Irma, My & Charlie

PauseboblerKlagesagen

Posted by Jeanette Frisk 28 Apr, 2011 15:15

Jeg tager i øjeblikket tilløb til at skrive et indlæg her på bloggen om afslutningen af klagen over behandlingen af Irma. Det er et langt tilløb der skal til. Klagen har faktisk været afsluttet i snart et halvt år nu, men jeg har ikke haft kræfter til at beskæftige mig med den overhoved siden. Den havde drænet mig meget mere end jeg havde regnet med og det gik op for mig hvor hårdt det har været at have den kørende i så langt tid. Det øjeblik vi modtog afgørelsen blev den lagt på hylden og lettelsen over at den var fædigbehandlet fyldte mere end selve afgørelsen. Jeg er efterfølgende blevet bevidst om hvor komplekst vores sorgforløb har været og stadig er. Det er i den grad et sorgforløb med forsinkelser. Det er faktisk først nu at der nogenlunde er ved at falde ro på og det er faktisk først nu at jeg begynder at mærke det rene savn til min smukke lille pige, der skulle have været hos os og hendes søskende idag.

Jeg ved at i er mange derude der har fulgt med og måske savner en forløsning i forhold til afgørelsen af klagen. Den får i snart, men indtil da, tak fordi i har været så toldmodige. Og indtil da følger et billed af Irmas smukke lillesøster i kåd forårsleg.

Blog image

Kært barn har mange navneIrma

Posted by Jeanette Frisk 21 Dec, 2010 20:47

Kære lille skat

Du er et rigtigt kærlighedsbarn. Du er det smukkeste mor og far nogensinde har skabt, og du vil for evigt forblive smuk.

Kære lille prut

Du nåede at blive en rigtig verdensdame. Allerede i mors mave rejste du kloden tynd. Du spiste velfornøjet sushi i Japan, Hønsefødder i Kina og tapas i Spanien. Alt i mens far og mor glædede sig som små børn til at møde dig.

Kære smukke

Din fødsel kunne ikke have været mere fantastisk. Efter 8 timer på fødestuen trak du for første gang vejret på brystet af din mor, med din stolte far stående ved din ene side og og onkel Jesper til den anden. Livet begyndte.

Kære vidunderbarn

Tiden vi fik med dig var kort og dog et helt liv. Vi byggede rede og legede hule og grinede og græd af lykke. Stolt viste vi dig frem til venner og familie. Som alle syntes at du var det fineste de havde set.

Kære lille pus

Det kom som et lyn fra en klar himmel og mor og far kunne intet gøre. Selvi smerte var du smuk og modig. I alt fortvivlensen spirede dog et lille håb som mor og far klyngede sig til med hele hjertet. INTET gav mening hvis du ikke blev rask.

Kære lille Irma Cornelia Westergaard Frisk

Dit navn var bestemt fra før du blev født og rummer en masse historie. Irma fra oldemor. Cornelia fra Sverige. Westergaard fra mor og Frisk fra far. Vi samledes i en ring af kærlighed om dig og sang "Dejlig er jorden" og du fik din historie af mor og far i faderens, sønnens og helligåndens navn.

Kære lille engel

Håbet blev slukket på din 8. dag og mor og far tog dig i deres arme og fortalte dig at du ikke skulle være bange. Vi sang, fortalte historier og forsikrede dig om at vores kærlighed til dig ALDRIG vil dø. Klokken 19.34, på miraklernes dag d. 13. december, fandt du hånden på en af de mange engle som rakte ud og tog dig med op til et bedre sted.

Kære lille julemirakel

Det er svært at forstå hvorfor glæden var så kort. Det var ikke en del af aftalen. Men dit korte liv har ikke været forgæves. Du har spredt så meget lys og glæde og kærlighed som giver næring til så mange hjerter til evig tid. Mor og far oplever hvordan du går rundt i blandt os og skubber os alle tættere sammen. Du hjælper os i vores store sorg og sørger for at vi aldrig vilo mangle kærlighed.

