Irma, My & Charlie

Irma, My & Charlie

En engel og hendes søskende

Da Irma døde oplevede vi en periode hvor alting var uoverkommeligt, selv det at tage telefonen. Så bloggen blev oprettet for at venner og familie kunne blive lidt opdateret på vores liv, tanker og følelser.
Bloggen er senere gået hen og blevet et redskab i sorgen og er ikke længere kun til opdatering af venner og familie.

Irma Cornelia Westergaard Frisk bisat fra Christians kirke den 15.12.07

IrmaPosted by Jeanette Frisk 15 Dec, 2010 13:06

Salmer: 749 Iøsten stiger solen, 15 Op al den ting, 121 Dejlig er jorden, 784 Altid frejdig, Evangelietekst: Lukasev. Kap. 12 v. 22-28 og v. 6-8.

Herrens veje er ikke vores veje. Amen.

I sidste uge fik vi - familie og venner - den dejligste sms fra verdens lykkeligste og gladeste forældre; "Efter 8 timers fødsel har vi idag, onsdag den 5. december fået den smukkeste datter. Hun var 53 cm lang og hun vejede 3818 gr. Vi glæder os til at vise hende frem for jer alle". Sådan skrev i på lykkens tinde. Der hvor alt var overstået og i tre skulle begynde det liv med hinanden som i to så meget har længtes efter og set frem til.

Og nu er hun, lille smukke Irma Cornelia død.

En fin velskabt, fuldbåren pige, med de klare, blå og åbne øjne ud mod verden som hun var skabt til at leve i, ånde i, glædes ved og engang tage ansvar i, er ikke mere. Hun, som var så inderlig ønsket, så ventet og som kom til verden med så megen ynde, fik alligevel så kort et liv. Det er den bitre sandhed som vi alle, rystede og fortabte, har måtte se i øjnene. Det var så kort et liv, men det var dog et liv hvor hendes lille skikkelse og hendes tilstedevær nåede langt ud i verden og ind i jeres hjerter - både jeres i to stakkels forældre, i alle bedsteforældres og familiens og vennernes hjerter.

I har mistet meget, i to mennesker, også for meget syntes vi, fordi vi slet ikke kan se meningen med at sådant lille barn skal fødes for at lide og dø bort fra jer.

Men gud har givet os et hjerte, for at vi skal elske og huske på vores kærlighed. Og det var med kærligheden det begyndte for jer med hende. I kunne ikke lade være med at elske hende fra det første øjeblik, i så hende. I elskede hende som kun forældre kan elske. I elskede hende sammen, i elskede den familie, som i ville være sammen: I tre, Jeanette, Rasmus og så jeres lille pige. Og for jer to er det, der er sket ubærligt. Det er den største sorg i verden her at miste den man har kær, og det kan ikke nok så mange ord ændre på.

Derfor kan i ikke og skal ikke helbredes for jeres sorg, sådan som nogle lidt misforståeligt af og til udtrykker sig, for det er det samme som, at det var en sygdom at elske og binde sig i kærlighed, men i må lære at leve med jeres sorg og savn sammen, og det kan I kun ved at fastholde mindet om det lille, fine liv som bare fik disse korte dage. I kan gøre det ved at krybe tættere sammen, værne om det liv i stadig har sammen, og om den fælles kærlighed til alt, hvad i har og har haft sammen af gode og lykkelige stunder og af de sidste store smertelige stunder. Synge jeres sange sammen, også dem som lille Irma Cornelia har hørt lige fra moders liv, og mens i har våget over hende de sidste dage, og som vi derfor også skal synge sammen nu om lidt. Derfor har i også uendeligt kærligt draget hende ind i jeres liv. I er - så klogt og eftertænksomt, synes det mig - begyndt denne lange tunge vandring I skal ud på nu, I har gemt hendes billed på papir og i hjertet, for først når det er der, kan vi mennesker også lære at give slip på alt det, vi har tabt med dødens indbrud i vort liv. Og vi håber og beder til, at I i jeres sorg må få den godhed at vokse endnu tættere sammen, sådan som vi også bad for jer for bare ti måneder siden her i denne kirke.

