skal lige siges, at der kun ca. bliver født 1 hvert andet år som Irma, så det giver bare et billed af hvor lille sandsynlighed der var for at vi lige præcis kom til at gå hos hende)

Inden vi gik derfra rundede vi af. Vi fortalte hvad vi havde syntes om at gå hos hende og hun fortalte hvad det havde betydet for hende at have os som klienter. Hun betegnede vores møde som et livsmøde og da fik vi alle tårer i øjnene. Igen går det op for mig hvor mange fantastiske mennesker vi har mødt på grund af Irma. Og i det øjeblik blev hun endelig lidt nærværende igen, og det gik op for mig at hun nok er det meget mere end jeg lige går og tror, fordi hun jo gennemsyrer vores liv og at det er i lige præcis sådanne øjeblikke at det går op for mig.

Senere på dagen var My og jeg til efterfødselsgymnastik i apa med Stine og Konrad. Og endnu engang fornemmede jeg Irma meget kraftigt. Netop fordi det ligepræcis var et år siden at jeg første gang stiftede bekendskab med det sted, og at det var på grund af Irma at jeg var det, så dukkede hun igen lidt op. At stå der et helt år efter, med My i armene satte virkelig det hele i perspektiv. Jeg kunne tydeligt huske følelsen i maven, da jeg for et år siden trådte ind af døren på holdet "mistet barn", kun en måned efter at Irma var død. Det var så forløsende at møde andre kvinder som også havde mistet og at gå på det hold, har betydet lige så meget for mig i processen, som det at gå til psykolog. Det burde simpelthen tilbydes til alle kvinde som mister.

Idag har 4 af os fra det hold dannet sorggruppe og tre af os har fået levende børn. Det sidste par er gravide og har termin til marts. Så nu er vi ikke længere kun en sorggruppe, men en forældregruppe og jeg er sikker på at vi hænger sammen mange år endnu! Ja, cirkler sluttes og nye startes og på grund af Irma har vi haft op til flere livsmøder inden for det sidste år. Det er altså vildt som livet former sig!

  • Comments(4)//blog.irmacornelia.dk/#post89

D. 15. december 2007 og 2008

MærkedagePosted by Jeanette Frisk 15 Dec, 2008 23:25

Idag for et år siden blev Irma begravet. Solen skinnede for første gang i meget lang tid, da vi forlod Riget med vores datter i sin lille kiste. Det var en meget smuk dag på trods. Der kom langt over hundrede mennesker for at tage afsked med Irma og den omsorg og kærlighed vi mærkede i kirken den dag har båret os lang i det forgangne år. De sidste 11 dage har været intense og Irma har virkelig været nærværende og det har jeg været glad for. Jeg har været tung om hjertet, ja til tider har det stukket så smertefuldt at jeg har mistet pusten. Men lige som for et år siden til Irmas smukke begravelse, har jeg i dag følt en lettelse igen. For et år siden var vi i chok, men stadig underligt lettede over at vores datter ikke mere var syg. I dag er jeg lettet over endnu engang at have stirret tigeren lige i øjnene og overlevet med hjertet i behold. Og tænk at i derude har turde stirre med. Jeg er evigt taknemmelig, for jeg mærker hvordan min lille tapre datter spræder ringe i vandet. Tak!

Do not stand at my grave and weep, I am not there, i do not sleep.

I am a thousand winds that blow. I am the diamond glint on snow. I am the sunlight on ripened grain. I am the gentle autum rain.

When you wake in the morning hush, I am the swift, uplifting rush. Of quiet birds in circling flight. I am the soft starlight at night.

Do not stand at my grave and weep. I am not there, i do not sleep. Do not stand at my grave and cry. I am not there, i did not die.

Do not stand at my grave and weep I am not there, i do not sleep.

I am the song that will never end. I am the love of family and friend. I am the child who has come to rest In the arms of the Father who knows him best

When you see the sunset fair, I am the scented evening air. I am the joy of a task well done. I am the glow of the setting sun

Do not stand at my grave and weep I am not there, i do not sleep. Do not stand at my grave and cry I am not there, i did not die.

Tak Smukke! (Digt lagt på Irmas grav fra vores dejlige veninde Stinne)

  • Comments(2)//blog.irmacornelia.dk/#post86

Torsdag d. 13. december 2007

MærkedagePosted by Jeanette Frisk 13 Dec, 2008 10:21

Vi vågnede kl. 8 med ondt i hjertet. Vi vidste et eller andet sted godt at dagen i dag ville blive afgørende for os og Irma. Men vi håbede af hele vores hjerte at det mirakel, som Gert Fonnest havde sagt var nødvendigt, var sket. Lige meget hvor umulig situationen var, så kunne vi ikke på nogen måde forestille os, at vi skulle miste Irma og at hun ikke skulle få lov at leve livet. Vi tog en dyb indånding og gik ud til hende.