Kære lille vidunder

Vi vil altid huske og aldrig glemme. Du tog os med storm og vi oplevede den største lykke nogensinde. Vi er dig så evig taknemmelig for den tid du gav os. Vi sender dig afsted med lys og kærlighed. På gensyn dejlige smukke skat.

Kærligheden er stor og håbet lysegrønt.

Kys fra mor og far

(Tale til Irma fra os som vi holdt til bisættelsen. Den dag idag fatter jeg ikke hvordan vi overhoved fik den skrevet og at vi stod foran alle di mennesker og havde overskud til at fremstamme den gennem tårer og gråd. Gisp)

Irma Cornelia Westergaard Frisk bisat fra Christians kirke den 15.12.07Irma

Posted by Jeanette Frisk 15 Dec, 2010 13:06

Salmer: 749 Iøsten stiger solen, 15 Op al den ting, 121 Dejlig er jorden, 784 Altid frejdig, Evangelietekst: Lukasev. Kap. 12 v. 22-28 og v. 6-8.

Herrens veje er ikke vores veje. Amen.

I sidste uge fik vi - familie og venner - den dejligste sms fra verdens lykkeligste og gladeste forældre; "Efter 8 timers fødsel har vi idag, onsdag den 5. december fået den smukkeste datter. Hun var 53 cm lang og hun vejede 3818 gr. Vi glæder os til at vise hende frem for jer alle". Sådan skrev i på lykkens tinde. Der hvor alt var overstået og i tre skulle begynde det liv med hinanden som i to så meget har længtes efter og set frem til.

Og nu er hun, lille smukke Irma Cornelia død.

En fin velskabt, fuldbåren pige, med de klare, blå og åbne øjne ud mod verden som hun var skabt til at leve i, ånde i, glædes ved og engang tage ansvar i, er ikke mere. Hun, som var så inderlig ønsket, så ventet og som kom til verden med så megen ynde, fik alligevel så kort et liv. Det er den bitre sandhed som vi alle, rystede og fortabte, har måtte se i øjnene. Det var så kort et liv, men det var dog et liv hvor hendes lille skikkelse og hendes tilstedevær nåede langt ud i verden og ind i jeres hjerter - både jeres i to stakkels forældre, i alle bedsteforældres og familiens og vennernes hjerter.

I har mistet meget, i to mennesker, også for meget syntes vi, fordi vi slet ikke kan se meningen med at sådant lille barn skal fødes for at lide og dø bort fra jer.

Men gud har givet os et hjerte, for at vi skal elske og huske på vores kærlighed. Og det var med kærligheden det begyndte for jer med hende. I kunne ikke lade være med at elske hende fra det første øjeblik, i så hende. I elskede hende som kun forældre kan elske. I elskede hende sammen, i elskede den familie, som i ville være sammen: I tre, Jeanette, Rasmus og så jeres lille pige. Og for jer to er det, der er sket ubærligt. Det er den største sorg i verden her at miste den man har kær, og det kan ikke nok så mange ord ændre på.

Derfor kan i ikke og skal ikke helbredes for jeres sorg, sådan som nogle lidt misforståeligt af og til udtrykker sig, for det er det samme som, at det var en sygdom at elske og binde sig i kærlighed, men i må lære at leve med jeres sorg og savn sammen, og det kan I kun ved at fastholde mindet om det lille, fine liv som bare fik disse korte dage. I kan gøre det ved at krybe tættere sammen, værne om det liv i stadig har sammen, og om den fælles kærlighed til alt, hvad i har og har haft sammen af gode og lykkelige stunder og af de sidste store smertelige stunder. Synge jeres sange sammen, også dem som lille Irma Cornelia har hørt lige fra moders liv, og mens i har våget over hende de sidste dage, og som vi derfor også skal synge sammen nu om lidt. Derfor har i også uendeligt kærligt draget hende ind i jeres liv. I er - så klogt og eftertænksomt, synes det mig - begyndt denne lange tunge vandring I skal ud på nu, I har gemt hendes billed på papir og i hjertet, for først når det er der, kan vi mennesker også lære at give slip på alt det, vi har tabt med dødens indbrud i vort liv. Og vi håber og beder til, at I i jeres sorg må få den godhed at vokse endnu tættere sammen, sådan som vi også bad for jer for bare ti måneder siden her i denne kirke.

