Irma, My & Charlie

Irma, My & Charlie

En engel og hendes søskende

Da Irma døde oplevede vi en periode hvor alting var uoverkommeligt, selv det at tage telefonen. Så bloggen blev oprettet for at venner og familie kunne blive lidt opdateret på vores liv, tanker og følelser.
Bloggen er senere gået hen og blevet et redskab i sorgen og er ikke længere kun til opdatering af venner og familie.

Da Charlie kom

CharliePosted by Jeanette Frisk 22 Jun, 2010 12:12

Charlie er allerede 2½ uge gammel nu og selvom det ingen alder er, så føles det som om han han altid har boet hos os. At have fået et lille nyt menneske i familien føles lige så naturligt, nødvendigt og rigtigt som at trække vejret. På en eller anden måde så fuldender den lille mand familien. Ikke at vi var ufuldendte før han kom, men det er bare sådan her det skal være. Det kunne ikke rigtigt være på andre måder. Det er en følelse af at være blevet samlet igen! Hmmmm ved ikke om det giver mening for jer læsere, men det gør det i hvert fald i mit hjerte.

Rasmus er startet på arbejde igen og hverdagen er begyndt. Da My var 2 uger gammel kunne jeg på ingen måde have forestillet mig at Rasmus skulle starte på arbejde. Dengang for 1½ år siden holdt han 2 måneders barsel sammen med mig. Det var simpelthen nødvendigt for os begge to. Vi var stadig meget hudløse efter Irma og skrøbelige i forhold til at være blevet forældre igen. Idag er det noget helt andet. Vi er blevet mere tykhudet og erfarende i forhold til at have en lille baby igen. Dermed ikke sagt at vi ikke stadig slås med spøgelser, det gør vi skam, men vi er blevet meget bedre til at skelne mellem spøgelser og fornemmelse. Nå men det er en helt anden historie som må få sit eget indlæg. Nu skulle det jo handle om den lille mands ankomst.

På min termin, d. 31. maj havde jeg en aftale med min jordemoder. Den skønneste jordemoder! Ih hvor har jeg bare været glad for hende. Hun taler til naturligheden og kvindeligheden på en måde som jeg mener at alle jordemødre burde gøre. Hun var lige hvad jeg havde brug for i denne graviditet, ja sådan set også i de andre graviditeter. Nå men på terminen var jeg, som jeg selv havde mærket, åben sådan ca. 1 cm. Jeg fik løsnet hinder og blev åbnet til ca. 2 cm af jordemoderen, og gik hjem med en god fornemmelse for at der var ved at komme gang i systemet. Hele dagen havde jeg kraftigere og kraftigere plukkeveer og om aftenen var jeg "næsten" ikke i tvivl om at fødslen så småt var igang. Men nøj hvor blev jeg snydt og sådan fortsatte det i 3-4 dage. Da jeg havde nået torsdag d. 3. juni var jeg ved at blive godt kortluntet, småskør og mega træt. Nu måtte han altså gerne beslutte sig for at gøre alvor af det hele og komme ud.

Min jordemoder havde vagt i akutmodtagelsen den dag og havde bedt mig om at ringe hvis jeg ikke havde født endnu. Det vidste jeg jo egentlig godt hvad betød og det skulle jeg lige komme overens med. Jeg havde jo så brændende ønsket mig at det selv skulle gå igang uden alt for meget hjælp. Men jeg ringede nu alligevel og hun syntes at vi skulle komme ind og som hun sagde "så kunne hun jo lige kigge på mig og så kunne vi jo komme til at tage vandet". Hele dagen gik jeg så og snakkede alvorligt med mig selv og blev enig om at nu skulle han altså ud, vedrop eller ej! Som min jordemoder så rigtigt sagde, så kan man jo også risikere at skulle have vedrop selvom det går igang af sig selv. Nå ja.... Ud til højre med at alle de forventninger og forstillinger om noget jeg i bund og grund ikke kan styre alligevel!

Rasmus og jeg hentede My i vuggestuen, gik forbi Sankt Hans Torv i det gode vejr for at opleve lidt Distortion festival, se kæmpe pudekamp og hente sushi. Skøn eftermiddag med dejlige sommerfugle i maven og fest i gaderne! Onkel Jesper og moster Linda kom og spiste med og lidt i syv sagde vi gonat til My og gik afsted til Riget.

19.30 blev jeg undersøgt af min jordemoder og idet gik vandet. Hun havde ellers gjort klar til at tage det, selvom hun ikke måtte. Så det havde alligevel en vilje.