Sygeplejersken fortalte at Irma i løbet af natten havde haft nogle kramper og at hun havde fået stesolid og derfor var hun meget døsig. Vi satte os ved hende og snakkede med hende. Vi fortalte hende at hun skulle se at blive rask og lokkede med alle de ting vi skulle opleve sammen. Der var ikke lige så meget udslag på den monitor der målte hjerne aktiviteten som der havde været dagen før. Det gjorde ondt og gav os en dårlig fornemmelse, men samtidig blev vi ved at fortælle hinanden, at hun samlede kræfter og derfor var langt væk i drømmeland.

Jeg malkede ud og følte mig lidt tættere på Irma mens jeg sad der og sørgede for at lave et lille lager med sund modermælk til hende, til når hun igen vågnede og fik brug for mad. Det var selvbedrag, men det føltes rigtigt og gav næring til håbet og troen på at hun nok skulle klare det. Hvis vi ikke troede lidt på det, følte vi at vi svigtede Irma og vi kunne ikke svigte hende nu! Jeg lagde små klude med modermælk ved hendes ansigt i håb om, at hun ville kunne genkende lugten og føle sig tryg og tættere på mig.

Vi følte at dagen var meget lang og klokken var ikke engang 12 endnu. Ingen kunne rigtigt sige hvornår Irma igen skulle opereres, men alle håbede på at det ikke blev senere end 13. Sygeplejerskerne syntes at vi skulle få os noget luft og selvom det var næsten umuligt at forlade Irma, så valgte vi at følge deres råd. Vi tog vores mobil telefoner med og ville ringe til nogen få at vores venner og fortælle hvad der var sket. Vi vidste godt at vi blev nødt til at forberede omverden på hvad der kunne ske.

Vi ringede også til vores venner Mikkel og Ane og bad dem om at komme. Vi havde brug for noget støtte og omsorg og følte at de var de rigtige lige nu. Ane er selv neonatal sygeplejerske og deri lå der også en eller anden form for tryghed. De blev meget forfærdet og ulykkelige over situationen og lovede at komme med det samme.

Turen rundt om Rigshospitalet gjorde os godt. Det var meget koldt og vejret var gråt, men luften virkede lidt beroligende på os. Det kan nu sagtens have noget at gøre med at den halve time væk fra slanger, elektroder og syge børn mentalt gav os en lille pause. Vi havde ikke fået fat på alle vores venner, men havde lagt beskeder og forklaret vores situation og havde bedt om at folk ringede videre og dermed starte en telefonkæde. Vi havde forklaret at vi ikke måtte have vores mobiler tændt oppe på afdelingen, men at vi ville forsøge at ringe når vi vidste mere.

Vi vendte tilbage til Irma og sad ved hende. Der gik ikke lang tid så kom Mikkel og Ane. Vi kastede os alle om halsen på hinanden og græd. Vi prøvede og fortælle dem hele historien og vi stod længe sammen ved Irma. Ane forklarede lidt om alle maskinerne og spurgte lidt ind til hvad lægerne havde fortalt os. Pludselig kom sygeplejersker og læger og forklarede at det nu var tid til Irmas anden operation. Mikkel og Ane fik vores mobiltelefoner og gik en tur for at give os lidt plads og rum og for at prøve at ringe til dem vi ikke havde kunnet få fat på tidligere.

Irma blev igen gjort klar og vi sad bare og kiggede og lyttede. Vi holdt hinanden i hånden og bad inderst inde til at det umulige var sket. Alle var meget gode til at forklare os hvad der skulle ske, og vi fulgte igen med da Irmas lille tog kørte ned på 1. sal. Kirurgen havde fortalt, at selvom noget af tarmen måske var død, så kunne man sagtens ”klippeklistre” i den levende tarm og sætte den sammen til en samlet tarm der med tiden ville kunne fungere fint. Irma skulle bare have minimum 30 centimeter rask tarm.

Jeg kan huske at følelserne var meget splittet. Et eller andet sted ønskede jeg ikke at hun skulle af sted endnu. Jeg havde behov for at sidde lidt længere i uvidenhed ved hendes side og snakke til hende. Og et eller andet sted havde jeg også brug for at få afklaring. Det var hårdt at forberede sig på det værste og håbe på det bedste på samme tid. Inderst inde vidste jeg godt hvad dommen var og ville heller ikke trække pinen ud. Men tænk hvis hun nu bare overraskede alle og blev rask.