Og nu er vi da her igen. Helt fortabte. I har hårdt og brutalt fået at føle, at når vi mennesker elsker højest, så har vi også allermest at miste. Og vi må sammen erkende, at livet er tab på tab - set fra den skæve vinkel, at alt, hvad vi har, kan og skal tages ud af hænderne på os på et øjeblik.

Vi kan græmmes over at det er sådan fat.

I dag må vi græde over at det er sådan fat.

Men over for ulykken, døden, sorgen og savnet, da kan vi mennesker kun sige et eneste til hinanden: Græd kun.

Så lad os da græde sammen i dag som vi har gjort dagene inden og som vi vil gøre i dagene der kommer. Vi græder af sorg over tabet af lille Irma Cornelia. Vi græder, fordi der endnu var så meget I gerne ville gøre, opleve og sige. Vi græder, fordi vi ikke kan lade være.

Men her skal vi ikke blive.

Heller selv om jeres sorg er en ren sorg - en smuk sorg næsten, for det var med hende ikke noget ondt, der var kun godt og håbet om et godt liv for hende.

Og det er alt sammen den første frygtelige hjælp til at leve videre.

Men den næste hjælp, den får af gud, for gud lader os aldrig alene i vores sorg.

Derfor har jeg fra alteret læst et par stykker fra Lukas evengeliet kap. 12: "Hvorfor bekymrer i jer så meget om penge og udkomme? Se til markens liljer, de arbejder ikke, de spinder ikke og dog klæder gud dem smukkere end Salomon i al hans rigdom. Tror I ikke I er meget mere værd end dem i guds øjne? Vær derfor ikke bekymret". Og "Ikke en fugl falder til jorden uden gud er med i det".

Det kan lyde som den mest uartige overfladiskhed at tage disse Jesu ord frem netop i dag. Men det er det ikke. For vi er alle af væsen bekymrede. Vi tænker alle på, hvordan vi kan sikre os bedst her i livet. Vi prøver altid at helgardere og forsikre os. Men når vi kommer her hen i dødens farvand, så ved vi også, at intet af det, vi søgte at sikre os med, er sikkert. Vi ved, at alt kan tages fra os på et øjeblik og at intet hjælper, hvor meget vi så end raser eller græder.

Og det er det Jesus vil gøre klart for os. For ham er livet altid til stede i sin fylde. Livet er en gave og aldrig en ret. Vi har fået det af guds hånd. Vi ejer ikke vort liv. Vi kan ikke besidde det. Men vi kan gribe det, elske det, bruge det, glæde os over det og lade andre mennesker blive inddraget i vores overskud og glæde. Og gør vi det, da er livet som det skal være blandt mennesker.

Og så siger han en ting mere: dette med gud og os, menlig at ikke en spurv falder til jorden uden guds vilje.

Det sidste er vanskeligt. Og det bliver jeg nødt til atr fortælle jer om med et blik ind til Erik Ålbæk Jensens bog: Kridtstregen. Her skal præsten berede stikkeren før henrettelsen. Hvad skal han sige? Gøre? Ingenting synes han - og vi i dag med. Og så siger han netop dette sidste, ikke en fugl falder til jorden uden guds vilje, men det betyder ikke at død og ondskab er guds vilje. Nej, det betyder kun dette, som også den nye oversættelse siger: At intet af det, der sker for os mennesker sker uden at gud er med i det, deltager i det med hele sit hjerte og holder os og vore døde fast til sig i det.

Nu må i slippe jeres lille pige, for gud har sendt sin engel for at hente hende op til sig, men gud er evig magt og kærlighed, der holder hende fast til sig i livet såvel som i døden.

Amen.

Med kærlig hilsen fra

Elisabeth (Biskop og ven af familien, som viede os d. 24. februar 2007 og som bisatte Irma d. 15. december 2007)

  • Comments(3)//blog.irmacornelia.dk/#post161