Og nu er vi da her igen. Helt fortabte. I har hårdt og brutalt fået at føle, at når vi mennesker elsker højest, så har vi også allermest at miste. Og vi må sammen erkende, at livet er tab på tab - set fra den skæve vinkel, at alt, hvad vi har, kan og skal tages ud af hænderne på os på et øjeblik.

Vi kan græmmes over at det er sådan fat.

I dag må vi græde over at det er sådan fat.

Men over for ulykken, døden, sorgen og savnet, da kan vi mennesker kun sige et eneste til hinanden: Græd kun.

Så lad os da græde sammen i dag som vi har gjort dagene inden og som vi vil gøre i dagene der kommer. Vi græder af sorg over tabet af lille Irma Cornelia. Vi græder, fordi der endnu var så meget I gerne ville gøre, opleve og sige. Vi græder, fordi vi ikke kan lade være.

Men her skal vi ikke blive.

Heller selv om jeres sorg er en ren sorg - en smuk sorg næsten, for det var med hende ikke noget ondt, der var kun godt og håbet om et godt liv for hende.

Og det er alt sammen den første frygtelige hjælp til at leve videre.

Men den næste hjælp, den får af gud, for gud lader os aldrig alene i vores sorg.

Derfor har jeg fra alteret læst et par stykker fra Lukas evengeliet kap. 12: "Hvorfor bekymrer i jer så meget om penge og udkomme? Se til markens liljer, de arbejder ikke, de spinder ikke og dog klæder gud dem smukkere end Salomon i al hans rigdom. Tror I ikke I er meget mere værd end dem i guds øjne? Vær derfor ikke bekymret". Og "Ikke en fugl falder til jorden uden gud er med i det".

Det kan lyde som den mest uartige overfladiskhed at tage disse Jesu ord frem netop i dag. Men det er det ikke. For vi er alle af væsen bekymrede. Vi tænker alle på, hvordan vi kan sikre os bedst her i livet. Vi prøver altid at helgardere og forsikre os. Men når vi kommer her hen i dødens farvand, så ved vi også, at intet af det, vi søgte at sikre os med, er sikkert. Vi ved, at alt kan tages fra os på et øjeblik og at intet hjælper, hvor meget vi så end raser eller græder.

Og det er det Jesus vil gøre klart for os. For ham er livet altid til stede i sin fylde. Livet er en gave og aldrig en ret. Vi har fået det af guds hånd. Vi ejer ikke vort liv. Vi kan ikke besidde det. Men vi kan gribe det, elske det, bruge det, glæde os over det og lade andre mennesker blive inddraget i vores overskud og glæde. Og gør vi det, da er livet som det skal være blandt mennesker.

Og så siger han en ting mere: dette med gud og os, menlig at ikke en spurv falder til jorden uden guds vilje.

Det sidste er vanskeligt. Og det bliver jeg nødt til atr fortælle jer om med et blik ind til Erik Ålbæk Jensens bog: Kridtstregen. Her skal præsten berede stikkeren før henrettelsen. Hvad skal han sige? Gøre? Ingenting synes han - og vi i dag med. Og så siger han netop dette sidste, ikke en fugl falder til jorden uden guds vilje, men det betyder ikke at død og ondskab er guds vilje. Nej, det betyder kun dette, som også den nye oversættelse siger: At intet af det, der sker for os mennesker sker uden at gud er med i det, deltager i det med hele sit hjerte og holder os og vore døde fast til sig i det.

Nu må i slippe jeres lille pige, for gud har sendt sin engel for at hente hende op til sig, men gud er evig magt og kærlighed, der holder hende fast til sig i livet såvel som i døden.