Vi var begge meget bange og havde meget svært ved at løsrive os og sige på gensyn til Irma. Hun lå bare i sengen og sov og så så uskyldig ud. Tænk at man så tidligt i sit lille liv skulle opleve at være så syg. Vi kyssede hende meget og tog til sidst mod til os og vendte rundt og gik ned af gangen, væk fra Irma. Vi håbede inderligt at operationen ville tage lang tid, for det ville så betyde at der var noget levende tarm tilbage at arbejde med.

Vi gik i stilhed rundt om hospitalet og pludselig siger Rasmus, at han havde behov for at sætte sig ned og bede for Irma. Vi er ikke kristne eller religiøse i den forstand, men vi følte os så magtesløse og havde et behov for at gøre noget. Så vi satte os ned og bad for Irma. Vi bad til en eller anden et sted om at hjælpe os, hjælpe Irma med at blive rask. Vi kunne ikke miste vores datter, hun skulle leve. Inderst inde bad jeg til at Irma ingen smerter havde, lige meget hvad der skete. Jeg kunne ikke bære at hun skulle have ondt.

Vi rejste os og gik ind i hospitalets kantine hvor Mikkel og Ane sad. For første gang i 2 dage fik vi lidt mad i os, men det var ikke nemt. Rasmus og jeg var fuldstændig udmattet og gik op for at lægge os lidt og vente på at Irma kom op igen. Jeg havde et behov for at være der når hun kom.

Da vi steg ind i elevatoren ringede Rasmus mobil og hjertet fløj op i halsen. Irma havde ikke været væk i mere end en time, så vidste vi godt hvad der var sket. Han svarede og en sygeplejerske fortalte at Irma igen var kommet op på afdelingen.

Vi løb ud af elevatoren og ind på afdelingen, men Irma var ikke der hvor vi normalt havde været. En sygeplejerske kom os i møde og fortalte os at den lille dreng som også havde ligget ved Irma var blevet akut syg og derfor var Irma flyttet ned for enden af gangen på en enestue. Vi spurgte ikke, men i dag ved jeg godt at det var for at undgå at vi skulle stille spørgsmål om Irma inden at lægen kunne være hos os. Jeg kan i dag ikke huske om vi gik ned til Irma før at vi snakkede med lægerne, men jeg kan tydeligt huske samtalen i ambulatoriet umiddelbart efter at vi var kommet ind på afdelingen.

Jess Reinholdt fortalte os at hele Irmas tarm var død, og at hun derfor ikke kunne overleve. Det der var så underligt var at jeg ikke blev overrasket og vi brød ikke grædende sammen. Vi var nok i chok. Vi stillede en masse spørgsmål om tiden på Hvidovre inden at vi var blevet overflyttet. Jeg havde på fornemmelsen at det hele kunne have set helt anderledes ud, hvis der bare var blevet gjort noget tidligere. Det kunne Jess ikke svare på og vi lod den ligge. Det vigtigste nu var at forholde os til hvad der skulle ske nu og her. Hvor lang tid kunne Irma leve og hvordan gjorde vi. Ingen kunne svare på hvor hurtigt Irma ville dø. Vi hørte en historie om en dreng med samme lidelse der først døde 3 måneder efter at de havde taget ham ud af respiratoren. Det scenarie var fuldstændig mareridts agtigt for os. Det vidste vi at vi ikke ville kunne klare. Vi var rigtig bange for hvordan vi overhoved skulle komme igennem det her.

De forklarede at når vi var klar ville de hjælpe med at befri Irma fra alle slangerne: De ville dog lade hende beholde hendes morfindrop og vise os hvordan vi kunne sørge for at holde hende smertedækket. Vi ville så få hende i armene og så ville vi kunne være sammen med hende indtil hun åndede ud. De mente ikke at det ville tage lang tid.

Vi tog en dyb indånding og forlod rummet. Ude på gangen sad Mikkel, Ane og Elisabeth Dons Christensen, som var kommet helt fra Ribe, da hun havde hørt hvad der var sket. Vi gik alle ned til Irma. Det er meget svært i dag at forklare alle de følelser vi havde. Jeg tror ikke at vi kunne begribe hvad der var sket, og hvad der nu skulle ske. Der var tændt lys over Irmas seng, og hun havde ikke nær så mange slanger og elektrode på sig mere. Rasmus og jeg stod længe og græd over Irma. Tænk at hun ikke skulle leve mere. På daværende tidspunkt forstod jeg det overhoved ikke, men jeg var fyldt op af den største sorg jeg nogensinde havde oplevet. Det føltes nærmest kvælende.