20:00 gik vi en tur og nød de pumpende rytmer fra Sankt Hans Torv på afstand og spiste is og sagde ikke særlig meget. Veerne begyndte i de små og ingen af os turde snakke om dem af frygt for at de skulle gå i sig selv igen. Lige som de havde gjort i dagene op til. Så vi nød bare sommer-aften-luften.

21:30 kom vi tilbage i akutmodtagelsen og fik en stue at være på. Da fostervandet var lidt lysegrønt ville de gerne føre opsyn med den lille mand, så jeg fik kørt en kurve, som viste klare veer og selvfølgelig en lille mand der havde det rigtig godt.

00:00 kommer vi over på en modtagerstue og hilser på den jordemoder som jeg forhåbentlig så skulle føde med. Endnu en super jordemoder. Bund jydsk, skide gæv og helt nede på jorden på den der naturlige powerkvinde agtige måde. Hun kaldte Rasmus og min bror for mulle hele natten ;-).

00:30 får vi en fødestue og min bror kommer traditionen tro for at filme det hele. Ja nu har han været med til alle tre børns fødsler, det kan bare ikke være anderledes! Veerne har været regelmæssige i en times tid, men som jordemoderen siger, så skal de helst blive lidt mere effektive. Kan på det tidspunkt godt følge hende. Syntes på ingen måde at smerten er særlig slem. På det tidspunkt ville jeg kunne holde mine daværende veer ud i mange timer uden at blive træt. Og ind i mellem får vi da også sunget "Der var Inga, og Katinka, smukke CHARLIE på sin Harly......Ooohh.... Det var lørdag aften og ballet det var lige begyndt....." Total overskudsagtigt!

01:30 melder de effektive veer sig dog på banen og jeg skal lige love for at de var effektive. Det var her at urkvinden kom frem. Jeg havde helt glem hvordan hun lyder. Jeg har både i graviditeten med My og Charlie arbejdet meget med visualisering under veerne. Det der virker for mig er billedet om at veen er en bølge, som jeg så surfer oven på. På den måde bliver veen noget positivt og dejligt der bølge efter bølge fører mig tættere på Charlie. Mine to fødselshjælpere, Rasmus og Jesper surfer ved siden af mig og himlen er blå og vandet er turkist. Så er rammerne sat! I denne her fødsel kunne jeg så samtidig mærke Charlie hele tiden. Og i veerne havde jeg indre dialoger med ham og på den måde havde vi et meget fint samarbejde. Jeg havde hele tiden en fornemmels af hvor åben jeg var og hvor Charlie stod. Den samhørighed var guld værd.

02:30 kan jeg mærke at Charlie flytter sig ned af og jeg får pressetrang. Jordemoderen er ikke på fødestuen og jeg beder Rasmus om at hente hende med det samme, for nu skal jeg altså føde! Jeg havde jo drømt om at føde Charlie i vand, men på grund af at fostervandet var grønt var dette ikke muligt da man skal kunne holde øje med hvordan han har det hele tiden. Så derfor ville jeg så føde stående, men tilsidst kunne mine ben ikke rigtigt holde til det mere, og man skal have begge ben og føder godt i jorden for at det skal kunne lade sig gøre. Så jeg lå på briksen på siden og havde det rigtig godt med det.

02:44 efter 3-4 presseveer tog jeg armene ned mellem mine ben og tod imod da Charlie fik sine skuldre fri. Jeg kan slet ikke beskrive følelsen af at tage imod sit eget barn. Det under jeg alle kvinder at prøve. Kort efter fødte jeg moderkagen uden problemer. Den lod jo vente på sig til sidste øjeblik da jeg fødte My. Da Charlie havde været mig nådig og jeg derved ikke var gået i stykker på nogen måde, så var jeg ret hurtigt på benene igen og kravlede over på dobbeltbriksen hvor vi alle hyggede med the og morgenmad og flag. Charlie var lige så dygtig som sin storesøster og spiste stort set med det samme. Jordemoderen nussede rundt om os, lavede papirer til os og ville kontakte en børnelæge der kunne tilse Charlie. Det kunne så ikke rigtigt lade sig gøre og det egentlig godt det samme. Vi havde ikke rigtigt brug for det. Fornemmelsen for at han havde det godt var der og vi begyndte så småt gerne at ville hjem til My. Vi aftaler derfor at afdelingsjordemoderen ringer til os næste dag med henblik på at få Charlie tilset senere.

