Irma, My & Charlie

Irma, My & Charlie

En engel og hendes søskende

Da Irma døde oplevede vi en periode hvor alting var uoverkommeligt, selv det at tage telefonen. Så bloggen blev oprettet for at venner og familie kunne blive lidt opdateret på vores liv, tanker og følelser.
Bloggen er senere gået hen og blevet et redskab i sorgen og er ikke længere kun til opdatering af venner og familie.

Jeg ønsker mig......

Fidusen/graviditetPosted by Jeanette Frisk 17 May, 2010 12:13

Så sidder jeg her og ved ikke helt hvor jeg skal starte. Det er lang tid siden at jeg har skrevet her på bloggen. Jeg har i den grad haft behovet, men har bare ikke haft tiden og overskuddet. Samtidig så sker der utroligt meget på samme tid i den lille familie, så når jeg har haft behov for at skrive om et, så sker der noget andet osv, osv. Så for at holde tingene lidt adskilt, har jeg i dag besluttet mig for at skrive om graviditeten og den snarlige fødsel.

I dag er der 14 dage til termin. Jeg har det godt og maven vokser som den skal. Jeg er træt, fysisk træt og jeg har snart følelsen af at der ikke er plads til os begge to i min krop mere. Jeg glæder mig til at føde og glæder mig til at have endnu en baby i mine arme.

Vi havde i princippet den sidste tid hos vores fødselslæge i onsdags. Når jeg siger i princippet, så er det jo fordi jeg altid kan ringe hvis jeg har brug for det. Hun var meget stolt af mig i forhold til at jeg ikke ville have en dato for igangsættelse, men som hun siger, så kan jeg til hver en tid hive i nødbremsen. Lige nu har jeg ikke brug for det, men jeg ved ikke hvordan jeg får det når jeg når terminen, hvis der ikke er sket noget endnu. Det må tiden vise.

Jeg har en super jordemoder, som jeg virkelig håber har vagt når jeg kommer ind med veer. Hun er en af Frederiksberg jordemødrene og hun har derfor en helt anden tilgang til det at føde i vand. Da jeg skulle føde My kunne man ikke føde i vand på Riget, men efter at Frederiksbergs jordemødre er flyttet over på Riget, så kan man føde i vand igen. Og det kunne jeg så godt tænke mig!

Jeg kunne godt tænke mig at føde i vand af mange forskellige årsager. Blandt andet fordi at fornemmelsen af det omsluttende vand er godt for mig og jeg tror at det vil have den helt rigtige effekt på mig i udvidelsesfasen. Det at kunne skifte stilling uden de store anstrengelser og det at hænge på kanten af karet i en mere lodret stilling uden at skulle bruge for mange kræfter i benene, er også noget der i den grad taler til mig.

Denne graviditet har i den grad, for mig, handlet om at finde ind til den gode og naturlige fornemmelse for min krop og mit barn. Det har været helt essentielt for mig at fjerne mig for angsten og dermed komme helt ind til min egen fornemmelse igen. Derfor er vandfødslen for mig også et ønske om at blive guidet til selv at være så godt med i fødslen at jeg kan klare det meste selv. Det at jordemoderen sidder uden for karet og jeg dermed selv skal tage i mod når jeg føder den lille mand, det tiltaler mig i den grad.

Da jeg fødte Irma var jeg så forpint og udmattet at jeg overhoved ikke havde nogen som helst kræfter til at sige til eller fra med. De to jordemødre sad og småsludrede om fest og farver og formåede overhoved ikke at guide mig eller hjælpe mig. Og da jeg endelig skulle presse, lagde de mig gudhjælpene ned på ryggen for at føde. Enhver jordemoder ved sgu da at det absolut er den dårligste stilling at føde i. Der er langt mindre plads i bækkenet og tyngden hjælper på ingen måde med. Og så lå jeg der i 1½ time og pressede uden nogen som helst kræfter.

Da jeg fødte My havde angsten så godt fat i mig og jeg skulle bare have hende ud, så jeg kunne dele ansvaret med Rasmus og ikke bære rundt på det helt alene mere. Det indebar desværre ve drop og på trods af en masse mental arbejde gennem 9 måneder i forhold til smerter, så endte jeg med at hoppe på epi vognen. Jeg var simpelthen bange for de veer der bliver skabt kunstigt af ve droppet skulle komme bag på mig i en sådan grad, at jeg ikke ville kunne holde fokus i ve arbejdet. Jeg holdt dog på at jeg ikke ville føde liggende men siddende, nu hvor jeg var koblet til diverse apparater og slanger og dermed ikke var så mobil som jeg ellers gerne ville være. Det var trods alt en god og hurtig fødsel, med masser af overskud til bagefter.

Men denne gang skal altså være mere ”back to basics”. Nu kender jeg mine behov, jeg har en erfaring og dermed en holdning til hvad der skal ske. Nu håber jeg bare, 7-9-13, at alt forløber som det skal, at jeg ikke når at blive bange, at jeg møder en jordemoder der vil en vandfødsel og at vi efter et par timer smutter hjem igen. Hjem til My med favnen fuld af lillebror og masser af kærlighed.

Det er mit billede indtil videre og jeg håber sådan at det går i opfyldelse. Men hvorfor skulle det ikke det?!

  • Comments(9)//blog.irmacornelia.dk/#post152