Amen.

Med kærlig hilsen fra

Elisabeth (Biskop og ven af familien, som viede os d. 24. februar 2007 og som bisatte Irma d. 15. december 2007)

Blog image

Nu sover alle mine børnIrma

Posted by Jeanette Frisk 13 Dec, 2010 19:39

De levende sover sødt i deres seng og vågner igen imorgen. Irma sov ind kl. 19.34 for 3 år siden og hun vågner aldrig igen. Men i min fantasi har jeg et billed af en smuk pige på 3 år der er levende og rask. Hvert år på denne tid siger jeg farvel til hende med den alder hun nu ville have haft. For lidt siden sad hun sammen med mig og hendes to søskende og sang "solen er så rød mor". Jeg sagde godnat til Charlie og til My gik ud af værelset og vente mig om og vinkede farvel til Irma endnu engang. Hun stod midt på gulvet i en blomstret kjole og vinkede igen til mig. Hendes blik var ikke til at tage fejl af. "Det er ok mor, gå du bare".

Godnat skat, sov godt!

Blog image

Kroppen husker altIrma

Posted by Jeanette Frisk 12 Dec, 2010 22:49

Igår aftes begyndte min mave at rumle og i løbet af natten gik det over til stærke mavesmerter. I løbet af dagen har jeg ligget henholdsvis i sengen og på sofaen i en slags undtagelsestilstand. En følelse af total nedbrydelse. Min krop lader mig ikke glemme et eneste sekund af de frygtelige døgn for 3 år siden. Den husker oven i købet hvordan Irma havde det! Lille stakkel! Lige nu er det som om det aftager en smule. Men for 3 år siden på dette tidspunkt havde vi også en lille pause. På dette tidspunkt blev hun døbt og vi var alle samlet omkring hende i tro, håb og kærlighed.

Pigen på 3 år der bor i skovenIrma

Posted by Jeanette Frisk 06 Dec, 2010 22:29

Ida er Irmas fødselsdag hurra hurra hurra.... Det var selvfølgelig igår, men vi sang den traditionelle fødselsdagssang for hende da vi besøgte hende i hendes magiske sneklædte eventyrhave, med boller, flag og varm kakakao (som My ville sige det).

Om morgnen havde vi stillet flag på bordet og My spurgte selvfølgelig om hvem der nu havde fødselsdag.

"My fødselsdag?"

"Nej, My har lige haft fødselsdag. Idag er det Irmas fødselsdag"

" Jirma Fødselsdag... Hurraaaaaa" Og så sang My fødselsdagssang for Jirma.

Vi havde selvfølgelig lige billedet af Irma nede fra væggen og snakkede om at hun boede ude i skoven og at hun var Mys søster. Og altsammen virkede meget naturligt. Men da vi senere stod hos Irma, med flag og boller og sang fødselsdagssang, gloede vi alle på hinanden da vi nåede til "og når hun hjem fra sko... øøøhhh kirkegården går... Hurra Hurra Hurra...." og "Gid Irma længe leve må og sine ønsker opfyldt få..." Den sang har aldrig før føltes så upassende og underlig. Ja der er virkelig forskel på de levende og døde. Suk hvor er hun dog bare død, hende Irma. Og tænk hun ville være 3 år nu og lige startet i børnehave. Men istedet er hun nu den døde søster der bor i skoven. Lidt scary og smukt på samme tid. Suk!

Hun er meget nærværende i disse dage og det startede allerede d. 1. december på min terminsdato. Det er sgu bittersødt med hendes tid der ligger lige i julen. Dejligt fordi det selvfølgelig ikke kan være anderledes og fordi det selvfølgelig er hendes tid. Og lidt hårdt fordi det jo samtidig er de levende børns tid og familiens tid. Men jeg håber at det bliver lidt lettere med årene. For det er tungt i år. Tungere end de andre år kan jeg mærke. Jeg har mere plads i mig i år. Mere plads fordi jeg ikke er gravid med Charlie eller lige blevet mor til My. Inde i mig er der kun mig og min krop husker hver en duft, følelse og smerte. Præcis kl. 18.00 d. 4. december startede de første veer og vupti var jeg tilbage i min krop for 3 år siden. Mærkede smerten og stemningen og mest af alt Hvidovre Hospital. Den 5. december kl, 11.30 var jeg så monster træt, næsten ligeså træt som efter at have født et barn. Det er sgu vildt at det sidder så godt fast i kroppen.

