Irma, My & Charlie

Irma, My & Charlie

En engel og hendes søskende

Da Irma døde oplevede vi en periode hvor alting var uoverkommeligt, selv det at tage telefonen. Så bloggen blev oprettet for at venner og familie kunne blive lidt opdateret på vores liv, tanker og følelser.
Bloggen er senere gået hen og blevet et redskab i sorgen og er ikke længere kun til opdatering af venner og familie.

Grøn = fare

IrmaPosted by Rasmus Frisk 11 Dec, 2009 12:58

For 2 år siden, præcis på det her tidspunkt kastede Irma op for første gang. Hun lå på sit pudslebord og jeg var ved at gøre hende klar til at vi skulle ud af døren og ud på Hvidovre til hæleprøve. Hun lå på ryggen og pludselig, uden nogen varsel, stod der en grøn stråle fra hendes mund og lige op i luften. Jeg fik et chok, da det var så eksplosivt og kort efter kom der en stråle til. Jeg kaldte på Rasmus og vi blev enige om at gå ned på fødeklinikken umiddelbart efter hæleprøven, nu hvor vi alligevel skulle ud på hospitalet. Og resten af historien kender i.

Når jeg tænker tilbage kan jeg og min krop tydeligt huske den formiddag for 2 år siden. Jeg reagerede helt instinktivt på det at Irma kastede op og især på farven. Godt nok har farven grøn en positiv betydning i ellers, men lige i det her tilfælde er grøn altså et faresignal. Jeg var i alarmberedskab den formiddag for to år siden og det ved jeg at alle andre også ville have været. Sådan er vi indrettet som mennesker. Det er instinkt.

Jordemødrene der var på vagt da vi kom ned på fødeklinikken var også i alarmberedskab, hvilket gjorde at de kontaktede en børnelæge. Lige siden har jeg spurgt mig selv hvorfor børnelægen så ikke var alarmeret over Irmas det grønne opkast. Især nu hvor vi kender udfaldet og ved hvordan læger generelt (på nær børnenlægen om natten selvfølgelig...) reagere når vi fortæller om det. Udtalelserne indtil videre i forhold til klagen, slår jo også hårdt ned på det at det grønne opkast blev ignoreret/overset.

Så hvorfor reagerede hun ikke?. Jeg nægter simpelthen at tro på at hun ikke vidste hvad grønt opkast betød. Jeg kan simpelthen ikke i min vildeste fantasi forestille mig at der går en næste færdiguddannet børnelæge rundt der ikke ved det. Så hvorfor så? Der må have ligget noget til grund for at hun hverken lyttede eller så det der sprang os og de andre i øjnene. Havde hun haft en dårlig morgen. Havde hun skæntes med manden, diskuteret med ungerne, fået en overhaling af en kollega, lå hun i skilmisse, eller havde hun mistet et familiemedlem.........? Hvor meget eller hvor lidt skal der til før at vi som mennesker lukker af for vores omverden og mister vores dømmekraft.

Lad os nu lege at denne børnelæge havde nosser nok til at sætte sig ned og kigge mig i øjnene og fortælle mig helt bund ærligt hvad der var sket den morgen, der gjorde at hun lukkede af over for os og endte med fejlagtigt at sende os hjem. Hvis hun gjorde det og derefter kiggede mig dybt i øjnene og fortalte mig hvor ulykkelig hun var over det og at hun fremover lovede aldrig at tage på arbejde igen hvis hun ikke var istand til at udføre hendes arbejde med 110 % grundighed, ja så TROR jeg næsten at jeg kunne tilgive hende.

Jeg kan mærke, især i disse dage, at der er ved at ske en ændring inde i mig omkring hele svigtet og klagen. Det må endelig ikke misforståes. Jeg siger ikke at det er iorden og at tilliden er genetableret, men jeg kan bare mærke at jeg snart ikke kan bære rundt på det mere. Jeg tror at det handler om at jeg er ved at acceptere hvad der er sket og at jeg ikke kan ændre på det. Jeg har brug for at få det afsluttet nu. Jeg har brug for Patientklagenævnets afgørelse meget snart, næsten lige meget hvad udfaldet er. Det er ved at blive en klods om benet og jeg har brug for nærhed med min døde datter uden uafsluttede klage/dødsårsager.

Jeg vil gå rigtig langt for at kæmpe for retfærdighed, men jeg JEG ved hvad der skete dengang for to år siden, det er klagen et vidnesbyrd om og selvom hvad-nu-hvis altid vil bo i mig, så er jeg ved at være der hvor jeg tør tro på at vi ikke kunne have gjort anderledes. Vi gjorde alt det rigtige og det er ikke min skyld at børnelægen ikke lyttede til os og dermed er det ikke min skyld at Irma døde!!

Puha...... det var en stor sten at få fra hjertet. Ja jeg må indrømme at jeg sgu selv er lidt overrasket over at jeg rent faktisk har det sådan og at jeg rent faktisk sidder her og skriver det på bloggen, og jeg kan samtidig slet ikke sætte ord på den lettelse det er at være nået her til. Dermed ikke sagt at vreden aldrig vil blusse op igen, men jeg ved at den ikke kan bide sig fast mere. Det kan jeg simpelthen mærke helt dybt indefra. Vreden har givet slip og jeg føler mig nærmest befriet.

Irmas farve, som vi gav hende allerede inden at hun blev født, er grøn. Og da hun døde snakkede vi meget om farvens betydning i forhold til det der var sket og vi blev hurtigt enige om at det jo VAR håbets farve og det er vi enige om at den stadig er, på trods af den kolosale betydning farven havde for os for 2 år siden.

  • Comments(1)//blog.irmacornelia.dk/#post130