Irma, My & Charlie

Irma, My & Charlie

En engel og hendes søskende

Da Irma døde oplevede vi en periode hvor alting var uoverkommeligt, selv det at tage telefonen. Så bloggen blev oprettet for at venner og familie kunne blive lidt opdateret på vores liv, tanker og følelser.
Bloggen er senere gået hen og blevet et redskab i sorgen og er ikke længere kun til opdatering af venner og familie.

Inden for teknologien er mulighederne uanede, eller er de ?

Mænd skal da også blogge ?Posted by Rasmus Frisk 13 Feb, 2008 17:59

Jeg har på et tidspunkt læst en udtalelse om at ”The Univers has no limits but bounds” ret filosofisk, og alligevel, ret rammende.

En udtalelse som ramte mig lige mellem øjnene da vi mistede Irma Cornelia.

Min parallel var at selvom man kan så meget i dag lægeligt, så som at operere på spædbørn som ikke er mere end 25 uger gamle, kurere sygdomme som vi for få år siden troede var umuligt osv., har vores nuværende kunnen en begrænsning.

Irma døde af noget så banalt som tarmslyng. Tarmslyng vi normalt ikke har nogle problemer med at kurere i dag, det var indenfor vores ”begrænsning” men alligevel lykkes det ikke.

Hvad vi har måtte sande, er ikke bare sorgen over at have mistet vores barn, men også de groteske fejl fra sygehusvæsnet som kunne have været undgået, og måske havde gjort at Irma havde været her i dag.

Processen efter er livsbekræftende og alligevel ikke. Man bliver 10 år ældre mentalt - Vi skal leve med at vi ikke har Irma med os her på jorden, og det er hårdt, men med de positive briller så var hun så enormt livsbekræftende og hun har rykket os alle meget tættere sammen.

Så vi skifter ikke briller, men vi tillader os bare at gå med solbriller i ny og næ.

Det er gået op for mig at computerens vindue til verden, giver os mange muligheder, ikke nok med at vi kan oplyse os selv, selektivt selvfølgelig, men redskabet kan også bruges til at dele ud med.

Mænd og kvinder sørger forskelligt – og det er jo klart, vi er fra Mars. Men sorgen er lige tung for begge forældre, vores psykolog fortalte at mænd generelt har en mere lineær tilgang til sorgen. Hvor vi bearbejder sorgen lineært punkt for punkt og kommer videre, til vi møder den igen. Hvorimod kvinder har en mere cirkulær tilgang, de bearbejder sorgens forskellige faser, men vender tilbage med det de har erfaret og bearbejder de første faser igen.

Jeg ved ikke rigtig hvilken måde der er den bedste, men jeg vil dog uddrage at vi mangler flere kvinder i lederstillinger.

Men vi må og skal være forskellige, hvis vi bare husker at fortælle hinanden om vores følelser tror jeg det er vigtigt at have forskellige vinkler, vi ved jo godt hvordan hun har det, hun har det ligesom os.

Vi skal huske at forbygge, frem for at symptom behandle ægteskabelige forskelligheder ? hvorimod tænk hvis vi kunne forbygge, frem for at symptom behandle sorg ? - det ville måske ikke gøre så ondt på sjælen, men ville vi så have lært noget ?

Det kan være glædeligt at sørge.

  • Comments(0)//blog.irmacornelia.dk/#post7