Vores familier kom og vi græd alle sammen. Vi fortalte at Elisabeth ville sige et par ord til Irma og os og at vi gerne ville synge et par salmer for hende. Bagefter skulle alle tage sig den tid de havde brug for til at sige farvel til Irma og så ville Rasmus og jeg gerne være alene. Når Irma så havde forladt os ville vi ringe og bede alle om at komme tilbage og være sammen med os igen.

Vi stod rundt om Irma i en cirkel og holdt hinanden i hænderne. Elisabeth talte til os og Irma og vi sang i østen stiger solen op. Min far faldt mig om halsen og sagde at

han altså ikke kunne tage afsked med Irma. Alt tid i hele verden var ikke nok. Han var ikke sikker på at han kunne gå og han ventede med at sige farvel til hende til sidst.

Alle gik hen til Irma en efter en og snakkede med hende og græd og prøvede at sige farvel. Nogen virkede som om at de havde behov for hurtigt at komme af sted og nogen, ligesom min far kunne slet ikke løsrive sig. Hvordan siger man også farvel til sit elskede barnebarn og sin niece? Hvordan skulle vi sige farvel til vores ønskebarn? Vores lille smukke Irma. Livet var jo kun lige begyndt og nu skulle det slutte. Ingenting gav mening. Alle de drømme alle havde haft om det lille nye liv styrtede mod jorden med et brag.

Da alle var gået stod vi alene ved Irma og græd. Jeg savnede at holde hende ind til mig og røre ved hende og trøste hende. Men håbet var slukket helt, og vi skulle nu forberede os på at vores elskede datter skulle dø. Vi kiggede efter noget tid på hinanden og vidste at det var tid. Vi kunne ikke trække det ud og vi kunne aldrig sige nok farvel alligevel. Irma skulle have fred nu. Vi kaldte på sygeplejersken og lægen og meddelte at vi var klar.

Da de fjernede respiratoren træk Irma ikke vejret. Vi sank en gang og Rasmus bad mig om at tage hende op fra sengen. Vi lagde hende i hendes dyne og jeg holdt hende tæt ind til mig. Endelig var hun hos mig igen. Jeg kan stadig huske at jeg lagde min kind ned til hendes og berøringen med hendes varme hud fik tårerne til at trille. Vi gik stille ned af gangen og satte os på sengen i ambulatoriet hvor vi havde sovet.

Vi lagde os på sengen med Irma mellem os. Alt hvad folk havde lagt hos hende lagde vi omkring hende igen. Gaven fra onkel Jesper og Linda. Blomster fra mormor. Et brev fra farmor og hendes bamse fra hospitalet. Pludselig træk hun vejret igen og vi fik et kæmpe chok. Hun havde slim i lungerne og det boblede når hun åndede ud. Vi holdt hinanden i hånden og græd og lovede hinanden at vi ville være stærke.

Vi lovede Irma at hun skulle have søskende, og at de ville komme til at lege med hendes legetøj og gå i hendes tøj. Vi lovede Irma at vi ville elske hinanden og hende til evig tid og vi bad hende inderligt om at gribe fat i en af de mange hænder der rakte ud efter hende og tage fat og give slip på os. Vi lovede hende at hun ikke havde noget at være bange for og at der var trygt og rart der hvor hun skulle hen nu. Vi sang for at berolige hende og os selv, og vi rørte hendes hud og kyssede hendes kind og holdt hendes lille hånd og gjorde alt for at hun ikke skulle være bange.

Da vi havde sunget den sidste sang i ”de små synger” var det som om hun gav slip. Hendes mund blev helt rund og klokken 19.34 åndede Irma ud for sidste gang og vi græd af glæde over at hun nu havde fået fred, og at hun havde givet slip. Rasmus sprang op af sengen og åbnede vinduet og råbte at hun skulle flyve ud og væk til et bedre sted. Vi var underligt lettet over at det var så hurtigt overstået og at vi nu med 100 % sikkerhed vidste at hun ingen smerter havde mere.

Irma levede i 8 dage, 7 timer og 4 minutter. Hun skabte så ubeskriveligt meget glæde hos så mange mennesker da hun kom til verden og en lige så stor og ubeskrivelig sorg og smerte bredte sig i os alle da hun døde. Især hos os, hendes forældre. Vi savner hende hver evig eneste dag.

  • Comments(9)//blog.irmacornelia.dk/#post85
Next »