Irma, My & Charlie

Irma, My & Charlie

En engel og hendes søskende

Da Irma døde oplevede vi en periode hvor alting var uoverkommeligt, selv det at tage telefonen. Så bloggen blev oprettet for at venner og familie kunne blive lidt opdateret på vores liv, tanker og følelser.
Bloggen er senere gået hen og blevet et redskab i sorgen og er ikke længere kun til opdatering af venner og familie.

Fidusen 15+2 og lidt tanker

Fidusen/graviditetPosted by Jeanette Frisk 09 Dec, 2009 14:25

Nej, det er bestemt ikke de bedste billeder vi har fået med hjem idag efter dagens fødselslægebesøg og scanning. Men det var vildt hyggeligt. Vi har valgt at have den samme fødselslæge som vi havde med My og det var bare helt ubeskriveligt hyggeligt at se hende igen. Hyggeligt fordi hun er så sød, hyggeligt fordi hun også syntes at det var vildt hyggeligt at se os igen og se My, som hun jo fulgte så tæt da hun lå i maven, hyggeligt fordi vi begge føler os meget hjemme på Riget og selvfølgelig hyggeligt at se den lille fidus igen.

Det med at det er så hyggeligt og hjemmeligt for os at komme på Riget igen handler jo selvfølgelig, som Stine sagde til mig forleden, om at det er her at vi har haft nogen af de mest intime og intense oplevelser i vores liv. Selvom det også var her at Irma døde, og at det jo i princippet ikke er det bedste minde, så var det noget af det mest intense jeg, sidestillet med det at føde, har oplevet. Men det giver jo også meget mening. Fødsel og død er jo begge yderpunkterne af livet. Og selvom jeg mere end noget andet ville ønske at min Irma, med hendes to år, var hos os idag, så var hendes død smuk og vanvittig intens. Smuk, fordi den kom hurtigt. Smuk fordi hun var smuk og smuk fordi vi fik sagt rigtigt farvel. Vi fik sunget og snakket til hende, vi fik rørt ved hende og nusset hende. Vi trøstede og gav omsorg for hende og hinanden og vigtigst af alt fik vi lovet hende at vi ville leve livet videre på trods af at det blev uden hende. Det sidste vi fik lovet hende var massere af søskene!

På søndag d. 13. er det 2 år siden og tænk at hun allerede skal være storesøster igen. Ind i mellem må jeg knibe mig selv i armen, tænk at være så heldig!

  • Comments(4)//blog.irmacornelia.dk/#post129