05.00 tuller vi hjem af. Charlie sover, godt pakket ind i dynen, liggende trygt i fars arme. Foran opgangen møder vi jordemoderen der er på vej op på sin cykel. Vi takker hende endnu engang for hendes måde at være på. Hun er en smule bekymret over at vi ikke er i bil, men kan godt se logokken, når vi nu bor 10 min. væk. Selvom jeg har det godt har jeg det lidt som om vi er på vej hjem fra fest, småberuset og lykkelige. Så det går i langsomt men hyggeligt tempo.

07:00 efter en lille lur på sofaen, vågner My. Hun kommer ind i sofaen og det hele køre på hende da hun får øje på Charlie, især da han pludselig bevæger sig. Hun er allerede meget begejstret for ham og begejstringen vil ingen ende tage da hun både får gaver og fars nybagte boller med smør på. Sikke en dejlig morgen!

  • Comments(5)//blog.irmacornelia.dk/#post155

Smukke Charlie........

Fidusen/graviditetPosted by Jeanette Frisk 09 Jun, 2010 13:37

..................................W. Frisk født d. 4. juni 2010 kl. 02.44 5 timer gammel Første møde med sin stolte storesøster. Stort Øjeblik for os alle! Sådan bliver morgenmaden indtaget, med "gris på bordet" Slyngevuggen er allerede et hit. My, far og Charlie.Første tur i viklen ned for at hente My i vuggestuen. ca. 12 timer gammel!

Hele fødselshistorien følger en af de nærmeste dage. Og glæd jer, det er en rigtig dejlig historie!

  • Comments(9)//blog.irmacornelia.dk/#post154

En smertefuld afsked!

UtzonPosted by Jeanette Frisk 18 May, 2010 11:16

Dagens indlæg er hverken særlig opmuntrende eller positivt, men trods alt det rigtige alligevel. Vi har taget en stor og smertefuld beslutning i den lille familie. Vi skal ikke have Utzon hos os mere. Vores lille redning og kærligheds ventil har langt bedre af at flytte hjem til en familie der har plads og overskud til ham. Han er ikke en vanskelig hund, men en hund det er han, med alt hvad det indebærer, og tilmed en klog en af slagsen. Han har brug for langt mere end vi kan give ham og det tager vi konsekvensen af nu.

På lørdag flytter han hjem til en familie med hus og have. En familie med to store drenge der gerne vil træne og stimulere ham og give ham alt den opmærksomhed som han tørster efter. En familie med en balance og struktur der er langt bedre for ham end vores. Med endnu et lille barn lige om hjørnet så har vi ikke nok at tilbyde ham mere, desværre.

Vi har vidst det længe, men har simpelthen ikke kunne se det i øjnene. Det smerter helt ind i hjertet at skulle give ham væk, men det er det aller bedste for ham og det er det vigtigste.

Vi fik ham kort tid efter Irmas død og han har betydet alverden for os i vores sorgproces, men havde det ikke været for Irma, så havde vi ikke fået hund. Sådan har jeg det ihvertfald. Jeg er kattemenneske og trives bedst med et dyr der af natur går sine egne veje. Men jeg havde i den grad brug for ham og hans behov for os da jeg var allermest ambuteret. Han gav mig følelsen af at der var brug for mig og helt egoistisk så var det det jeg havde allermest brug for for 2 år siden. Jeg har egentlig stadig brug for Utzon, for han er jo vokset sammen med mig og vores familie nu, men det er helt egoistisk set. For jeg kan ikke give ham det han har brug for mere. Det jeg har skal mine levende børn have det meste af og det lidt der så er tilbage, er altså ikke nok til ham længere.

I morgen skal vi ud og besøge familien en sidste gang, inden at de så skal overtage ham helt på lørdag. Lørdag skal bare overståes, jeg har det rigtig dårligt med endnu en afsked! Selvom det er det helt rigtige så gør det så forbandet ondt!

  • Comments(4)//blog.irmacornelia.dk/#post153

Jeg ønsker mig......

Fidusen/graviditetPosted by Jeanette Frisk 17 May, 2010 12:13

Så sidder jeg her og ved ikke helt hvor jeg skal starte. Det er lang tid siden at jeg har skrevet her på bloggen. Jeg har i den grad haft behovet, men har bare ikke haft tiden og overskuddet. Samtidig så sker der utroligt meget på samme tid i den lille familie, så når jeg har haft behov for at skrive om et, så sker der noget andet osv, osv. Så for at holde tingene lidt adskilt, har jeg i dag besluttet mig for at skrive om graviditeten og den snarlige fødsel.

