Irma, My & Charlie

Irma, My & Charlie

En engel og hendes søskende

Da Irma døde oplevede vi en periode hvor alting var uoverkommeligt, selv det at tage telefonen. Så bloggen blev oprettet for at venner og familie kunne blive lidt opdateret på vores liv, tanker og følelser.
Bloggen er senere gået hen og blevet et redskab i sorgen og er ikke længere kun til opdatering af venner og familie.

Hvor blev tiden af?

VerdensfirmaetPosted by Jeanette Frisk 03 Mar, 2010 11:02

Igår havde jeg møde med Matthew som skal fremleje min skønne kontorplads på Gangart, hvor jeg siden september har slået mine arkitektoniske og kreative folder.

Allerede dagen efter jeg havde underskrevet lejekontakten fandt jeg ud af at der boede en lille fidus i maven på mig, så jeg har hele tiden vidst at tiden her på Gangart ville være kort. Men hold nu op hvor er tiden fløjet afsted. Det har sgu taget fusen på mig, har det. Jeg er jo lige kommet igang, er jeg!

De første 2 måneder gik jo bare med mødet med mig selv, oven på 2 år som fuldstændig afhægtet fra virkeligheden og i den grad af-socialiseret (hvis man kan sige det?). I tiden mellem Irma og My var jeg desværre ikke så heldig at have en arbejdsplads der kunne rumme mig og min sorg, tværtimod! Jo jeg havde jo en arbejdsplads, men rumme mig kunne de ikke. Jeg kunne sgu godt have brugt en omsorgsfuld og rummelig arbejdsplads dengang, til at falde tilbage til livet på. Men sådan var virkeligheden desværre ikke, så mit første møde med arbejdsmarkedet blev som nybagt selvstændig, helt nye omgivelser og fremmede mennesker. Det var sgu hårdere en jeg lige ville have gættet på. Men rigtig godt i sidste ende! Jeg tror på det nu og glæder mig over livet som det nu engang har udviklet sig.

Jeg har slet ikke været opsøgende i forhold til opgaver eller kunder, men har været heldig i forhold til at der trods alt dumpede lidt opgaver ned i skødet på mig. Det er ikke den store formue der er tjent, men det har heller aldrig været formålet. At være arkitekt er ikke noget man bliver rig af på kontoen. Jeg er arkitekt fordi jeg kan og vil gøre en forskel og det glæder jeg mig til at fortsætte med når den lille mand i maven engang skal i vuggestue ligesom sin storesøster.

Min kontorplads bliver så allerede overtaget fra d. 1. april af. Jeg havde nu helst set at det blev fra 1. maj, men er nu bare lykkelig for at den bliver fremlejet og at jeg ikke bliver tvunget til at opsige pladsen. Nu har jeg noget at vende tilbage til. En base, men masser af muligheder og skide søde og spændende mennesker. Det er det vigtigste. Tiden mellem d. 1. april og 1. maj må jeg så bare arbejde hjemmefra. For 1. maj går jeg på barsel med alt hvad det indebærer af afslapning, sygning, svømning, gå-ture og klargøring til den lille mand. Hold kæft hvor jeg glæder mig! Men inden da, har jeg lige en hjemmeside jeg skal have op og stå og aflevering af en åben idékonkurrence jeg skal have givet mit bud på. Hesten skal jo lige ud i manechen igen ik!

  • Comments(3)//blog.irmacornelia.dk/#post149