I år har jeg besluttet ikke at ligge hendes dage (fra klagen) ud her på bloggen. I år har jeg besluttet mig for at mærke minderne mere end at læse om dem. Det hænger også sammen med at det har været meget hårdt med hensyn til klagen, den sidste tid. Så jeg vil istedet prøve at skrive lidt om førløbet og følelserne med hensyn til klagen, i løbet af den næste uge.

Og så lige et par dejlige billeder fra Irmas eventyrlige eventyrhave.

Blog imageBlog imageBlog imageBlog imageBlog image

Fra 0 til 2My

Posted by Jeanette Frisk 11 Nov, 2010 21:33

Tillykke med livet skat og tak fordi du kom til os.Blog image

11.11.08Blog image

11.11.09

Blog image

11.11.10 Er hun ikke bare skøn og er livet ikke bare forunderligt!

Og så gik der lige 4 månederBørn

Posted by Jeanette Frisk 01 Oct, 2010 15:09

Og så gik der lige vupti 4 måneder. Barn nr 3 blev født, en sommer gik og et efterår er kommet og det føles helt fremmed at sidde her foran computeren. Charlie er ikke den store sover i løbet af dagen, så han har på ingen måde efterladt meget tid til sin mor og hendes egne sysler. Til gengæld så sover han hele natten og det har han stort set gjort siden han blev født. Eeejjj og så dog, nu er han nemlig begyndt at vågne om natten og vil have mad og det passer bestemt ikke hans mor. Ej men jeg er altså en zombi kl. 3 om natten og når han så også er et morgen dyr, som sin storesøster, og står op kl. 6.30 så er jeg sgu godt mør i øjeblikket. Så barnet er nu begyndt på mos og grød. Det er præcis det samme mønster hans storesøster begyndte på da hun var 4 måneder. Vågner om natten og kan på ingen måde konsentrere sig om at blive ammet i løbet af dagen og deres mor tolker derfor at nu er det på tide med noget tungere i sækken. På den måde ligner de hinanden. Men så stopper sammenligningerne vidst også. My var sådan et rystedyr der skulle have mest mulig larm og bevægelse for at falde i søvn, Charlie skal have mest mulig ro og ingen bevægelse. Hele sommeren igennem er det stakkels barn blevet vugget sønder og sammen i slyngevuggen og det kunne jo ta os op til 3 timer at få ham til at falde til ro. Det tror da faen når det eneste han skulle have haft var det modsatte. Barnevognen er bestemt heller ikke Charlies farvoritsted og det er altså ikke faldet i god jord hos mig. My kunne sove stort set hele dagen i den kasse og nøj hvor blev der trillet og shoppet på den bekostning. Ikke med Charles (ja ligesom jeg kalder My for damen, så kan jeg indimellem tag mig selv i at kalde den lille mand for Charles, når det ikke rigtigt går efter mit hoved).

Og så sidder jeg så her og nyder stilheden med sovende barn og tænker SHIT, fik jeg lige 3 børn på 3 år! Ja det gjorde jeg og så er det også lige at jeg tager en dyb indånding og slapper af et stykke tid. Ikke flere børn (lige nu). Og det var så den tid Charles gav sin mor her fredag eftermiddag. Men nu har jeg da fået hul på bylden og jeg håber at vi ses snart igen her på bloggen.

Og til alle jer andre blogkvinder, jeg læser stadig med hos jer alle! Jeg er ikke helt forsvundet ;-).

Blog image