I dag er der 14 dage til termin. Jeg har det godt og maven vokser som den skal. Jeg er træt, fysisk træt og jeg har snart følelsen af at der ikke er plads til os begge to i min krop mere. Jeg glæder mig til at føde og glæder mig til at have endnu en baby i mine arme.

Vi havde i princippet den sidste tid hos vores fødselslæge i onsdags. Når jeg siger i princippet, så er det jo fordi jeg altid kan ringe hvis jeg har brug for det. Hun var meget stolt af mig i forhold til at jeg ikke ville have en dato for igangsættelse, men som hun siger, så kan jeg til hver en tid hive i nødbremsen. Lige nu har jeg ikke brug for det, men jeg ved ikke hvordan jeg får det når jeg når terminen, hvis der ikke er sket noget endnu. Det må tiden vise.

Jeg har en super jordemoder, som jeg virkelig håber har vagt når jeg kommer ind med veer. Hun er en af Frederiksberg jordemødrene og hun har derfor en helt anden tilgang til det at føde i vand. Da jeg skulle føde My kunne man ikke føde i vand på Riget, men efter at Frederiksbergs jordemødre er flyttet over på Riget, så kan man føde i vand igen. Og det kunne jeg så godt tænke mig!

Jeg kunne godt tænke mig at føde i vand af mange forskellige årsager. Blandt andet fordi at fornemmelsen af det omsluttende vand er godt for mig og jeg tror at det vil have den helt rigtige effekt på mig i udvidelsesfasen. Det at kunne skifte stilling uden de store anstrengelser og det at hænge på kanten af karet i en mere lodret stilling uden at skulle bruge for mange kræfter i benene, er også noget der i den grad taler til mig.

Denne graviditet har i den grad, for mig, handlet om at finde ind til den gode og naturlige fornemmelse for min krop og mit barn. Det har været helt essentielt for mig at fjerne mig for angsten og dermed komme helt ind til min egen fornemmelse igen. Derfor er vandfødslen for mig også et ønske om at blive guidet til selv at være så godt med i fødslen at jeg kan klare det meste selv. Det at jordemoderen sidder uden for karet og jeg dermed selv skal tage i mod når jeg føder den lille mand, det tiltaler mig i den grad.

Da jeg fødte Irma var jeg så forpint og udmattet at jeg overhoved ikke havde nogen som helst kræfter til at sige til eller fra med. De to jordemødre sad og småsludrede om fest og farver og formåede overhoved ikke at guide mig eller hjælpe mig. Og da jeg endelig skulle presse, lagde de mig gudhjælpene ned på ryggen for at føde. Enhver jordemoder ved sgu da at det absolut er den dårligste stilling at føde i. Der er langt mindre plads i bækkenet og tyngden hjælper på ingen måde med. Og så lå jeg der i 1½ time og pressede uden nogen som helst kræfter.

Da jeg fødte My havde angsten så godt fat i mig og jeg skulle bare have hende ud, så jeg kunne dele ansvaret med Rasmus og ikke bære rundt på det helt alene mere. Det indebar desværre ve drop og på trods af en masse mental arbejde gennem 9 måneder i forhold til smerter, så endte jeg med at hoppe på epi vognen. Jeg var simpelthen bange for de veer der bliver skabt kunstigt af ve droppet skulle komme bag på mig i en sådan grad, at jeg ikke ville kunne holde fokus i ve arbejdet. Jeg holdt dog på at jeg ikke ville føde liggende men siddende, nu hvor jeg var koblet til diverse apparater og slanger og dermed ikke var så mobil som jeg ellers gerne ville være. Det var trods alt en god og hurtig fødsel, med masser af overskud til bagefter.

Men denne gang skal altså være mere ”back to basics”. Nu kender jeg mine behov, jeg har en erfaring og dermed en holdning til hvad der skal ske. Nu håber jeg bare, 7-9-13, at alt forløber som det skal, at jeg ikke når at blive bange, at jeg møder en jordemoder der vil en vandfødsel og at vi efter et par timer smutter hjem igen. Hjem til My med favnen fuld af lillebror og masser af kærlighed.

Det er mit billede indtil videre og jeg håber sådan at det går i opfyldelse. Men hvorfor skulle det ikke det?!

  • Comments(9)//blog.irmacornelia.dk/#post152

Lidt af det hele.

Lidt af hvertPosted by Jeanette Frisk 08 Apr, 2010 11:52

Vi havde en skøn påskeferie. Sådan en af de lange. Halvdelen af den blev tilbragt i sommerhus. Vejret var ikke så fedt, men det syntes My var fedt, for så kunne hun bruge sine fine nye gummistøvler ekstra meget.

Der er ikke noget som en morgentur ved vandet, og sådan rigtig blive blæst igennem. Men når både hund og barn vil i, så sætter jeg altså grænsen.

De var slet ikke til at stoppe og My blev tosset da jeg ville hjem.

Ej så hellere hjem i kæmpe-karbadet med masser af skum og ikke mindst varme!

Og så lidt postmand Per og ild i pejsen.

Damen elsker postmand Per, men kan egentlig kun holde fokus på fjernsynet når introsangen kører. Den elsker hun så tilgængæld også til ukendelighed. Igen, igen igen og igen kan hun se/høre den! Åh de gentagelser, de gentagelser....

Nå men så måtte vi også ud igen!

Og sådan gik dagene i sommerhuset. Vi kom helt ned i gear og det var tiltrængt! Nu knokler jeg hjemmefra lige indtil den 23. april, hvor jeg har en konkurrence der skal afleveres og så går jeg sgu også på barsel.

Netbaby siger 53 dage til termin og jeg tør slet ikke tænke på de dimensioner den mave kan nå at få på den tid. Puha jeg syntes at den vejer den bold ;-).

Uge 31

Uge 33

Det var lidt om os, My og lillemanden men Irma er der også lidt nyt om. Hun er endnu engang blevet sendt afsted. Denne gang i form af vores partshøringssvar til forslaget til afgørelsen på klagen. Den ene læge fik jo udsættelse helt til 15. april, så det havde vi sådan set også. Vores svar, som jeg tidligere har lagt ud her på bloggen, har jo sådan set været færdigt længe, men vi har simpelthed ikke turde sende det afsted før nu. Vi har simpelthen ikke tillid til at tingene går ordentlig for sig. Vi var bange for at denne læge, som fik udsættelse, ligepludselig skulle beslutte sig for at få agtindsigt og dermed få tilsendt vores svar. Det kunne vi ikke se nogen retfærdighed i at hun skulle have mulighed for at læse igennem sideløbende med hendes egen besvarelse/indsigelse.

Til at starte med var jeg meget ulykkelig over at tingene skulle trækkes i langdrag på grund af hende, men jeg accepterede det meget hurtigt. Og den sidste 1½ måneds tid har jeg følt en enorm befrielse i ikke at skulle tænke på klage og lægesjusk, ja jeg har sgu næsten glemt det. Igår fik jeg så givet mig tid til at trimme og pudse indsigelsen af og også komme med lidt tilføjelser. Jeg havde hele journalen fremme igen for at læse den igennem igen af frygt for at vi havde glemt eller overset noget. Da jeg nåede til sygeplejenotaterne fra Rigshospitalet brød jeg pludselig ud i spontan og voldsom gråd og jeg kunne slet ikke stoppe igen. Der sad jeg så i en times tid og hulkede som jeg ikke har gjort længe. Alle billederne fra dengang væltede ind over mig igen, men ikke nok med det, så blev de blandet med billeder af at miste My. My lå pludselig også i sengen, syg og døden nær og så kunne jeg slet ikke stoppe igen. Efter en times tid stoppede syndfloden dog langsomt og jeg tørrede øjnene og pustede ud. Det havde både været rart og nødvendigt at få åbnet for ventilerne igen og mærke Irma, men samtidig var jeg sgu lidt chokeret over at My også var der. Jeg ved godt at det er naturligt at frygte for at miste My, men de konkrete billeder af hende lige så syg som Irma, gjorde fanme ondt!

Nå det var lidt om det hele. Syntes at jeg har så meget på hjertet i øjeblikket nu hvor tiden med 3. barn nærmer sig med hastige skridt. Der sker samtidig også så meget med My, men alt det må lige vente lidt til efter d. 23. Nu skal arkitekten altså lige ud og luftes lidt inden endnu en barsel og endnu en pause fra min faglighed.

Vi ses snart igen!

  • Comments(2)//blog.irmacornelia.dk/#post151

Uge 30

Fidusen/graviditetPosted by Jeanette Frisk 19 Mar, 2010 11:14
Vi er ikke så gode til at huske at tage billeder af mawsen i denne graviditet, så når jeg lige husker det, så er det gerne i situationer som ovenstående. Sådan er det bare når livet leves, og det er jo egentlig ikke så skidt. God weekend derude!

  • Comments(3)//blog.irmacornelia.dk/#post150

Hvor blev tiden af?

VerdensfirmaetPosted by Jeanette Frisk 03 Mar, 2010 11:02

Igår havde jeg møde med Matthew som skal fremleje min skønne kontorplads på Gangart, hvor jeg siden september har slået mine arkitektoniske og kreative folder.

Allerede dagen efter jeg havde underskrevet lejekontakten fandt jeg ud af at der boede en lille fidus i maven på mig, så jeg har hele tiden vidst at tiden her på Gangart ville være kort. Men hold nu op hvor er tiden fløjet afsted. Det har sgu taget fusen på mig, har det. Jeg er jo lige kommet igang, er jeg!

De første 2 måneder gik jo bare med mødet med mig selv, oven på 2 år som fuldstændig afhægtet fra virkeligheden og i den grad af-socialiseret (hvis man kan sige det?). I tiden mellem Irma og My var jeg desværre ikke så heldig at have en arbejdsplads der kunne rumme mig og min sorg, tværtimod! Jo jeg havde jo en arbejdsplads, men rumme mig kunne de ikke. Jeg kunne sgu godt have brugt en omsorgsfuld og rummelig arbejdsplads dengang, til at falde tilbage til livet på. Men sådan var virkeligheden desværre ikke, så mit første møde med arbejdsmarkedet blev som nybagt selvstændig, helt nye omgivelser og fremmede mennesker. Det var sgu hårdere en jeg lige ville have gættet på. Men rigtig godt i sidste ende! Jeg tror på det nu og glæder mig over livet som det nu engang har udviklet sig.

Jeg har slet ikke været opsøgende i forhold til opgaver eller kunder, men har været heldig i forhold til at der trods alt dumpede lidt opgaver ned i skødet på mig. Det er ikke den store formue der er tjent, men det har heller aldrig været formålet. At være arkitekt er ikke noget man bliver rig af på kontoen. Jeg er arkitekt fordi jeg kan og vil gøre en forskel og det glæder jeg mig til at fortsætte med når den lille mand i maven engang skal i vuggestue ligesom sin storesøster.

Min kontorplads bliver så allerede overtaget fra d. 1. april af. Jeg havde nu helst set at det blev fra 1. maj, men er nu bare lykkelig for at den bliver fremlejet og at jeg ikke bliver tvunget til at opsige pladsen. Nu har jeg noget at vende tilbage til. En base, men masser af muligheder og skide søde og spændende mennesker. Det er det vigtigste. Tiden mellem d. 1. april og 1. maj må jeg så bare arbejde hjemmefra. For 1. maj går jeg på barsel med alt hvad det indebærer af afslapning, sygning, svømning, gå-ture og klargøring til den lille mand. Hold kæft hvor jeg glæder mig! Men inden da, har jeg lige en hjemmeside jeg skal have op og stå og aflevering af en åben idékonkurrence jeg skal have givet mit bud på. Hesten skal jo lige ud i manechen igen ik!

  • Comments(3)//blog.irmacornelia.dk/#post149

Uge 28

Fidusen/graviditetPosted by Jeanette Frisk 01 Mar, 2010 14:32

Når My trykker på sin og vores næse, siger den bååååt. Det gør mors store mave også når man trykker på navlen. Ud over hendes elskede bøger, så er det pt. det der rykker hos My.

Lillebror har ikke fået navn endnu, men det kan være at han skal hedde Carl den store. Jordemoderen vurderede ham idag til ca. 1100 gram og det skulle efter sigende være et godt stykke over gennemsnittet på nuværende tidspunkt, hvilket jo er et sundhedstegn. Han har det godt, det kan jeg mærke. Han er meget aktiv og ligger bestemt ikke stille. Både My og Irma lå i samme stilling stort set hele graviditeten igennem. Hoved ned og fuzzer i højre side af min mave. Ham her skifter stilling flere gange om dagen og det går ikke stille for sig.

Det er dejligt at han er anderledes, at denne graviditet er anderledes og at jeg har det anderledes. Jeg har det godt, stoler på min fornemmelse og glæder mig!

  • Comments(8)//blog.irmacornelia.dk/#post148
« PreviousNext »